Læsetid: 4 min.

Fransk fastlåst social model

Den franske model knager alvorligt i furerne. Det er nemt nok at pege fingre ad den manglende fleksibilitet, som beskytter de veluddannede og lader de svageste i stikken. Det er sværere at finde frem til et overbevisende svar på, hvad den samme middelklasse får ud af at ofre privilegierne
25. marts 2006

PARIS - Frankrig står over for en storstrejke på tirsdag, og premierminister Dominique de Villepin er under stadig stigende pres for at trække sin nye lov om nemmere ansættelse og afskedigelse af unge under 26 år kaldet Contrat Premier Embauche (CPE) - den første jobkontrakt - tilbage. Mens demonstranterne belejrer universiteterne, og de røde fagforeningsfaner svinger i gaderne, undrer mange udenlandske kommentatorer sig over det rigide franske arbejdsmarked.

Hvorfor er franskmændene så angste for reformer? - Hvorfor er 'liberalt' eller alle ord med noget om 'marked' et skældsord - når det endda er en borgerlig regering, som er ved magten? Hvorfor ikke kigge over Kanalen til briterne, hvor arbejdsløsheden er lav og fleksibiliteten ved fyring og ansættelse høj, spørger kritikerne ofte? Med den rigtige tilføjelse, at hvis det er social ulighed, der er problemet, så er forskellen på høj og lav lige så stor i Frankrig som i Storbritannien.

Svaret skal findes i flere forhold.

Ingen social dialog

Helt overordnet er det lige så svært at tage middelklassens privilegier fra dem i gallernes fædreland, som det er i resten af Vesteuropa. Men til forskel fra f.eks. Danmark, hvor arbejdsmarkedet er spundet ind i forhandlingsøkonomiens faste traditioner om dialog, kompromis og en alment accepteret arbejdsret, så er Frankrig ikke for ingenting en republik, som er født ud af en ægte revolution.

Der er kort sagt ingen opbyggede traditioner for konsultation, og manglen på social dialog giver den franske stat en enorm rolle.

Regeringen lovgiver om alt fra mindsteløn til arbejdstider, og resultatet bliver stift. Fagforeningerne blev således heller ikke hørt forud for lovens vedtagelse i Nationalforsamlingen. Og svaret fra de stærke fagforeninger (som ikke kerer sig særligt om dem uden job) er derfor det samme som altid: at gå på gaden.

Den slags ændrer sig ikke uden videre, fordi omverdenen ser undrende på ens samfundsmodel. Heller ikke selv om der i Frankrig hersker - som historikeren Jacques Julliard har sagt det - "en tavs konsensus om at ofre de arbejdsløse for at redde lønmodtagerne. Dét er den sande sociale kløft."

Men selv om arbejdsløsheden er høj - og ungdomsledigheden på 23 procent er den tredjehøjeste i EU - så er der fortsat flest, som arbejder, og den politiske deltagelse er derudover højest, jo bedre uddannet man er. Man kan kort sagt ikke vinde et valg uden massiv opbakning fra den livstidsansatte middelklasse - men sagtens uden de dårligst stillede. Alt dette diskuteres flittigt i den politiske elite, hvor enigheden om at den franske model har behov for reformer, er støt stigende. Men modstanden mod forandringer er, som beskrevet ovenfor, indbygget i systemet, og landet derfor næsten låst fast i sit nuværende system.

Og for dem, der står uden for, er det herudover ikke givet, at forringelser for de fastansatte i det lange løb faktisk vil føre til vækst og flere job, og dermed forbedringer for de udsatte.

Totalt todelt samfund

Heller ikke selv om det er tankegangen bag de liberale forslag. Situationen er påpeget af adskillige økonomer. Professor Gilles Saint-Paul fra universitetet i Toulouse og professor Olivier Blanchard fra Massachussett Institue of Technology har kaldt fænomenet "insider-sygdommen": Det franske samfund er delt op mellem de sikrede - offentligt ansatte og ansatte i store firmaer - og så dem, der er på korttids-kontrakter, som oftest er de dårligst uddannede, immigranter og af og til nyuddannede i trainee-stillinger. Professorernes analyse er, at hvorfor i al verden skulle dem, der nu er under uddannelse acceptere, at deres stilling (som ung under 26) forringes ensidigt, når ingen tilsyneladende stiller spørgsmålstegn ved de privilegier, som de fastansatte over 26 oppebærer.

Løsningen er for så vidt enkel - og dog frygtelig kompliceret, muligvis tæt på umulig: I stedet for introduktionen af CPE burde regeringen barsle med en langt mere omfattende reform af hele arbejdsmarkedsstrukturen - herunder også CDI, livstidskontrakterne - hvor det bliver muligt for firmaerne at ansætte mennesker, uden at det er umuligt at afskedige dem igen. Ikke naturligvis, uden procedurer og regler herfor. Og ikke uden at sikre dem en ordentlig understøttelse samt ret til efteruddannelse og omskoling mv.

Militante fagforbund

Den ansættelsesreform, som regeringen fik igennem sidste år, som ligner CPE, men som blot gælder for alle virksomheder med under 20 ansatte, er et skridt i den rigtige retning. Dertil må man ind i et mere forhandlingsbaseret system med de magtfulde fagforeninger, der i dag nok er militante, men hvor blot 10 procent af de arbejdende er medlemmer.

En mere radikal og omfattende reform er sandsynligvis ikke mulig, før efter præsidentvalget næste år. Her positionerer de mulige kandidater sig fortsat på livet løs, og det er interessant at se, at indenrigsminister Nicolas Sarkozys allierede har haft travlt med at lække til pressen, at Sarkozy (trods sit 'liberale' image) ikke er særlig forelsket i CPE.

"Han ville have opnået mere konsensus først" lod f.eks. Nadine Morano, et parlamentsmedlem for regeringspartiet UMP, pressen forstå i denne uge.

"Han (Sarkozy, red.) forklarer og taler - og så handler han. Hans pædagogiske talent ligger i, at han både kan forklare og handle" sagde Nadine Morano i en slet skjult kritik af Villepin.

Sarkozy kan dog hurtigt blive trukket med ned af den aktuelle bølge af utilfredshed med regeringen, da han samtidig er chef for de politistyrker, der er sat ind mod demonstranterne - og kaldes derfor 'førstestrisseren'.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu