Læsetid: 3 min.

Frankrigs stemme(r)

24. maj 1997

SPÆNDINGEN OM udfaldet af det franske valg er lige så stor, som da valget blev udskrevet for en måned siden, og usikkerheden om det endelige valgresultat kan meget vel bestå søndag aften efter første runde. En af mulighederne er endog, at venstrepartierne kommer foran i stemmeprocent i morgen, men taber ved fordelingen af mandater i anden runde den 1. juni. Det bør også erindres, at regeringspartierne kan tabe f. eks. 150 mandater - og stadig vinde valget!
Meningsmålingerne har med små udsving peget i retning af fifty-fifty, og usikkerheden forstærkes af, at en trediedel af vælgerne (ifølge målingerne) ikke har besluttet sig på forhånd -og af et abnormt stort antal kandidater. Det kan betyde lav valgdeltagelse og forholdsvis stor spredning af stemmerne på et utal af smågrupper. I mangel af at kunne se frem til en valgsejr for en ny stjerne som i England kan man se tilbage på valgkampen. Man fristes til at sige, at dens højdepunkter er lavpunkter. Et af dem er, at præsident Chirac, der udskrev valget af åbenlyst taktiske grunde og med Europa som påskud, i den forløbne uge henvendte sig til de franske vælgere i tv og i realiteten sagde, at de ikke havde noget valg. De måtte sørge for, at "Frankrig taler med een stemme" i den europæiske debat, hvilket han antydede var vanskeligt, for ikke at sige umuligt, hvis valget førte til et venstreflertal og en venstreregering. Oppositionen har med rette stemplet dette som en form for afpresning. Mens Chirac profilerer sig som global statsmand under valgkampen, med rejser i øst og vest, opfører han sig hjemme som en provinsiel gennemsnitspolitiker, aldrig hævet over taktik og manipulation. Han skærer det ud i pap: Frankrigs stemme er Chiracs stemme.

TILFÆLDET VIL, at en vis form for konsensus om Europa har aftegnet sig som en af de få næsten konkrete nyheder under valgkampen. Lionel Jospin har samlet sit eget socialistiske parti og sine allierede til venstre i en relativ enighed om en justeret Europa-politik med vægt på den økonomiske vækst og beskæftigelsen, på bekostning af Maastricht-ortodoksien og dens efterhånden utålelige sociale ofre. Det er lidt af en bedrift, så meget mere som denne politik modstræbende er blevet godkendt af højre. Den er nemlig i realiteten en lidt skærpet formulering af, hvad Chirac og regeringspartierne hele tiden har haft i baghovedet.
Hermed falder Chiracs dramatiske advarsel mod "cohabitation" (betegnelsen for sameksistens mellem en højre-præsident og en venstre-regering, eller omvendt) til jorden. Der er ingen fare på denne front, og to tidligere erfaringer (Mitterrand-Chirac 1986-88 og Mitterrand-Balladur 1993-95) bekræfter det.
Desuden har erfaringen og en del meningsmålinger antydet, at cohabitation er et system, der har vundet en vis popularitet i den franske befolkning. Der spores en præference for en sådan ligevægt og gensidig kontrol mellem regeringsmagtens komponenter, lidt i retning af det amerikanske system. Hvis denne præference eksisterer - Chirac har åbenbart ikke bemærket den eller nægter at tro på den - og hvis den slår igennem på valgdagen(e), bliver det til fordel for en venstresejr. Det er endnu en af de mange usikkerhedsfaktorer.

DEN I ØVRIGT konventionelle valgkamp har ikke afsløret mange tegn på begejstring og engagement. Venstrepartierne synes ikke at have overvundet den troværdighedskløft Mitterrand-årene har efterladt. Jospin har måske scoret points som den, der mere konkret og seriøst end Chirac går ind for et "socialt Europa", men i vigtige spørgsmål som beskæftigelsespolitikken og privatiseringerne har valgkampen næppe styrket socialisternes klarhed og troværdighed. Tilbage bliver regeringens lave popularitet, tiltagende skepsis over for en liberal politik, der ignorerer kollektive interesser og sociale hensyn, og mistro til et styre, der forbindes med høj og uretfærdig fordelt beskatning, forsvar for privilegier og korruption.
For alle dem, der deprimeres ved tanken om "fem år mere Juppé" (eller det samme under et andet navn) er der på falderebet indløbet en opmuntrende rapport fra University of Iowa. En højkompetent forskningscelle ved dette respektable amerikanske universitet har siden 1958 fejlfrit forudsagt vinderen ved alle franske valg - og forudsiger denne gang en venstresejr... Og så bør vi i dette blad indhente det forsømte og citere en gammel kending fra maj 1968, Daniel Cohn-Bendit, der har spillet en marginal, men estimeret rolle i den franske valgkamp. Han siger: "Hvis højre vinder, bliver Frankrig mere sygt. Hvis venstre vinder, bliver det ikke paradiset, men det bliver nu alligevel bedre". Voilà - i mangel af begejstring..

B.V. (Børge Visby)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her