Læsetid: 6 min.

Fransk litteratur på skolebænken

Hvis et land har en slags fortælling om sig selv, der kan aflæses af bestsellerlisterne, er Frankrig en sød lille dreng i korte bukser, der går i skole i en tid, der ikke findes længere og er voksen et andet sted i verden
17. november 2006

Efteråret er måske det allerværste tidspunkt at forsøge at tage temperaturen på fransk litteratur. Der er netop væltet endnu et rekordstort antal romaner ud til læserne, og de store prestigefyldte prisuddelinger har endnu ikke skabt den sortering, franskmændene artigt plejer at følge. Værst af alt, er skolen lige begyndt, La rentrée, som den kaldes. Litteratursæsonens start er opkaldt efter skolestarten, La rentrée litteraire. Man forestiller sig forfatterne, redaktørerne, boghandlerne og kritikerne ved hver sin pult, klar til at række fingeren i vejret. Alle går i barndom. Franskmændene er, af grundigt selvbekræftende grunde, inderligt overbeviste om, at en god skolestart er en god start i livet.

Vi elsker manualer

Ser man på de bøger, der har solgt bedst her i efteråret, afslører de franskmændenes nærmest perverse lyst til skole. Det er ikke romaner, der sælger bedst - faktisk er de ganske få blandt de 50 mest sælgende bøger. Bestsellerne er manualer om, hvordan man får sit barn til at klare sig i skolen. Det næstbestsellende er tegneserier og børnebøger. De voksne leder vel efter 'præmier' eller forsøger at lokke ungerne ind i læsningens velsignelser. Derefter kommer en slags livsfilosofiske værker. Har man købt bøger ind til poden, og betragter man sig selv som meget intellektuel, køber man sig en af den dygtige dreng Luc Ferrys bøger. Han er filosof, tidligere undervisningsminister og spytter bøger ud med titler som Apprendre à vivre - Lære at leve - en filosofibog for de unge generationer eller At komme sig over sin frygt - filosofi som kærlighed til visdom. Er man mere anarkistisk og naturligt livsnydende, vælger man sig Michel Onfrays sidste nye med titlen Livskraften. Onfray er også filosof, men har skippet pligterne og promoverer i stedet hedonisme - med lige så mange lærde fodnoter som Ferry. En mulighed er selvfølgelig også at gå direkte til nydelsen. Litteraturens tidligere store guru, Bernard Pivot, der i 30 år satte dagsordener med sine ugentlige litteraturudsendelser er sendt ud af fladskærmene. I stedet har han skrevet en bog om vin, som er godt på vej op af listen. Så kan man helt undgå bøgerne...

Tegneserier hitter

Franskmændene elsker at hade rentréen, med alt for meget af alting. I år er det gået helt amok. Hvis et land har en slags 'fortælling om sig selv' af den slags, den første, den bedste humanressource-manager har lært på kursus, er Frankrigs en nostalgisk skoleanekdote. De to topscorere i disse dage, hvor oprøret ulmer i forstæderne, Chirac sælger franske tog og atomkraftværker til Kina, og præsidentkandidaterne har kriminelle unge på hjernen, er tegneserien Titeuf, mine bedste kammerater og (endnu) en samling ikke udgivne historier om Petit Nicolas. Petit Nicolas er mildest talt gammel, han er forfattet af Goscinny - far til Asterix og Lucky Luke - og blev født i 50'erne. Titeuf er nyere, og der er både sorte og arabere, irriterende forældre og en grim pige, han er forelsket i, i det nye album. Men der er aldrig noget truende. I bund og grund er skolen hyggelig, og hvis vi bare koncentrerer os om lektierne, kan det aldrig gå helt galt for Frankrig. Integrationsproblemet er reduceret til Titeufs misundelse over, at jøden og muslimen ikke skal spise spinat med bacon i kantinen. Information har ladet Titeuf prøvelæse af en 11-årig fransk pige, der ikke fortrak en mine. På spørgsmålet om, hvorvidt den ikke var morsom, lød kommentaren: "Den er da ikke, så man hyler af grin."

