Det handler ikke om, at Frank Aaen skal sige undskyld eller angre sin kommunistiske fortid eller gå bodsgang ned ad Strøget. Det handler om hans troværdighed som politiker, og for mange mennesker preller ordene givetvis af - uanset hvor velartikulerede de måtte være - når de læser og lytter til Enhedslistens ordførers kritik af USA's forhold til menneskerettigheder. Frank Aaen - tidligere chefredaktør på den Moskva-tro avis Land & Folk, centralkomitemedlem af Danmarks Kommunistiske Parti og formand for Kommunistiske Studenter - er på det seneste gået voldsomt i kødet på behandlingen af fanger på Guantanamo-basen, hemmelige fangelejre og CIA-transporter, mishandling af fanger i Afghanistan og Irak og meget mere. Godt at nogen gør det, kan man sige. Det er der brug for. I terrorbekæmpelsens navn er den vestlige verdens idealer ved at skride. Bare det ikke er Frank Aaen, der fører an.
Offensiven fuser ud
Enhedslisten har med mellemrum udført et stort gravearbejde for at dokumentere de overgreb og uretfærdigheder, der sker i den amerikanske krig mod terror, og hvordan den danske regering har håndteret sagerne. Det kan man kun tage hatten af for. Men med Frank Aaen som ordfører har offensiven det med at fuse ud, sorry to say. Hvilke metoder benyttede Sovjet sig af i Afghanistan i 1980'erne? I Ungarn? I Tjekkoslovakiet? i...? Hvor mange fangelejre - hemmelige eller ikke - er dukket frem frem, efter at den mere gængse historieskrivning har ramt den tidligere supermagt? For den tidligere kommunist Frank Aaen er der ikke tale om en eller anden form for ungdommelig letsind eller en beklagelig forførelse af en ubefæstet sjæl. Frank Aaen var med hele vejen. Han var Sovjet-kommunist næsten helt frem til, at der ikke længere var noget, der hed Sovjetunionen. Og den selvransagelse og erkendelse af egne fejltagelser, som andre har været igennem, har Frank Aaen aldrig for alvor taget del i. Der var ting, han ikke vidste eller kunne vide om Sovjetunionens skyggesider, men der var også ting, han godt var klar over, og som han støttede.
Var politbureauet bedre?
Inde i læsernes, lytternes og seernes hoveder sker der derfor en kortslutning, når Aaen folder sig ud. Når han siger Guantanamo, så tænker de på Gulag, når Aaen kritiserer George Bush, Anders Fogh Rasmussen og Toni Blair, tænker de: Hvad med Stalin, Honnecker og Castro? Når Aaen vil have USA ud af Afghanistan, tænker de på Sovjetunionens blodige invasion af landet i sidste århundrede. Når Aaen siger Det Hvide Hu.s tænker de på, om politbureauet var bedre. I en kronik i gårsdagens Information beskriver Frank Aaen og Enhedslistens internationale sekretær, Pelle Dragsted, det juridiske tomrom, fangerne i Guantanamo oplever, fordi de ikke er konventionsbeskyttede krigsfanger, men 'ulovlige kombattanter'. Tænk hvis de kommunistiske regimer havde kastet sig ud i noget, der blot ligner disse juridiske diskussioner, når det gælder beskyttelse af tilfangetagne.
Nu må der være grænser for, hvor længe, man skal blive ved med at stå til regnskab for sine holdninger i fortiden, og alle har naturligvis retten til at blive klogere. Og Frank Aaen må sådan set mene, hvad han vil. Men han kan ikke forlange, at vi skal tage ham alvorligt, og han må finde sig i, at hans strube ligger blotlagt over for politiske modstandere som Dansk Folkepartis Søren Espersen eller den konservative Helge Adam Møller. Og når Enhedslisten bliver ved med at bruge Frank Aaen i den rolle, må det være, fordi partiet har er alvorligt problem med talent-rekrutteringen, eller at Aaen har tiltaget sig så stærk en position i partiet, at han ikke kan sættes fra bestillingen. Et godt råd vil være at lade Aaen tage sig af erhvervs- og skattepolitikken og som kritisk aktionær udfordre den økonomiske elite fra deres egne talerstole. Der har han tyngde, det andet har for mange mislyde.
