Den franske instruktør Robert Guédiguian er kendt for sine socialt og politisk engagerede film fra Marseilles. I sin seneste film, den vældigt interessante The Last Mitterand, befinder han sig dog langt fra den hårdkogte havneby og tegner i stedet et portræt af den tidligere, nu afdøde franske præsident François Mitterand.
Men Guédiguians politiske og menneskelige interesse fornægter sig naturligvis ikke, og man fornemmer, at han har brugt filmen til også for sin egen skyld at finde ud af mere omkring den private Mitterand.
Mitterand selv (fremragende spillet af Michel Bouquet) er alvorligt syg af prostatakræft og kæmper sammen med en ung journalist, Antoine (Jalil Lespert), for at få færdiggjort sine memoirer. Den ordrige og visuelt ikke særligt spændende film er baseret på Georges-Marc Benamous bog, Le dernier Mitterand, og det er Antoine, der er filmens hovedperson. Men det er Mitterand, der helt og holdent stjæler showet.
Nuancering
Bouquet portrætterer ham som en mestendels elskelig, gammel krukke, der er så bevidst om sit eget værd og sine egne fortjenester, at det nærmer sig hybris. Men som samtidig er så afvæbnende humoristisk og indimellem rørende, at man gerne tilgiver ham. Mitterand er ved sine sansers fulde brug og lige så skarp og hurtig på replikken som altid, og det er ikke mindst denne dobbelthed, der gør ham interessant som karakter.
I de måneder i midt-90'erne, hvor Mitterand og Antoine arbejder på bogen - de sidste i Mitterands liv - er præsidenten under angreb for antisemitisme og for at have været lidt for begejstret tilhænger af den udskældte Vichy-regering, der under Anden Verdenskrig kollaborerede med nazisterne. Mitterand afviser anklagerne, men nægter samtidig at fortælle i detaljer om den tid i begyndelse af 40'erne.
Antoine, der lige som så mange andre er betaget af den aldrende, karismatiske præsident, sætter sig for selv at finde frem til sandheden. Som et mut barn, der er blevet skuffet over sit forbillede, leder han i gamle bøger, og hvis The Last Mitterand har en svaghed, så er det netop hans historie. Der er for meget umoden weltschmerz over Antoines facon - og Lesperts spillestil - og lige så stærke scenerne mellem ham og Bouquet er, lige så svage er mange af de scener, Lespert selv skal bære.
The Last Mitterand er ikke en decideret hvidvaskning af Mitterand, men det er et vellykket forsøg på at nuancere det ufordelagtige billede, som mange mennesker tilsyneladende har af den tidligere præsident. Desuden er Mitterand, som han selv meget ubeskedent siger det i filmen, den sidste af de store præsidenter. Han beklædte embedet i 14 år - det længste for en fransk statsleder siden Napoleon III.
Tragedie
En ganske anden side af fransk film bliver man præsenteret for i den barske og fremragende politifilm 36, Quai des Orfevres. Titlen er også den adresse i Paris, hvor det franske kriminalpoliti holder til, og udgangspunktet for en historie om to mere eller mindre anløbne strømeres professionelle sammenstød, der får personlige, tragiske konsekvenser for dem begge.
Daniel Auteuil er den dygtige og trods alt retskafne kaptajn Vrinks, der skaffer sine mange resultater med lige dele snuhed, rå vold og gode kontakter i underverdenen. Gerard Dépardieus Klein er hans absolutte modstykke, en desillusioneret, fordrukken politimand, der alligevel har ry for at være kompetent. En gang var de venner, nu tåler de kun lige akkurat hinanden - det var vist noget med en kvinde - og da de begge sættes ind i jagten på en brutal bande af pengetransportrøvere, resulterer det i en åben konfrontation.
36, Quai des Orfèvres, der er instrueret af Olivier Marchal, er ikke nogen gængs politifilm, selv om den både byder på spænding, action og et farverigt persongalleri. Snarere er det en art tragedie i stil med 70'er-film som French Connection og Serpico og båret af den samme intense energi, råhed og interesse for mennesker, politifolk, der er fanget af fagets barske virkelighed.
Det er lang tid siden, at Dépardieu har været så god, og han og Auteuil yder hinanden stærkt modspil som to mænd, der gør, hvad der i deres øjne er nødvendigt at gøre for at fange the bad guys - og så har vi, publikum, chancen for at vurdere, om vi synes, at den ene er bedre end den anden. 36, Quai des Orfevres burde blive set af et dansk biografpublikum - lad os håbe, at det sker, og lad os samtidig se frem til Marchals næste film.