Hvis vi omsider skal nå frem til den franske litteratur, der putter sig langt nede på listen over mest solgte bøger, er det til gengæld slående, at den ikke er - fransk. Hvis franskmændene ikke alene tror på, men også nostalgisk dyrker deres skolesystem, er det åbenbart ikke dette system i selvsving, der skaber læseværdig litteratur.

Den suverænt bedste elev i den litterære klasse i år er således Jonathan Littell med sin 900 sider lange Les Bienveillantes, en SS-officers fiktive og ekstremt detaljerige selvbiografi. Det franske litterære paradoks nåede hermed sit foreløbige højdepunkt, da det franske akademi gav sin store pris til denne bog - skrevet af en amerikaner. Ganske vist opdraget i Frankrig, men med den åbenbart nødvendige distance til landet, skolen og sproget. Littell hører til den elite, der ikke alene summer i toppen af bestsellerlisten, men også er på alle de store prisuddeleres liste. I den kategori finder man også Amélie Nothomb. I år har den produktive unge dame leveret Journal d'hirondelle - En svaledagbog - om en mand, der bliver lejemorder på grund af ulykkelig kærlighed. Endnu en superkort, præcis og velsælgende roman fra Amélie Nothomb. Hvis far er belgisk og som har tilbragt hele sin barndom i udlandet fortrinsvist i Japan.

Fra fransk til fransk

Og det bliver ved. Man når frem til Philippe Djian. Han er ganske vist pærefransk, men betragtes som den amerikanske beatgenerations franske aflægger. Verdenskendt for filmatiseringen af 37,2, med en purung Beatrice Dalle i sit livs hovedrolle. I øjeblikket ligger han på bestsellerlisten med et romanføljetonprojekt, Doggybag 3. Nr. 3 i serien altså. Med forbillede i amerikanske tv-serier som Six feet under, følges et absurd familieunivers i et sprog, som en fransk bekendt beskriver som "allerede oversat" - fra fransk til fransk. Det er ikke den slags, der fører til hjertet bag de franske akademimedlemmers olivenbladshåndbroderede jakker. Men med de almindelige læsere går det forrygende. Nancy Huston figurer også i salgstoppen. Hun er netop blevet tildelt Femina-prisen, for sin Lignes de failles - Brudlinjer - hvor fortællerne på skift er fire børn på seks år, med det tilfælles at den første er forælder til den næste, etc. Alt sammen fortalt på formfuldendt fransk - af en canadier. Michel Schneider kunne måske være en undtagelse, så vidt vides, er han fransk. Men at han sælger så godt i år og sammen med Littell er blandt de tre i konkurrence om årets Goncourtpris skyldes nok ikke mindst, at hans sidste roman er henlagt til USA. Marylin dernières séances forener fransk psykoanalytisk indsigt med USA i en fængslende beskrivelse af Marylin Monroes forhold til sin sidste analytiker. Og så er den sidste Yasmina Khadra, Les Sirènes de Bagdad, selvfølgelig røget til tops. Når en tidligere algiersk officer skriver under pseudonym som kvinde om terrorisme og på fransk, går det bare lige ind.

Findes der undtagelser? Christine Angot, der åbnede (skole)ballet i den litterære sæson med forrygende omtale og stadig sælger godt er vel en undtagelse. Til gengæld foregår hendes roman et sted mellem incest og forlagsverden, i det rablende sprog, der fra starten gjorde hende kendt og til diskussionsemne ved middagsselskaber. Hvor man ellers kun taler om skoler.

Er bestsellerlisten den fortælling, et land fortæller om sig selv, kunne debutanten Jean-Éric Boulins Supplément au roman national vel også være et godt bud på det, franskmænd ikke vil høre. En rasende pamflet over et Frankrig, der ikke vil vide af sine indvandrere, og som ikke formår at få dem gennem de store skoler, så de kan nå frem til magten. En imponerende første roman, hvor der måske siges noget om 'det virkelige' Frankrig. Men Frankrigs historie om sig selv er historien om en lille dreng i korte bukser. Så Boulins outsiderroman blev ekspederet nådesløst af sted i dagbladet Libération. Her 'afsløredes' det, at Boulin udelukkende har skrevet romanen, fordi han er sur over, at han ikke har kunnet klare sig i 'de store skoler'. I Frankrig kan den litterære sandhed kun høres fra fremmede. Alle de andre er skolebørn.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu