Læsetid: 3 min.

Fragmentet som mode

3. marts 2001

To steder i Firenze, foran rådhuset og på udsigtspladsen syd for Arnofloden, står der store kopier af Michelangelos David. Originalen blev i 1873 flyttet indendørs, til Galleria dell’Accademia, hvor nu turister flokkes, selv i februar måned, om de svulmende muskler og klassisk svungne levende linjer: Skønhedens spil i det døde.
På vej hen til David passerer man de såkaldte Fire Fanger, som samme geniale kunstner udhuggede mellem 1521 og -23, og som skulle have prydet pave Julius 2’s grav. Færdige er de ikke, men drager voldsomt ved den spænding, der mærkes mellem figuren og materialet. Skikkelsen må ligefrem slås for at komme fri af stenen.
I dele af den nyeste danske litteratur er skriften hørt op med at kæmpe, sådan at forstå at fragmentet har dannet mode. Det fremgik senest af antologien Er det alvorligt, doktor? (Forfatterskolen & Basilisk), men også af de 14 ultrakorte prosapoesier, hvormed Majse Aymo-Boot (f. 1974) forleden fik sin debut, samt af Hans-Otto Jørgensens nye bog Æsel her (Lindhardt og Ringhof). Sidstnævnte roste vi for humoren, tætheden, udtrykskraften; men samtidig tillod vi os at erindre læserne om, at forfatteren nu engang for længst har vist evner til andet og mere end halvhjertede, spredte tilløb. Hvorfor gik manden dog ikke hele vejen frem til sit værk – i stedet for at skitsere en mangeartet ufærdighed?
I sin anmeldelse her i bladet (27.2.) af forfatterskolespire-buketten roste Lilian Munk Rösing Majse Aymo-Boots spøjse, sprælske bidrag for deres stilistisk beherskede jongleren med sproget: »Hendes tekster er virkelig fragmenter, sådan som genren i sin tid møntedes af Friedrich Schlegel; de er ikke halvfærdige, skitseagtige, men fuldendte i deres ufuldendthed.«

Problemet bliver imidlertid, hvordan man som læser og kritiker skelner den sjuskede eller talentløse ufuldkommenhed fra den fuldendte ufuldendthed. Her synes kritikken at dele sig: mellem dem, der henført hylder ethvert fragmentpip som en gave fra himlen, og dem, der fortsat tillader sig at spørge efter intensitet, plus efter netop dét skønne glimt af fuldbåren form, der fra antikken, via Schegel og frem til vore dages litteratur, kendetegner et æstetisk gyldigt fragment.
Begge sider i diskussionen burde nok interessere sig for, hvorfor alle disse ’ultrakorte prosapoesier’ og brutalt afbrudte fortælle-skulpturer opstår lige nu.
Som virkelighedsudsagn henviser de til en kaotisk uoverskuelig verden, både globalt og subjektivt, som digteren på forhånd afstår fra at sætte på harmonisk form. Som individuelle æstetiske ytringer vidner de om oprørsk skabende vilje, idet de sætter processen over produktet, nuet over evigheden. Som bud på en ny litteratur kommenterer de deres egen læsning og stiller gerne drillende enhver alt for fuldkommenhedsforhippet fortolkning over for et enten-eller: tag mig som jeg er – eller lad mig være kaotisk i fred.
På alle tre niveauer – albildning, skaben og læsning – gælder det dog, at fragmentet aldrig kan blive en kvalitet i sig selv. Tror man det, havner man i gold formalisme, der blot spejlvender traditionen, eller rettere ens egen fordomme om den.

Uanset om man skriver i brudstykker eller sonetter, består hemmeligheden i at få stoffet og formen til at indgå i en udveksling, hvor udtrykket og indholdet aldrig går op, men forandrer hinanden, i en levende kunstens spiral. Det vidste Michelangelo, da han 1546 skrev:

Det største mål en kunstner har sig stillet,
i marmorblokken ligger alt i gem,
at trylle det af formløsheden frem
formår kun hånden, ført af kunstnersnildet.

I dig, mit høje guddomsskønne billede,
har al min kval og al min fryd sit hjem,
ak, kun den første vinder jeg af dem,
fordi min kunst ej når, hvad den har villet.

Så er det ikke elskov, heller ej
din skønhed, hårdhed, lykketræf, foragt,
ej heller skæbnens spil, som volder nøden –

når død og elskov begge bor i dig,
og jeg forelsket, kejtet og forsagt
af stoffet kun formår at skabe døden.

Nutidens heftige dyrkelse af fragmentet har sine glimrende grunde. Men som trend gør den det (for) let at ville for lidt med litteraturen. Kunstnere, dem har vi til at ville (og tilmed kunne) det svære.

es-n

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her