Læsetid: 4 min.

Frådseri

28. december 2002

FORAN PÅ skrivebordet, inden for rækkevidde af venstre hånd, en gris af marcipan. Sådan en massiv, tykmavet, 180 grams én. Med rødt silkebånd om maven, tryne af rød frugtfarve og mandel-essens drivende ud af alle sukkerporer. Mindre kan næppe gøre det, hvis man skal arbejde sig igennem en hel leder om dødssynd nr. fem, frådseri. Man må svælge i synd for at forstå syndens væsen. Her bides således hovedet af al skam – på skrivebordet nu en dekapiteret gris.
Julestatistikken fortæller, at danskerne i december købte ind for syv mia. mere end i andre måneder. De to af de syv mia. gik til at æde og drikke noget mere. En mio. glas sild, 500 ton sylte, 30 ton rullepølse, nogle hundrede ton risengrød, en halv liter snaps til hver eneste dansker. Og meget mere, herunder marcipangrise, hvoraf én nu mangler sit sukkersøde skulderparti.
At frådse kommer af tysk ’fressen’, at æde. I forne tiders knaphedssamfund en dødssynd, fordi der ikke var materiel basis for udskejelser som umådeholdent æderi. Skildret med humor i scenen, hvor Emil fra Lønneberg lokker fattiglemmerne til at æde sig både mavepine og moralske tømmermænd til i julemad, hentet fra det mere velforsynede Katholts bord. Emil forstod ikke, at mådehold skulle være en dyd. »Når jeg ikke har nogen penge, kan jeg ikke drikke sodavand, og når jeg har penge, så må jeg ikke drikke sodavand, så hvornår hulen skal jeg så drikke sodavand,« spurgte Emil.

I DAG ER verden en ganske anden (hvis vi lige fortrænger den fjerne halvdel af verden, der stadig ikke er nær den velstand, der blev de smålandske bønder til del i begyndelsen af 1900-tallet). Det er blevet svært at opfatte frådseri som en dødssynd i en tid, hvor både reklamer og finansministre fremstiller forbrugsvækst som en kardinaldyd, ja, nærmest en hellig pligt til opretholdelse af den økonomiske vækst. Problemet er ikke at få adgang til sodavand, problemet er, hvordan man skal skaffe plads til nok et glas cola – dog reelt et pseudoproblem, fordi det for længst er overvundet af markedets innovationskræfter: En kombination af cola og chips giver præcis den symfoni af sødt og salt, der gør det muligt for mønsterforbrugeren (typisk mellem syv og 17 år) at blive ved i det uendelige. En diabolsk, metabolsk evighedsmaskine i samfundsøkonomiens tjeneste. Præcis som når en god kop bitter kaffe gør det muligt at få en marcinpangris’ søde mavesektion til at glide ned gennem spiserøret til en lederskribents let kvalme maveregion.
Når nogle dødssynder i en markedsoptik nærmest har antaget karakter af dyder, har det ikke kun sammenhæng med de gamle synders ny økonomiske nyttefunktion. Det har også sammenhæng med det oplysningsprojekt der ved at indsætte naturvidenskabens instrumentelle logik ikke alene tilvejebragte materiel rigelighed, men også introducerede eksistentiel usikkerhed hos det enkelte menneske. Så længe der var en Gud foroven og for lidt i det jordiske, var det enkelt at indstille sig på kirkens moralske bud om, at mådehold var godt og fråds en synd. Ulige sværere er det blevet i dag, hvor værdier og identitet ikke gives, men må defineres af den enkelte i en fortsat selvrealiseringsproces. Denne individualisering af værdiskabelsen og respekt for den enkeltes frihedsret har gjort det vanskeligere at formulere moralske bud og løfte pegefingre over for hinanden. Sat på spidsen kunne man påstå, at i fraværet af dødssynder og kardinaldyder som udtryk for moralske bud har vi ikke megen adkomst til at blande os i hinandens liv. Hvad skal vi dybest set tale sammen om, hvis ikke om, hvad der er rigtigt og forkert, godt og ondt? Må vi indskrænke os til at fortælle hinanden anekdoter og overlade moralske afklaringer til bjørnlomborgske institutter for cost-benefit-beregning: Genbrug ikke brugt papir, brænd det, for det er ifølge regneprogrammet mest lønsomt. Før krig, klon fostre, smid muslimer på porten, fordi egennyttens kalkyler taler for det.

Det er muligt, at man kan æde sig til afsky for frådseri. Den måde marcipangrisens bagfjerding bliver siddende i halsen, kunne tyde på det. Men man kan næppe piske hverken sig selv eller andre til at sætte pris på mådehold. Påtvungen tilbageholdenhed er moralisme som udefrakommende åg. Mange trosretninger, herunder politiske, har forsøgt sig med den slags og er altid kommet til kort. Og selv om tiden – set under en økologisk og global synsvinkel – kalder mere på vestligt mådehold end nogensinde, er det en fejl at tro at en dødssynd som frådseri kan geninstalleres ved kommissærers asketiske tale.
Det afgørende er, om der i den enkelte fortsat er klangbund for samtale om synder og dyder, om rigtigt og forkert. Om vi kan finde lokkelse i at frådse i hinanden, i kærlighed, i naturen, i stilheden – frem for i tomme, kvalmende marcipan-kalorier.
Hører De f.eks. følgende tvetydige udsagn fra Emils moder, Astrid Lindgren, på den rigtige eller den forkerte måde? »I dag har jeg frådset,« skrev Lindgren, »i ensomhed.«

*Dette er den femte af en række ledere, som over syv avisdage tager udgangspunkt i dødssynderne. Mandag drejer det sig om vrede

jsn

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her