Læsetid: 3 min.

En forudsigelig skandale

25. august 1998

MAN FRISTES til at ironisere: Hvad pokker lavede PET i perioden fra 1974-79? Vi ved nu efter mandagens afsløringer, at Politiets Efteretningstjeneste fra 1968 og frem til '74 foretog regelstridige registreringer af personer i lovlige politiske organisationer såsom Venstresocialisternes hovedbestyrelse og DKP's Centralkomité. Og vi ved, at PET fra '79 indledte ny lyssky operationer omfattende bl.a. aflytning af Tvindskolerne, infiltration af den danske Sydafrika-komité samt infiltration af Socialistisk Arbejderparti. Men hvad pokker lavede efterretningstjenesten i de fem mellemliggende år? Fik vi virkelig ingen overtrædelser af reglerne, ingen fordækte operationer ud af alle de skatteyderkroner, der gik til det hemmelige væsen i sidste halvdel af '70'erne.
Når man fristes til ironi, er det fordi en række af de personer, der nu officielt anerkendes som 'ofre' for PET's ulovlige registreringsmani, hele tiden har sagt, at de da regnede med, at PET i de urolige 1960'ere og 70'ere brød reglerne og registrerede dem. Blandt ofrene er gode demokratiske kræfter som Berlingske Tidendes chefredaktør Peter Wivel, tv-manden og forfatteren Niels Højlund, socialrådgiverne Hanne Reintoft og Gunvor Auken, forskerne Steen Folke og Inge Henningsen, skuespillerformand Litten Hansen, Preben Wilhjelm og mange flere. Det er derfor også foruroligende, at der skulle en uventet opdukken af to gamle telefonnotitser fra PET's arkiver til, før justitsminister Frank Jensen tog sig sammen til at initiere den undersøgelseskommission, han annoncerede på et pressemøde mandag. Med alt, hvad der allerede forinden var afsløret om PET's illegale metoder, var der mere end rigeligt belæg for at iværksætte den uvildige kulegravning, som altså nu omsider skal indledes.

SANDHEDEN ER nok i virkeligheden, at de to interne telefonnotitser er kommet som en gave til en hårdt trængt Frank Jensen. Ministeren, der tidligere har afvist bl.a. partikammeraters og radikale folketingsmedlemmers krav om en uvildig undersøgelse, har på sit bord liggende 150 nærgående folketingsspørgsmål om PET's aktiviteter. Hidtil har Frank Jensen svaret på færre end 20, og han har vidst, at han ville komme til at lægge navn og ansvar til en lang række af enten afsløringer eller betændte søforklaringer, hvis han som PET's minister selv skulle svare på alt. Derfor er de to notitser en overordentig kærkommen anledning for ministeren til at lægge sagen over i den undersøgelseskommission, som nu ved særlov skal nedsættes af Folketinget.
De to notitser - overbragt ministeren af PET's nuværende chef Birgitte Stampe for 14 dage siden - er henholdsvis en instruks fra december 1968, hvori daværende PET-chef Arne Nielsen beordrer sine folk til at genoptage den registrering af bl.a. fremtrædende VS'ere og DKP'ere, som regeringen Hilmar Baunsgaard bare tre måneder forinden højtideligt havde forbudt. Samt en instruks fra august 1974, hvori den næste PET-chef, Jørgen Skat-Rørdam, beordrer registreringen bragt til ophør - efter at have accepteret den i fire år.
Det er imidlertid en opsigtsvækkende detalje i Frank Jensens oplysninger til pressen i går, at de registrerede personoplysninger i et eller andet omfang er blevet bevaret i PET's arkiver helt frem til 1985. Det rejser nemlig dét interessante spørgsmål blandt mange andre, hvorfor PET-chefen i 1985, nuværende rigsadvokat Henning Fode, ikke straks indberrettede ulovlighederne til sin justitsminister, da han eller hans medarbejdere faldt over dem i arkiverne i '85? Eller - hvis Fode indberettede - hvorfor justitsminister Erik Ninn-Hansen ikke orienterede sin statsminister, Poul Schlüter, eller Folketinget?
Udenrigsminister Niels Helveg-Petersen sagde i april måned, da han - til en række partifællers vrede - afviste en uvildig undersøgelse af PET, at der ikke eksisterede skriftligt materiale fra dengang, og at der ikke ville være noget vundet ved at indlede en undersøgelse, der følgelig måtte baseres på afhøringer af folk, som skulle tænke 20 år tilbage. Nu kommer undersøgelsen alligevel, og noget kunne tyde på, at PET's arkiver faktisk rummer telefonnotitser og andet skriftligt materiale, der er egnet til at ryste den rest af offentlig tillid til efterretningstjenestens moral og lovlydighed, der endnu måtte eksistere.

DET HELT afgørende er nu, hvilket kommissorium kommissionen får, samt hvem der udpeges til den. Regeringen og Folketingets flertal kan passende lade sig inspirere af den norske Lund-kommisjon, der i '94 fik to år til at krydsforhøre alle og granske ethvert relevant papir for at finde sandheden om det norske politis efterretningstjeneste (POT) i tiden efter 1945. Samtlige forhen- og nuværende embedsmænd fik ophævet deres tavshedspligt overfor kommissionen, og intet papir forblev hemmeligt.
Da Kommissionens rapport i 1996 præsenterede sandheden om POT, rystede den det norske demokrati i sin grundvold. Meget tyder på, at det danske demokrati har en tilsvarende rystelse til gode.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu