Læsetid: 2 min.

Fransk dameblad på 60

Hvis man kun kender damebladet Elle i en af de 37 internationale versioner, kender man slet ikke det blad, der i denne uge fejrer sine 60 år i superform
26. november 2005

PARIS - Det er måske et paradoks at blive 60, når man ugentligt oppebærer et halvt hundrede reklamer om ungdom og skønhed og i spalterne altid er med på det mest hippe inden for mode, litteratur og politik.

Men mon ikke også det franske dameblad Elle en dag også formår at leve med paradokset mellem alder og modernitet i stedet for at skjule det bag 'tre gange 20' eller 'to gange 30' ?

Nu har bladet i al fald i 60 år bidraget til, at franske kvinder har kunnet styre uden om den slugt, det europæiske menneske siden filosoffen Descartes diagnosticering af det moderne subjekt, er stødt på mellem krop og ånd... mellem væren og gøren ... mellem skønhed og politik?

Det var journalisten Hélène Lazareff, der opfandt bladet, da hun efter Anden Verdenskrig vendte tilbage til Frankrig efter det eksil i New York, hendes jødiske baggrund havde tvunget hende ud i.

"Seriøsitet i frivoliteten, ironi i alvoren," ønskede hun, og allerede fra første lille tynde udgave var der gode råd til, hvordan man kunne pynte sin gamle kjole op og gå ud i efterkrigstidens byer, men også en harmdirrende artikel om de kun 32 kvinder ud af 575 medlemmer af det nye parlament.

Man kan med tidens løsen sige, at Lazareff dengang opfandt det 'überseksuelle' kvindemenneske, og at det er denne fanebladet lige siden har holdt højt.

At forføre er missionen

Kvinderne havde under krigen indtaget arbejdsmarkedet og Lazareffs redaktion skrev målbevidst for at holde dem dér i stedet for at sende dem hjem bag komfuret og kødgryderne. At gøre kvinden 'überseksuel' gik ud på at udarbejde hendes position som politisk subjekt, men samtidig bevare det vellystne forhold til, hvordan man nu går og klæder kroppen på - ikke mindst for at forføre mændene. Det lykkedes forbavsende godt i Frankrig, hvor moden derfor aldrig har været foragtet selv i rødstrømpernes hedeste dage. Samtidig kæmpede bladet for kvinders økonomiske uafhængighed, prævention og fri abort.

I 1981 blev bladet overtaget af det store mediekonglomerat Hachette-gruppen, og i 1985 lancerede de så det første udenlandske Elle, af de 37, der nu findes spredt ud over verden.

Men for kendere af det franske Elle er det klart, at det slet ikke er Hélène Lazareffs ånd, der styrer disse dameblade verden over. De forstår slet ikke kvindens eller menneskets tvetydighed, de glemmer alvoren og tror, at det alt sammen drejer sig om læbestift, blonder og sladder. Det bliver ikke dem, der sætter en sløret afghansk kvinde på forsiden, leverer en politisk analyse af forstadsproblemer eller har en ugentlig litteraturanalyse på højde med Le Mondes. Eller sætter den britiske fotograf Martin Parr til at lave bryllupsreportage. Behøver man nævne at hver fjerde læser er en mand?

Så skulle der efterhånden være andre grunde til at lære fransk end at læse Proust, Tintin og Alain Badiou på originalsproget, kunne det være for ugentligt at nyde la Elle réele.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu