Læsetid: 1 min.

Frankrig venter nu mere kaos

Chirac bakkede i aftes op om arbejdsmarkedsloven. Nu venter kaos, strejker og demonstrationer
1. april 2006

PARIS - Han er den mest magtfulde mand i Frankrig. Han var i går aftes også manden med nøglen til en løsning på den krise, som franske politiske iagttagere ikke tøver med at kalde den alvorligste politiske og sociale krise siden studenteroprøret i 1968. Og i går aftes forsøgte han at fremlægge et kompromis.

Manden er naturligvis Republikkens præsident, Jacques Chirac. Og i går stadfæstede han som forventet, i en 11 minutter lang tv-transmitteret tale til nationen, det franske parlaments vedtagelse af den nye job-lov (CPE) for unge under 26; en lov, som to tredjedele af franskmændene er modstandere af, og som foreløbigt har ført til, at størstedelen af de franske universiteter og en fjerdedel af gymnasierne ikke har fungeret i ugevis.

Men samtidig forlangte Chirac i talen, at regeringen "øjeblikkeligt" lavede to væsentlige ændringer i loven. Prøveperioden for de unge under 26 skal i fremtiden ikke være to år som oprindeligt foreslået, men blot et år og arbejdsgiverne skal alligevel komme med en formel begrundelse, hvis de vælger at skille sig af med den unge medarbejder.

Krig i gaderne

Den nye upopulære lov, som nu bliver til virkelighed, var grunden til en afholdt storstrejke med deltagelse af to millioner borgere tirsdag i den forgangne uge, og den kommende tirsdag gentager scenariet sig, hvis man skal tro de studerende og fagforeningerne. Demonstrationerne og blokaderne som lammer trafikken og store dele af samfundet gør risikoen for krig i gader og stræder mellem voldelige hætteklædte forstadsunge og politiet yderst konkret.

At en ny storstrejke tirsdag bliver en realitet uanset Chiracs kompromis, synes sikkert. Bruno Juillard, formanden for den franske studenterorganisation, afviste efter talen prompte præsidentens tilbud: "Vi har hele tiden sagt, at vi ikke vil forhandle om CPE i den ene eller den anden form. Protesterne vil fortsætte," sagde Juillard, til den statslige tv-kanal TF1.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu