Læsetid: 4 min.

Forurenet virksomhed

28. august 2002

DET SKER, at man må give Bjørn Lomborg, regeringsudpeget direktør for Institut for Miljøvurdering, ret. Som da han i går sagde til Jyllands-Posten: »Jeg synes ikke, at instituttet har noget at præsentere i Johannesburg.« Det er rigtigt. Og hvis direktøren ville tage konsekvensen og lade være med at præsentere noget for resten af verden, ville det være helt perfekt. For dét, direktøren i disse dage hælder ud over alverdens medier, er spildevand fra en forurenet tankevirksomhed.
Selv miljøminister Hans Christian Schmidt, der trods protester fra mange sider fik installeret Lomborg i det ny cost-benefit institut for miljøindsatsen, må i disse dage i pressemeddelelser ømme sig over sin ven. Schmidt har som del af det danske EU-formandsskab en central og vanskelig rolle på verdenstopmødet om bæredygtig udvikling i Johannesburg, hvor han skal være med til at bygge bro mellem de stridende parter. Den opgave vanskeliggøres unægtelig af, at Schmidts institutdirektør tager til Johannesburg – ikke for at mødes med de tusinder af sagkyndige fra Nord og Syd, som han måske kunne lære noget af, men alene for at optræde i de globale medier med et budskab, der
direkte undergraver det danske formandsskabs svære mission.
Lomborg folder sig p.t. ud i New York Times, hos nyhedsbureauet Reuters, i den britiske avis The Guardian, på BBC og i mere ydmyge medier som Jyllands-Posten og Information. Budskabet er i komprimeret form dét, Lomborg mandag præsenterede i New York Times: »Udfordringen i Johannesburg bliver at se, om verden er parat til at sætte udvikling foran bæredygtighed. Hvis USA slår tonen an, vil verden måske omsider finde modet til at gøre det.« Dansk støtte til klima-aftalesabotøren George Bush og noget der ligner en fuck-finger til ’Verdenstopmødet om bæredygtig udvikling’.

BJØRN LOMBORG har én vigtig pointe, som ikke er hans egen, og som ingen – jo, måske George W. Bush – anfægter: At der er alt for mange nødstedte mennesker i denne verden, og at der er brug for masser af vilje til at øge indsatsen for at sikre dem udvikling, rent drikkevand, sanitet osv.
Der, hvor Lomborgs intellektuelle kollaps indtræffer, er når han finder det afgørende at gå til aktiv kamp mod de rige, forurenende landes miljøindsats på f.eks. klimaområdet som betingelse for at skabe bedre vilkår i de fattige lande. Siden Brundtland-Kommissionen for 15 år siden har det været alment forstået, at udvikling og bæredygtighed ikke er hinandens modsætninger, men hinandens forudsætninger. Lomborg forstår kun den halvdel af udsagnet, der siger, at u-lande skal have udvikling for at kunne præstere bæredygtighed. Han forstår ikke, at bæredygtig adfærd fra de rige landes side er én af forudsætningerne for, at u-landene kan få udvikling og velfærd.
Når Lomborg hævder, at det er spild af penge at bekæmpe CO2-udledningerne og bedre at tilpasse sig den globale opvarmning og klimaændringerne ved at bygge diger o.lign., så lukker han øjnene for, at det i afgørende grad er u-landenes udviklingsmuligheder, der forringes, hvis de rige landes klima-ødelæggelse fortsætter. For det er – siger al dagens sagkundskab – først og fremmest u-lande, der vil blive ofre for oversvømmelser, tørke, skadedyrsangreb, sygdomme i en varmere verden. Derfor er det de fattige u-lande, der får nye uforskyldte omkostninger til digebyggeri, katastrofehåndtering etc., hvis de rige lande skrotter Kyoto-klimaaftalen og sparer egne penge til forebyggelse af fortsat opvarmning.
Lomborg burde i Johannesburg have aftalt en date med lederen af det indiske Center for Science and Environment, Sunita Narain, der forleden skrev, at »klima-ændringer vil gøre de mennesker, der lever i i forvejen pressede, overudnyttede økosystemer, endnu mere sårbare.« Ifølge Sunita Narain er der ikke brug for at udvikle disse menneskers evne til at tilpasse sig forstærkede klima-ændringer. »Eftersom udledning af drivhusgasser handler om deling af et begrænset atmosfærisk rum, vil vi lægge øget og beslutsomt pres på de industrialiserede forurenere for at skabe et økologisk rum, der giver u-landene plads til udvikling.«

OMDREJNINGSPUNKTET for hele Bjørn Lomborgs øvelse er det store beløb, han sætter som pris for at dæmpe i-landenes CO2-udledninger. Beløbet har han turneret med de seneste fire år, og lige så længe har masser af sagkyndige anfægtet det. Men det centrale er, hvorfor det er så aldeles magtpåliggende for Lomborg at hive netop klima-regningen ud af de rige landes samlede udgiftsbudget og forlange netop dén konverteret til drikkevandsbeskyttelse m.m.?
nHvorfor skriver Lomborg ikke kronikker i New York Times om, at Bush skulle tage og betale alle de milliarder, han stadig skylder FN?
nHvorfor angriber Lomborg ikke USA’s nye militærbudget, der er større end det største, samlede beløb for alle i-landes tænkelige Kyoto-indsats?
nHvorfor skriver Lomborg ikke i verdensmedierne om, at i-landenes opfyldelse af deres 30 år gamle løfte om 0,7 procent af BNP i u-landsbistand ville give langt flere penge end den dyrest tænkelige klima-indsats koster og mere end rigeligt til at nå de mål for forbedring af u-landens forhold, som Lomborg nævner.
Det er dér, det ikke er til at forstå miljøinstitutdirektørens forurenede tankevirksomhed.Undtagen hvis det indædte korstog mod klima-beskyttelsesarbejdet blot handler om at beskytte de forbrugsprivilegier, som i-landene i dag besidder i klodens lukkede økologiske rum.

jsn

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu