Læsetid 6 min.

De forvekslelige

Dansk Folkepartis identitetskrise udspringer ikke af historiske tilfældigheder
26. august 2006

Dansk Folkepartis ledende folk er selvfølgelig ikke nazister, så ville de være ledere af nazistpartiet og ikke af Dansk Folkeparti. De lokalformænd, der nu er strittet ud af partiet, var heller ikke nazister, så ville de være lokalformænd hos nazisterne og ikke nu forhenværende lokalformænd i Dansk Folkeparti. Spørgsmålet er imidlertid rejst af mange: Hvordan kan mellemledende medlemmer af Dansk Folkeparti som den naturligste sag af verden byde nazister velkommen i partiet, således som Ekstra Bladets journalistisk glimrende historie afdækkede. Hvordan kan det være, at partiet åbenbart tiltrækker medlemmer, der oven i købet kan blive lokalformænd, men som ikke opfatter nazismen som snavs?

Peter Skaarup, som bestemt heller ikke er nazist, men næstformand i Dansk Folkeparti, og som kører partimedlemshygiejnen med hård hånd (så hård har den altså ikke været), forsvarer sig med, at andre partier tillader medlemmer, der går ind for stening, pisk og halshugning. Hermed sigter Skaarup vist til de radikale, der på deres side har bedt Skaarup om at dokumentere sin påstand, hvilket han ikke til dato har kunnet.

B.T.'s mageløse Erik Meier Carlsen, ofte talerør for Pia Kjærsgaard, kom Skaarup til undsætning: "Socialdemokraterne og venstrefløjen har i årevis været invaderet af rabiate revolutionære og terror-tilhængere", så de skal bare stikke piben ind. Terrortilhængere? Carlsen gik klogeligt ikke i detaljer.

Skaarup var i øvrigt tilbage med den om gamle kommunister, som vandrer frit omkring og har deres gang i ovennævnte partier, uden at de gør en pind. Her gik man og troede, at de pågældende netop gik ind i andre partier eller dannede nye netop i protest mod DKP, men sådan er der så meget.

Den moralske dimension

Sagen er, uanset redningsforsøg som fra Dansk Folkepartis forpost i B.T., en stinker; herom er de fleste kommentatorer enige. Pudsigt nok beskæftiger de fleste sig med partiets image, om dets regeringsfähigkeit, og hvordan det skal gå til næste valg. I parentes bemærket får sagen næppe større betydning, med mindre den på sigt udløser et internt oprør mod partiets alt andet end demokratiske for ikke at sige jernhårde, for ikke at sige diktatoriske, for ikke at sige stalinistiske ledelsesform.

Få i pressen og slet ikke partiet selv eller partiets ledende medlemmer og slet, slet ikke Pia Kjærsgaard eller Krarup og Langballe, der ellers altid har fingeren på møgsprederen, beskæftiger sig med den moralske dimension af sagen eller kigger indefter og stiller sig selv det spørgsmål, som denne klumme stillede få linjer ovenfor: Hvorfor tiltrækker Dansk Folkeparti personer, der åbenbart ikke finder nazismen specielt afskrækkende, og hvorfor bliver disse folk udpeget som mellemledere? Eftersom partiet som sagt er topstyret som en våbenfabrik i Nordkorea, og mellemlederne udpeges/godkendes centralt, har man altså, kære Peter Skaarup, udnævnt lokalformænd uden at spørge, hvordan de forholdt sig til livet og døden og nazismen. Temmelig mange. Det er jo for det første pudsigt, når man siden må skride til noget så drastisk som eksklusion. For det andet er de udverfede lokalformænd af gode grunde blevet pissesure. Så alvorligt var det jo ikke ment og herregud, hvad betyder det hele? Ja, herregud hvad betyder det? Dansk Folkeparti er ikke nazistisk, gu er det ej. På flere væsentlige punkter er Dansk Folkeparti så langt fra Hitlers gamle parti, som man kan komme. Dansk Folkeparti bekender sig til demokratiet, ikke internt, bestemt ikke, der ligner det som antydet andre totalitære bevægelser. Men på makroplan går de ind for at danske soldater skal kæmpe for demokrati i Irak. Ikke videre gennemtænkt, har det vist sig, men ikke desto mindre. På dette felt er Dansk Folkeparti for resten i splid med sig selv, eftersom danske soldater ifølge den gamle Søren Krarup udelukkende skulle kæmpe for de konkrete danskere i det kon-krete fædreland og ikke optræde som sværmeriske godhedsapostle, da dette er gerningsretfærdiggørelse. En i øvrigt besynderlig udlægning af testamenterne, der i sin konsekvens, som Tidehverv og Krarup præker, gør godhed til ondskab og godt til ondt. Men lad det ligge.

De rigtige og de rene

På den danske højrefløj har der bestandigt og siden begyndelsen af forrige århundrede befundet sig en kreds af stærkt nationalistisk tilsnit, som blandt andet under indtryk af nationalstaternes noget nær kroniske krise i de store systemopbrud siden år 1900 har hævdet de rigtige og renes eneret til riget og andres modsvarende uret til samme. Denne kreds, som i en vis forstand synes statisk, har i og for sig ikke skiftet retorik og blev stærkt inspireret af fascisterne og nazisterne. Som bekendt lod også en Kaj Munk, der var højrefløjens ikon, sig begejstre for diktaturet og Hitler og sværmede for Blut und Boden og det jævne folks nationale hellighed. Ham fulgte i tusindvis raske danske svende med skrårem og spidsbukser og heilende i gaderne. Anti-semitismen havde også her sit faste tag, trist nok rakte disse strømninger ind i præstestanden og de redebonne politiske bevægelser. Danmark i tusind år, osv. Disse grundstrømninger, som ikke nødvendigvis er nazistiske, men som unægtelig har fælles træk med det ideologiske tankegods bag, spores jo mildt sagt i Dansk Folkepartis univers. Et eller andet grundtræk, en arketype for højrebevægelser synes givet på forhånd: behovet for i tide og utide at understrege sin egen nationale værdi og særegen-hed ved at nedvurdere og udelukke andre. Det er i vore dage ikke jøderne, det går ud over, men med nogenlunde samme argumentation som før i tiden muslimerne. Ikke mennesker med forskelligartet baggrund, politisk indstilling, moral og etik, men slet og ret muslimer under ét. Har man mødt én jøde, kender man resten. Som andre af disse højrepopulistiske bevægelser i historien retfærdiggøres udskillelsen af 'de andre' med hensynet til det jævne, uskyldsrene, godtroende folk, der blot er forført af folkefjendtlige kræfter. Også her i landet i Fogh Rasmussens regeringstid er mistroen til det hævdede ufolkelige blevet mobiliseret, hvor statsministeren til Folkepartiets begejstring har kaldt til kulturkamp mod de intellektuelle, dem om hvem det påstås, at de mener at vide bedre, og som under ét er blevet slået sammen i kulturradikalismen. Lidt kreativ bogføring i en nytårstale bragte Fogh Rasmussen på linje med populismens traditionelle primitivitet.

Blevet midtstrøms

Argumentation i denne kulturkamp, der ikke er så svær at vinde på points, såfremt man sidder på flertal og penge, har der ikke været tale om, blot demagogisk etikettepåklistring og mistænkeliggørelse, hvilket atter peger tilbage på lignende strømninger i fortiden. Forskellen på da og nu er, at disse ekstreme tendenser i dag er blevet så midtstrøms i den politiske retorik, at B.T..'s lederskribent og Dansk Folkeparti, senest Søren Espersen i radioen, indigneret mener at kunne afvise fænomenet som værende ekstremisme. I den optik er det ikke ekstremisme at dæmonisere en religions medlemmer; det var ikke ekstremisme, da Louise Frevert rullede sig ud om muslimerne, og Krarups grove generaliseringer om muslimske mænd og for resten flygtninge er ikke ekstremisme og fører ikke til eksklusion. Nazisme er imidlertid ikke alene en historisk tysk iværksat katastrofe, som man i en snæver vending kan tage afstand fra, men en hæslig uforsonlig og selvfed mentalitet, der blandt andet indebærer generaliserende grovheder mod andre, diskrimination som DF's i fremmedlovgivningen samt vilkårlighed i retsopfattelsen. Hvis Pia Kjærsgaards udtalelser, der har fået Højesterets ord for at kunne betegnes racistiske, som logisk følge burde føre til formandens eksklusion af et parti, der ikke vil have snavs siddende på sig, ville en sådan tapper handling fjerne den tvetydighed i Dansk Folkeparti, der gør det så svært at lade være med at sammenligne strømninger med strømninger. Samt finde sådanne paralleller der gør det forståeligt, hvorfor en række lokalformand ikke mente, det var så alvorligt, det med de nazister, der pludselig syntes at melde sig under fanerne.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig - første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu