Læsetid: 6 min.

Foucaults iranske fejltagelse

Den franske filosof rejste til Iran flere gange og blev begejstret for Khomeinis revolution. Det blev set som Foucaults helt store fejltagelse, men den ideologiske medvind, som krigen mod Israel ser ud til at have givet Hizbollah i den arabiske verden, giver ham ret i selve analysen
22. september 2006

I kølvandet på den iranske revolution i 1979 beskrev den nu afdøde franske filosof Michel Foucault den force, der lå i Khomeinis oprørsbevægelses religiøse fundament. En force, der med 'eksporten af revolutionen' nåede til Libanon, hvor den førte til Hizbollahs opståen og var med til at give bevægelsen den styrke, der har gjort den så svær for Israel at besejre.

Foucault besøgte Iran flere gange i tiden omkring revolutionen, og i Khomeinis islamiske oprørsbevægelse så han en magtfaktor, der havde potentialet til at omdanne hele den arabiske verden til en stor krudttønde. Foucault så ikke blot islam som en religion, men som en hel levevis, en samlet civilisation og en ganske særlig historieanskuelse, der alt sammen deltes af flere hundrede millioner mennesker.

Og fordi ideerne bag den iranske revolution var funderet i islam, mente han, at de ville kunne sprede sig til resten af den muslimske verden og blive til en pan-arabisk oprørsideologi. En ideologi der i kraft af dens religiøse fundament langt lettere ville kunne integreres meget dybere i de muslimske samfund, end hvad både marxisme, leninisme og maoisme har haft held til noget sted i verden.

Den iranske revolution havde det som sit klare mål at omstyrte shahen, der blev regnet for at være USA's lakaj. Men selv om utilfredsheden med USA's mellemøstpolitik også var udbredt i regionen dengang, så var det ikke en målsætning, der kunne siges at have egentlig pan-arabisk appel. Derfor havde revolutionens religiøse tanker ikke stort held med at sprede sig tilstrækkeligt til at kunne blive en afgørende magtfaktor uden for Iran.

Det, Foucault pegede på, var det kæmpe potentiale, der lå i en oprørsideologi, der samtidig med at den forherliger døden ved at opløfte martyrdommen til en af de højeste dyder, også havde et enormt netværk at sprede sig igennem. Selv om de fleste regeringer i Mellemøsten er autoritære, så er de religiøse strukturer så dybt indlejret både i og på tværs af de forskellige samfund, at de hverken kan undertrykkes eller kontrolleres fuldstændigt.

Hvis den iranske islamiske bevægelse kunne samle sig om et mål, der havde en bredere appel i den arabisk verden, så mente Foucault, at den havde potentialet til at udløse en stor arabisk opstand. Et sådan mål kunne ifølge Foucault være det udbredte krav i den arabiske verden om at få opfyldt det "palæstinensiske folks legitime rettigheder."

"Hvor stærk ville Khomeinis 'religiøse' bevægelse ikke blive, hvis den gjorde frigørelsen af Palæstina til sit mål," spørger han retorisk i en artikel i den italienske avis Corriere della Sera. Og den forudseende konklusion lød;

"Jordanfloden flyder ikke længere langt fra Iran."

En selvskabt fjende

Få år efter den iranske revolution invaderede den israelske hær Libanon i et forsøg på at bekæmpe PLO. Efter intense luftbombardementer og guerillakampe, der kostede op mod 14.000 civile libanesere livet, var Israel ved at lykkes med sin mission. Men hvad de ikke forudså, var, at de samtidig skabte sig selv en ny fjende.

Fra asken af Beiruts udbombede bydele rejste der sig en ny milits, der tog kampen op mod de israelske besættelsesstyrker. Det var under kampe på Khaldes strande i den vestlige del af Beirut i starten af juni 1982, at disse nye krigere blev set for første gang af vestlige journalister. Det var shia-muslimer, der havde revet stykker af deres skjorter, som de havde bundet om hovedet som symbol for martyrdom. Det samme havde de iranske revolutionsgardister gjort et år tidligere under kampe mod Irak i den første Golfkrig. Den nye milits kaldte sig selv for Hizb' Ullah, Guds Parti.

I alliance med militsfolk fra DFLP (Democratic Front for the Liberation of Palestine) og Amal-militsen, lykkedes det Hizbollah at påføre israelerne de første egentlige nederlag. Den nye milits bestod af shia-muslimer, der ikke kun var inspireret af den iranske revolution, men som også havde modtaget religiøs og militær træning af revolutionens krigere. Senere udviklede Hizbollah sig fra udelukkende at være en radikal islamistisk inspireret modstandsbevægelse (eller terrororganisation) til også at blive et demokratisk valgt parti med stor indflydelse på den offentlige meningsdannelse i Libanon.

Kampen mod Israel

Det, der skete med Hizbollahs opståen, var, at PLO's kamp for en palæstinensisk stat ændrede karakter og for Hizbollah udelukkende blev til en kamp mod Israel. Hizbollah kalder deres kamp for nationalistisk, hvilket for dem har været ensbetydende med at drive Israel ud af Libanon, og efter at Israel i 2000 trak sig ud af landet, at holde dem ude.

Hvad enten Hizbollah kæmper af nationalistiske eller religiøse årsager, så har deres kamp den pan-arabiske appel, som den iranske revolution manglede. Og hvor Foucault pegede på kampen for en palæstinensisk stat, som en potentiel katalysator for en større arabisk opstand, så rækker Hizbollahs kamp endnu videre. Den palæstinensiske sag kan ses som en integreret del af Hizbollahs kamp mod Israel, hvilket igen kan ses som en del af den større religiøse kamp for den islam, som Khomeini repræsenterede.

Hizbollah har igennem sin kamp mod israelerne vundet stor prestige og anerkendelse i brede dele af den arabiske verden. Og meget tyder på, at de er kommet ud af den seneste krig mod Israel med endnu en ideologisk sejr.

Samtidig med de nationalistiske aspekter ved Hizbollahs kamp, så agerer de også spydspids for den iranskfødte islamiske oprørsideologi. Og om noget så bliver det brugt til at bekræfte denne ideologis styrke rundt om i den arabiske verden, at de formåede at holde stand mod den israelske overmagt.

Spøgelset går igen

Inden man begynder at råbe op om, at hele Mellemøsten er ved at udvikle sig til en stor krudttønde, der kan eksplodere når som helst, er det vigtigt at være opmærksom på, at der trods alt stadig er tale om en begrænset spredning og opbakning til Khomeinis islamiske oprørsideologi i regionen.

At der er tale om en reel magtfaktor kan der vel og mærke ikke være nogen tvivl om. Iran er nok et af de mest indflydelsesrige lande i mellemøsten, og både den modstand Hizbollah øvede mod Israel, og den modstand som shia-muslimske oprører i Irak øver mod koalitionsstyrkerne (eller besættelsesmagterne), viser med alt tydelighed, at Khomeinis ideer stadig er en faktor, der ikke kan ignoreres.

Men samtidig er både Irak og Libanon dybt splittede samfund, der er vævet sammen af en række forskellige religiøse strømninger. Og selv om nationalismen er stærk i Libanon, og Hizbollah har vundet meget på den nationalistiske front, så er der stadigvæk store grupper af befolkningen, der holder Hizbollah medansvarlige for de mange civile dræbte under den seneste krig mod Israel. Også i Irak har sekterismen efterhånden fået så stor betydning, at der i lang tid har kunnet tales om en reel borgerkrig mellem de forskellige befolkningsgrupper.

Khomeinis spøgelse går igen i Mellemøsten, og selv om det har eksisteret i mange år, så er det netop nu mere aktivt end nogensinde tidligere.

En tvivlsom periode

Michel Foucault var på mange måder en kontroversiel personlighed, og hans begejstrede skriveri omkring den iranske revolution førte til en massiv kritik, også fra fronter, som før har kunnet regnes blandt hans støtter. At bakke op om Khomeinis revolution var ikke blot uhørt i den almindelige politiske debat, også på den revolutionære venstrefløj, som Foucault var en del af, var der mange, der tog afstand til hans positive udlægning af udviklingen i Iran.

Speciel skarp lød kritikken fra feministerne. Hvordan kunne Foucault støtte en bevægelse, som var kvindeundertrykkende, blev der spurgt. I Foucaults svar på tiltale var der en tendens til at negligere dette aspekt ved revolutionen. Selvfølgelig var den ikke uden problemer, men det mente han ikke overskyggede for alt det positive, der kunne komme ud af revolutionen.

Alt i alt bliver tiden omkring den iranske revolution i høj grad set som en tvivlsom periode i Foucaults forfatterskab. Selv om hans interesse for Khomeinis tanker kan ses som et led i et større opgør med det vestlige sekulære samfund, så er det af mange siden hen blevet beskrevet som den politiske fejltagelse, der fik ham til at opgive meget af sit politiske engagement.

nKim Rosenkilde Nielsen er studerende på Center for Journalistik ved Syddansk Universitet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu