Læsetid: 4 min.

Den franske forbindelse

10. september 2001

»Vi stinker af egoisme, af masochisme og af død. Vi har skabt et system, som det simpelthen er blevet umuligt at leve i, og som vi desuden fortsætter med at eksportere«
Hovedpersonen i Michel Houellebecqs seneste roman, ’Platform’

I torsdags kunne man på forsiden af Information læse en anmeldelse af den franske forfatter Michel Houellebecqs seneste roman, Platform. Lige som forfatterens forrige roman, Elementarpartikler, er der hændt det sjældne for en roman, at den er blevet stærkt omdiskuteret, og at ‘sagen’, som det har udviklet sig til, er blevet forsidestof. I hjemlandet Frankrig fyger læserbrevene for og imod forfatteren, og de stærke følelser, som dermed er sat i spil, tyder på, at Houellebecq har ramt noget vigtigt. Så vigtigt, at franskmændene ligefrem opfatter hans bøger som debatindlæg, man skal forholde sig til for at finde ud af, hvor samfundet bevæger sig hen lige nu. Hvilken fryd for en forfatter på én gang at skrive bøger, der får overstrømmende anmeldelser for deres ’litterære værdi’, samtidig med at deres ’samfundsværdi’ behandles på avisforsiderne – Platform er ligefrem blevet kaldt ’den første franske roman om globalisering’. Det afgørende ved romanemnerne – kloning og sexturisme – er ikke bare, at de griber fat i aktuelle og kontroversielle debatemner, men at emnerne er indskrevet i romanernes troværdighed.
Houellebecq indfletter altså ikke bare brændbart skandaleguf i en korttidsholdbar mediefidus af en bog. Hvis man skal tro anmelderne. Derimod gennemskriver hans romaner de menneskelige konsekvenser af dét, vi ellers kun hører om i aviser og på tv, samtidig med at romanpersonerne formulerer harske udsagn om samfundet og ikke mindst 68’ernes indflydelse på dets udseende i dag: Splittede familie- og samværsformer, egoistisk selvrealiseringsmani, samt despekten for samfunds-samlende værdier.

Dertil kommer det provokerende, at Michel Houellebecq mener, hvad han skriver! Når han kalder sine hovedpersoner for Michel, angiver han en forbundethed med det, de siger. Uden at der af den grund nødvendigvis er tale om en overensstemmelse. Men når han i et efterfølgende interview ikke fordømmer sin hovedperson, der føler »en entusiastisk skælven«, hver gang han hører, at et palæstinensisk barn eller en gravid palæstinensisk kvinde er blevet dræbt, er det svært at se, om han bare er dum og afstumpet eller om han kynisk er ude efter billig opmærksomhed omkring sine bøger.
Listen over store kunstnere og forfattere, der personligt opfører sig som svin, er lang og det er ikke i denne forbindelse noget nyt. Det anderledes er her, at han gør op med den modernistiske kunstopfattelse, der opretter et skel mellem værk og forfatter. Houellebecqs værk er en aktion, der også inddrager forfatterens eget personlige had, frustration og andre mørke sider. Ved at nægte en distance og f.eks. sige, at ’det er jo blot en romanfigur’, trækkes forfatteren samtidig selv ind i sin romanfiktions verden, hvor der ikke er nogen ansvarlige hensyn til realitetens verden. Det er en livsfarlig kurs, ikke mindst fordi han derved driver rovdrift på sin egen personlige integritet og dømmekraft. Således bliver hans biografi også en faktor i forståelsen: Houellebecqs moder forlod ham som lille for at konverete til islam, og han har i mange år været indlagt på psykiatriske hospitaler.

Er Houellebecq en gal-genial gambler, der med sit eget liv som indsats personligt spejler det mørke, som er indlejret i romanerne? Muligvis. Hvad der derimod er sikkert – og som han som kunstner skal bedømmes på – er den indsigt, hans romaner giver os. Havde det blot været provokerende oneliners Houellebecq havde på hjerte, havde han ingen grund til at svede over romanskriveriet, avisernes kronik- og læserbrevsplads står jo åbne hver dag. At han i romanerne formår at skabe historier, der sylespidst spidder grundkonflikterne i et globalt samfund, der ellers bliver mere og mere uoverskueligt og ubeskriveligt, er hans store fortjeneste. Ved at træde ud af den tilbagelænede kunstnerrolle, der leverer underholdning til mainstreamsamfundet, kan han med sin bog standse strømmen, eller vende den for en stund.
Selvfølgelig er han også bare endnu en ’skandaleforfatter’, som verden har set og igen glemt så mange af. Men at det faktisk er muligt, at skrive romaner i spændingsfeltet mellem den for mange mennesker abstrakte, globale verden og den nære personlige, ja, at det globale ligefrem afspejles i det personlige er tiltrængt og vedkommende. Vi bærer alle vores del af historien, mens Historiens pen løber hen over verden. At der pludselig er hul igennem mellem det, vi personligt oplever og det, som diskuteres på globalt plan, er kunstens virkelige force. Og vores mulighed for forståelse, alt imens vi husker, at kunsten gerne må være foruroligende og umenneskelig, hvorimod de mennesker, vi møder, helst skal være til at tale med.

cl

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her