Læsetid: 4 min.

Forventning, forløsning

Ole Sarvig (1921-1981) skriver, når han er bedst, så der går feber i et kuldslået sprog - andre gange ejer han kun en påstand om patos. Gyldendal genudgiver hans samlede digte i dag
13. oktober 2005

At træde ind i Ole Sarvigs digte er, når de er bedst, som at træde ind i en verden af dyngvådt, formuldende efterår: Mørke dage, dråber på bladene, smådyr, der kratter i en grågrøn stilhed, ensomme nætter, hvor andre sover i husene. Træernes blade - der tit beskrives som ild - blusser op og falder til jorden. Ellers ligger livet i venteposition, som kim og løg, der en gang skal gro igen.

Også digteren er i venteposition. Han fyldes langsomt med et noget, der skal forløses. Dets komme forventes nok intenst, men reelt - i al fald for digtenes kvalitet - er dets komme ret underordnet. Sarvigs bedste digte kredser om en forventning, der stadig vokser, ikke om dens virkeliggørelse.

Og nu sidder jeg her, våd,

med filtret hår

og saligt kølig,

mens en gysen, en kulde

begynder at pirke på sin skal.

Når man pirker på sin skal, så er man inde i noget, så vil man ud. Det antydede æg, der er ved at revne, peger ikke på regnens kulde, men på et andet, der kommer inde fra digteren selv. Det er raffineret - og en smule foruroligende. For hvorfor er det indre så koldt?

Indre mælkekasse

Citatet er taget fra "Regndagen", som stod i Grønne digte, Ole Sarvigs debut fra 1943, og stadig hans mest læselige bog. Det er her man finder de velkendte - og heftigt antologiserede - digte, hvor digteren er som en regnmåler, der langsomt fyldes med vand. Og (noget mindre antologiseret) her, man finder et digt, hvor løvfaldet sammenlignes med unge kvinders menstruationsbind!

Det er krast og på grænsen til det overspændte, men i al fald halvdelen af tiden meget rent, med en søvngængeragtig intensitet.

Når digtene lykkes er billedkraften på én gang stærk og økonomisk, både helt konkret og tegn på en indre tilstand. I Jeghuset (1944), hvor en meget selvstændig forvaltning af kristne myter spiller en stor rolle, hedder det ét sted "sjælen løb henne på en mark/ og legede som en dreng", et andet, "Kristus gik omme bag lågerne/ med en mærkelig hat."

Den slags holder stadig. Men når Sarvig er dårlig, og det er han nogenlunde den anden halvdel af tiden, så stiller hans digte sig op som folketalere på deres egne, indre mælkekasser - af mærket "eksistens", forstås - og prædiker til den forsamlede verden af ensomme læsere.

Så vil Sarvig ikke bare at tale om almene vilkår, men også tale på almenhedens vegne. Så siger digtene "vi" og "menneskeheden". Værre endnu: Så taler de fra en al-tid, der ligger hinsides, og altså ikke midt i sansningens eller visionens her og nu.

Så forsvinder den stemning af kuldslået feberdrøm, der ligger som et vandmærke i Sarvigs bedste ting. Tilbage bliver alt det, man altid åler efterkrigstiden og Heretica-generationen for: Den højtflyvende patos, de kristne henåndelser, den eksistentielt-studentikose kulturkritik.

Spinkelt realplan

Hvad finder man ellers? Prosadigtet "Mangfoldighed" (1945) er ramt af en nærmest hysterisk henvendelse til læseren, og i Sarvigs andet prosadigt, "Legende" (1946), drukner et meget spinkelt realplan i voldsomme kaskader af billeder. Sætningernes ophobning tyder på et voldsomt udtryksbehov, men læseren må allerede efter få sider give fuldtsændigt fortabt.

Der er et par fine digte i både Menneske (1948) og Min kærlighed (1952), men også meget bras. I den sene samling Forstadsdigte (1974), dukker pludselig en serie digte op, hvor bogstavernes fysiske form styrer indholdet. "DØD" hedder et af dem. Det lyder: "Fra solopgang/ gennem solens slørede dag/ til solnedgang"

I de andre bogstavdigte bliver det klart, at D står for en sol i horisonten, Ø for en sol, der er halvt dækket af skyer. På én niveau er digtet altså symbolsk og overspændt - man vandrer på vejen mod sit livs nat, livet er ikke andet end en sløret dag - på et andet en konkretistisk rebus. Simon Grotrian har, ser man, haft en forløber.

Det ændrer ikke ved, at forfatterskabets styrke ligger i de tidlige år. Man må skille avnerne fra kernerne, når man læser Ole Sarvig i dag. Især når man får hans bøger i massiv omnibus, som nu med Gyldendals Ole Sarvig. Digte. Måske havde forfatterskabet været bedre tjent, hvis forlaget havde bedt Søren Ulrik Thomsen - som har skrevet et fremragende forord, og tydeligvis har sans for kvaliteterne i Sarvigs digte - om at lave et udvalg.

Grim bog

Et sidste ord om den fysiske bog. Ole Sarvig. Digte er tudegrim. Og så sætter den sig, ligesom de andre bøger i Gyldendals serie af danske lyrikere, mellem to stole. Den er bestemt ikke en tekst-kritisk, akademisk udgave; der er intet noteapparat og kun nødtørftigt redegjort for de redaktionelle principper. Af en eller anden grund har man moderniseret aa til å i bogen selv, men ikke i de citater, Søren Ulrik Thomsen gør brug af i sit forord. Besynderligt.

På den anden side er den som bog - hardback med glittet forside, 320 massive sider - for klodset, for ucharmerende til at være en læsevenlig indføring for den "almindelige læser". Faktisk er Ole Sarvig. Digte alt andet end indbydende. Mest af alt ligner den en bogklubudgave af en middelmådig, amerikansk roman. Kan I ikke gøre det bedre næste gang, Gyldendal?

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her