Læsetid: 3 min.

Frankrig er et monarki, der først kan sige ja til en europæisk forfatning, når d

Efter franskmændene skød den europæiske forfatning i sænk, er turen nu kommet til deres egen
9. juli 2005

Den 29. maj rejste folket sig mod den den magtfulde elite. 55 procent af de franske vælgere stemte nej til EU-forfatningen og 90 procent af parlamentsmedlemmerne ja. Man talte om 'prærevolutionær tilstand'. Men, formanede revolutionshistorikeren, Marc Ferro, i avisen Les Echos: "Folkets utilfredshed er ikke nok til at skabe en revolution. Man må have et projekt."

Før afstemningen forsikrede politikerne da også franskmændene om, at de intet ville få ud af at stemme nej. Et nej er negativt. Ikke et et alternativ.

Efter afstemningen skiftede en presset præsident Chirac, der havde udskrevet valget, imidlertid regeringstoppen ud, og nu er hele det franske system under skarp beskydning. Ifølge ugeavisen Politis har den nuværende femte republik aldrig tidligere været så udskældt, som den er det idag.

En blandt mange, 68-oprørets leder, Daniel Cohn-Bendit, fremturer i ugemagasinet Les Inrockubtiples: "Vi må træde ud af den femte republik og ind i den sjette republik." Som magasinets skribenter foreslår, var franskmændenes diskussionslyst i debatten om konstitutionen for Europa måske et varsel om, at de nu er rede til at diskutere deres egen.

Siden General de Gaulle i 1958 satte sig for at skrive en ny forfatning og danne en femte republik med en magtfuld præsident i spidsen, som i første omgang blev ham selv, har præsidenten tilranet sig stadig mere magt.

Efter den femte republiks nuværende overhoved, Chirac, i lang tid nød øgenavnet 'storløgneren', benævnes han nu stadig tiere 'monarken'.

Paul Alliès, universitetslektor, fremhæver Chiracs position i EU som eksempel på præsidentens enevælde: "Præsidentens uansvarlighed i europæiske anliggender er fuldkommen. Han deltager ene mand til Europakommisionens møder, hinsides al parlemantarisk kontrol," skriver han i et indlæg i Libération. Frankrig kan derfor først sige ja til en europæisk forfatning, når landet selv har fået en ny, mener Alliés, der er vicepræsident for Konvent for en sjette republik, C6R.

Præsidenten for kristendemokraterne, UDF, François Bayrou, mener også, at Frankrig har brug for en ny konstitution. De to seneste præsidenter har uddybet kløften mellem folket og den præsident, som de har valgt. I stedet for at samle landet har de splittet det: "De Gaulle repræsenterede ikke nogen lejr, men viljen til at danne en ny republik og en ny stat. Giscard repræsenterede viljen til nytænkning og åbenhed. Mitterand og Chirac, derimod, repræsenterer henholdsvis venstre og højre."

Chirac, der nu er landets mest upopulære præsident til dato, blev genvalgt i 2002 med hele 80 procent af stemmerne. Men i realiteten var ja'et til Chirac snarere et massivt nej til den eneste anden kandidat i præsidentkampagnens sidste valgrunde, højreekstremisten Le Pen.

Ifølge Arnaud Montebourg, grundlægger af C6R, er den populisme, som franskmændene sagde nej til, imidlertid nærved strukturel: "Vores system fungerer uden folket og imod folket. Det fører til herskersyge og afmagt; systemet formår ikke længere at sikre folkelig tilslutning til de trufne beslutninger," siger Montebourg i et interview i Le Figaro og konkluderer, at denne situation er som skabt til "eventyrlystne populister."

Kritikpunkterne af den femte republik er mange. Det er udkastene til en sjette også. Imens visse helt vil afskaffe præsidentposten til fordel for en styrket premierminister, vil andre stadfæste præsidentens magt i en mere gennemsigtig struktur.

I løbet af de seneste par år har venstrefløjen mistet monopolet på visionerne om en sjette republik. Og efter nej'et til EU-forfatningen er stadigt flere toppolitikere begyndt at deltage i debatten.

Cohn-Bendit vurderer en ny forfatning nødvendig for at højne en offentlig debat kronisk "forurenet af præsidentvalgkampen", hvor politisk stillingstagen er at forveksle med personfikserede stridigheder om landets lederskab.

Den sjette republik kan gå hen og blive et punkt på dagsordenen til præsidentvalget til 2007. I så tilfælde kan det blive vinderens opgave at begynde med at svække sin nyvundne position.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her