PARIS - Den nu tilsyneladende helt fasttømrede føring til nej-siden i de franske meningsmålinger op til folkeafstemningen om den nye EU-forfatning den 29. maj har fået ministertoppen i præsident Jacques Chiracs centrum-højre-regering til at gå i kødet på hinanden med gensidige beskyldninger.
Mandag under et morgenmadsmøde i regeringen gik en ifølge kilder, der deltog i mødet, "fuldkommen rasende" premierminister Jean-Pierre Raffarin til angreb på indenrigsminister Dominique de Villepin i et "enormt skænderi" mellem de to politiske sværvægtere. Anledningen var et usædvanligt offentligt angreb fra Villepin på premierministeren, som efter indenrigsministerens mening burde lægge sin politik om. Villepin fremkom med sit angreb på radiokanalen Europe 1 søndag aften, og han benyttede samme interview til at bekræfte de sejlivede formodninger, der længe har cirkuleret som et faktum i Parisiske politiske cirkler, om at han selv ønsker sig stillingen som regeringsleder.
Chirac: Ikke mig
Villepin sagde, at Frankrig "uanset afstemningsresultatet behøver en politik som er meget mere pro-aktiv, modig og socialt bevidst for at imødekomme de følelser, forhåbninger og frustrationer, som vi ser udfolde sig (i befolkningen, red)." Om egne ambitioner sagde han på klassisk fransk maner: "Hele sit liv forbereder man sig på besværlige og sommetider uforudsigelige udfordringer, som afspejler ens stræben - herudover er det skæbnen, dem, der er over os, som bestemmer."
Villepins udfald blev af hele den franske presse mandag tolket som et klart signal fra præsident Jacques Chirac selv, hvilket Villepin ifølge kilder også selv gav udtryk for ved mødet mandag morgen.
Tirsdag lod præsidenten imidlertid ifølge flere aviser forstå, at Raffarin kunne sove roligt om natten, og at Villepins kritik ikke kom fra Elysée-paladset. Samtidig fordømte flere kommentatorer og lederskribenter den åbenmundede indenrigsminister. I det borgerlige dagblad Le Figaros leder hed det f.eks. i går, at Villepin manglede sans for politisk timing, og at hans angreb på den "i sandhed upopulære premierminister" blot styrkede nej-siden.
Ineffektivt og uelegant
En anden ambitiøs politiker fra regeringspartiet UMP, partiformand Nicolas Sarkozy, benyttede også Villepins kritiske bemærkninger til at åle indenrigsministeren som han bedømte således: "hans bemærkninger var hverken effektive eller elegante. At udpege en syndebuk vil blot få nej-siden til at vokse og det er særligt uretfærdigt over for den stakkels Raffarin."
Sarkozy mente også, at Villepin havde "tabt sin koldblodighed på gulvet" og at han i øvrigt "slet ikke kunne forestille sig, at præsidenten ville have bedt ham (Villepin, red.) om at udtrykke sig sådan." I betragtning af, at Sarkozy selv stiler målbevidst efter præsidentposten og betragter Villepin som en potentiel rival, skal hans bemærkninger nu nok tolkes mere som en spand iskoldt vand til Villepin samt en promovering af sig selv end som en reel håndsrækning til den trængte premierminister.