Læsetid: 4 min.

Den frækkeste højre i Vesten

Fra Sheffield i England kommer de store genoplivere af post-punken. Arctic Monkeys udfoldede deres potentiale i Store Vega med en indædt koncentration og en snublende energi - som bedst nydes med nordeuropæisk kosteskaft i ryggen
10. marts 2007

Josef K. The Jam. Gang of Four. XTC. Magazine. The Smiths. De er der alle sammen denne torsdag aften. Altså i ånden. Og hvilken ånd: Stejl og hårdt huggende, med dirrende adamsæble. Væbnet med afsikret guitar og et groove så stift, at man kan stryge skjorter med flip på det.

Men det er rullekraven, polo-shirten, det uglede hår og de nys forladte teenageårs disharmoniske ansigtstræk, der kendetegner de fire herrer i Arctic Monkeys under deres koncert i Store Vega. Ingen af medlemmerne var overhovedet født, da post-punken i slut-70'erne og start-80'erne genoplivede den britiske rock (se ovennævnte navne), og måske er det medvirkende til, at kvartetten fra Sheffield kan angribe den stejlt rytmiske og lifligt kantede guitarrock fra dengang med så knitrende klar tanke og så frivolt forrygende energi.

Men det er heller ikke hele succesformlen bag de sidste par års bedste NME-hypede rockband (selvom inflationen på den front ellers er enorm), som denne aften ikke kun benåder os med sange fra det hurtigst sælgende debutalbum i britisk hitliste-historie, Whatever People Say I Am, That's What I'm Not, men også fra deres andet album Favourite Worst Nightmare, som først udkommer i april. Det tages der høfligt imod, mens der synges med for fuld lungekapacitet under de største 'oldies'.

Alex Turner synger for på de socialrealistiske og humoristiske tekster med en stærk Yorkshire-accent ('dun't' i stedet for 'don't' osv.), der bidrager til den aura af ægthed, som omgiver bandet og gennemsyrer deres tilstedeværelse på scenen. De fire britiske knøse har ikke ligefrem stadset sig ud til lejligheden, og det eneste show-lir, man får, er lidt intromusik, noget stroboskoplys og et par musikvalg overladt til publikum. Ellers er det musikken, der får lov at herske, og som i dén grad hersker takket være bandets koncentrerede, disciplinerede og ædrueligt indædte indsats. Fra første anslag er de i gear, som om de egentlig bare havde afbrudt samspillet backstage og nu fortsætter det foran publikum. De er omgående låst i en karakteristisk blegbritisk bumlende fremdrift, som man kender fra flere af tidligere nævnte bands. James Brown eller Bob Marley ville have trukket seksløberen, hvis kvartetten havde været til prøve hos dem. Men der findes andre måder at svinge på, og det vidner gulvet i Vega også om. Den hårdt udstansede klagesang fra brædderne beretter om et benmagert snublende groove, som nydes bedst med nordeuropæisk kosteskaft i ryggen. Det er en medrivende snubletråd, der udvikler sig til en formidabelt styret klodsmajor-Marley, når kvartetten begynder på reggaens modrytmer. Og så gør de det med en moderne pedal-dynamik, som forvandler dele af koncerten til frontalkollisioner med lydanlæggets gennemsigtige mur. Hvor det også er værd at notere sig, at som solo-, men især rytmeguitarister har Alex Turner og Jamie Cook nogle af de frækkeste højrehænder i Vesten. Vi er alle lyksalige fanger i deres krydsild.

Lidt baggrund: Arctic Monkeys er en af internetæraens reneste alternative succeser, og de har været med til at indvarsle en ny tid for musik og markedsføring. Med en aktiv tilstedeværelse på nettet, en nær tilknytning til fansene samme sted og frie downloads af deres musik blev bandet stjerner uden overhovedet at have en pladekontrakt. Det fik de først senere.

Det bliver ikke - i sit udgangspunkt - meget mere gør-det-selv. Og lægger man hertil, at deres sange rummer afstandtagen til popkultur og hype, som man finder i album- og ep-titler som Whatever People Say I Am, That's What I'm Not og Who The Fuck Are Arctic Monkeys?, ja, så har man at gøre med et band, der forsøger at holde det ægte (på trods af nogle lukrative licens-omtaler med resten af verden) og nede på jorden og fokuseret på energien i den klassiske rockskabelon, ikke synergien i musikpressens tabloidformat.

Og man kan mærke det i hver en fiber i kroppen i salen: Hvor hårdt den danske middelklasse ønsker at blive gennemblødt af denne rod-autenticitet, denne britiske rastløshed, søbe i Arctic Monkeys' skarpe billeder af desperate ludere, totalitære dørvogtere og dødfødte familiefester. Nogle gange blødende med medfølelse, andre gange dryppende af humor. Og vi rykkes hårdt til live af en virkelighed, der kradser hårdt, men også i behagelig afstand i Vegas mahognivarme forum.

Nostalgien er selvfølgelig også en umiskendelig andelshaver i nydelsen af Arctic Monkeys. For selv om størstedelen af publikum, eksklusiv noget branche i venstre side af salen, er jævnaldrende med eller yngre end Arctic Monkeys, så vugger de sammen med dem på skuldrene af giganter. Og de vibrerer med den indirekte kærlighed til musik, de formentlig ikke har hørt, men foruden hvilken de slet ikke ville stå her.

Vi danser alle arbejderklasseboogie til fire mænd væbnet med guitar, bas, trommer, som eneste flugtredskaber fra middelmådigheden. Men det er også alt rigeligt i hænderne på Arctic Monkeys, som giver os forrygende eskapisme og realisme i én og samme huggende gestus.

Arctic Monkeys, Store Vega, Kbh, torsdag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu