Læsetid: 8 min.

Franske indvandrerkvinder fik nok

Da brødrene overtog magten i hjemmene, kom et tilbageslag for kvinderne. Drengene er små konger i hjemmet, ude i samfundet er de intet. Det er stadiet lige før en decideret mafia. Men kvinderne vil hverken være undertrykte eller regnes for ludere, som det hedder i en ny bog i Frankrig om, hvad det er, der sker
6. juli 2006

Danskerne undrer sig tit over, hvorfor deres tørklædeklædte medsøstre mon finder sig i at blive behandlet som andenrangs mennesker og tyranniseret af deres mænd? Hvorfor gør de ikke oprør? Den slags spørgsmål kan der gives en hel buket svar på, og så er det ikke engang sikkert, vi har forstået det korrekt. Det kan derfor betale sig at lytte til de kvinder, der faktisk gør oprør. Nogle franske erfaringer kunne godt være brugbare i dansk sammenhæng.

Det drejer sig om bevægelsen og bogen Ni putes ni soumises (Hverken ludere eller undertrykte). Bevægelsen, såvel som bogen af Fadela Amara, hvis forældre indvandrede til Frankrig fra Algeriet i 1950'erne, er en reaktion på den udvikling, der har fundet sted i indvandrermiljøet gennem de sidste 20 år. Et tilbageslag som har gjort det endnu sværere for pigerne at erobre samme frihed som franske kvinder.

SOS Racisme

Fadela Amara er fra Clermont-Ferrand og engagerede sig allerede som helt ung i demonstrationer mod diskrimination. Men eftersom det var umuligt for de unge at råbe det franske samfund op, gik det stadig mere galt i forstædernes indvandrerghettoer. Ligesom en begyndende ligestilling mellem kønnene blev vendt til barsk indespærring af kvinderne og en ændret adfærd blandt de unge drenge.

Tilbage i begyndelsen af 1980'erne mødte hun nogle aktivister fra SOS Racisme, en organisation, der hurtigt opnåede en utrolig popularitet i det franske samfund og samlede store menneskemængder til sine arrangementer. I Fadelas hjem udløste det store skænderier med faren, der ikke fandt det passende for en ung pige at engagere sig politisk.

Men med sine veninders hjælp tog hun til Paris og slog sig ned. I SOS Racisme var holdningen nemlig tværtimod, at pigerne skulle engagere sig ligeså meget i bevægelsen som drengene. Hun kom til at arbejde med de rådgivningscentre eller Fælleshuse for indvandrere, Maison des Pôtes, som SOS Racisme oprettede i hele landet i 1980'erne og er i dag leder af landsorganisationen.

Brødres vold

Selvom kønsrollerne var traditionelle i 1980'erne, så voksede drenge og piger op sammen, mens de i dag er adskilt. Der var en vis respekt for pigerne i ghettoen, og en dreng kunne ikke tillade sig at fornærme en pige endsige lægge hånd på hende.

Skønt det hele tiden har været pigernes pligt at forblive jomfruer til ægteskabet, så havde ungdomsbevægelsen og SOS Racisme trods alt givet pigerne større frihed til at gøre nogle seksuelle erfaringer. Masser af unge piger fik mulighed for selv at vælge deres tilkommende, selvom det ikke blev proklameret officielt.

Men nu ændrede tingene sig. Som noget nyt klagede mange af de unge piger, der opsøgte rådgivningen i 90'erne over de økonomiske krav, familien stillede til dem. De piger, der arbejdede måtte aflevere hele deres løn. Og det var ikke forældrene, der stillede kravet, men familiens ældste drenge.

Og brødrene fulgte kravene op med vold. Volden begyndte i en periode i 90'erne med massearbejdsløshed, som ramte indvandrerne først. Familierne var nu uden arbejde, og da faderens autoritet var ødelagt, vendte det op og ned på rollerne i familien. Hidtil havde det været ham, der bestemte i familien, og som bilagde stridigheder mellem brødre og søstre. Nu overtog de ældste sønner fædrenes autoritet og status, ligesom de overtog både kommandoen og rollen som beskytter og undertrykker. Det blev de ældste sønners ansvar at indpode pigerne familiens værdier og kontrollere, at pigerne overholdt dens regler. Fysisk vold var svaret, når brødrenes forbud ikke blev overholdt.

Ekstrem adfærd

Først bemægtigede sønnerne sig magten i familien, derefter begyndte de at udøve den i byens rum, hvor dagligdagen gradvist ændrede sig for pigerne. Der blev indført kontrol med deres kommen og gåen og med deres omgang med mandlige venner. Tilladelserne til at gå ud blev stadig mere reduceret, og det blev en kamp for pigerne at tage langvarige uddannelser, sådan som det ellers tidligere havde været tilfældet - og som familierne havde været stolte af. Nu skulle pigerne kun giftes og være hjemmegående husmødre.

Den maskuline magt i ghettoerne blev stadig udvidet. Nu overvågede alle bydelens drenge alle bydelens piger. Myndighederne beskæftigede sig stadig mindre med ghettoerne. Da de blev overladt til sig selv, blev konsekvensen, at visse drenges adfærd blev stadig mere ekstrem. De begyndte at råbe efter pigerne, fornærme dem, true dem. De forbød pigerne at gå i jeans eller T-shirt og tage make-up på, noget der hidtil havde været almindelig praksis. Pigerne blev indskærpet at bære tørklæde. Lystrede de ikke, blev det opfattet som en provokation og de blev behandlet som 'ludere'. Vold og voldtægt blev ofte svaret, især hvis pigerne gik ud med franske drenge.

Også i forhold til kærester og koner blev drengene stadig mere voldelige. At være macho, tyrannisk og voldelig var sagen. Selvom den sociale udstødning er en væsentlig forklaring, så handlede denne udvikling også om drengenes traditionelle rolle i familien. For både muslimske mødre og fædre tilbeder deres sønner. De har ingen pligter i hjemmet, de kan gå og komme, som de vil i modsætning til pigerne. Drengene er overbeskyttede, der stilles ingen krav til dem, og det gør dem dårligt egnet til at klare sig i det franske samfund.

En forbandelse

Deres liv er skizofrent: Hjemme er de konger, mens man i samfundet ikke vil vide af dem. Og netop denne manglende accept har fremkaldt et kolossalt raseri. Ifølge Fadela Amara rettede de desværre bare raseriet imod deres egne søstre i det geografiske område, de beherskede, i stedet for at rette det mod det franske samfund. Det kom først sidste år med de omfattende optøjer blandt indvandrerne overalt i Frankrigs byer.

Mange unge mænd føler, der hviler en forbandelse over dem, at de er værdiløse. De lever kun i nuet og ser ingen fremtid for sig. De vender samfundet ryggen og organiserer sig på deres egen måde. Nogle af dem skaber paralleløkonomier inden for ghettoen. De begynder at handle med narko, tøj eller byggematerialer, som 'lastbilerne har tabt'. De bliver kyniske, kun optaget af at tjene penge. Og de betjener sig i vid udstrækning af vold for at få folk til at holde mund. Næste skridt er en decideret mafia.

Islam var svaret

En anden vej ud af elendigheden blev for mange unge den ekstreme islam. Allerede i 80'erne begyndte der at cirkulere en række dårlige oversættelser af Koranen i Frankrig og ekstreme tekster om kvindens stilling. I begyndelsen af 90'erne begyndte visse imamer at prædike politik, optræde aggressivt og opmuntre til indespærring af kvinder og begrænsning af individets frihed. De unge, der oplevede nederlag på nederlag, var lette ofre for den ekstreme ideologi. I deres søgen efter en identitet fandt de svaret i den fundamentalistiske islam, og de blev gradvist særdeles velorganiserede. Generationen før dem havde afvist en politisk religion. De vidste, hvor farligt det var - især for kvinderne.

Men imamerne fik en hidtil ukendt autoritet både inden for ghettoerne og udenfor, for også i den franske offentlighed fik de nu status som autoriteter, myndighederne kunne gå i dialog med. Indadtil blev den ekstreme og intolerante form for islam brugt som våben mod de unge piger.

Omkring år 2000 reagerede kvinderne ved at begynde at organisere sig med blandt andet en kvinde som Fadela Amara i spidsen. Der blev fra 2000 afholdt møder og seminarer både i Paris og rundt om i landet, hvor kvindernes stilling i indvandrernes eget miljø blev debatteret. På et stort møde på Sorbonne Universitetet i Paris i 2002 samlede man 300 kvinder med forskellig etnisk baggrund og alder, og for første gang havde kun kvinder adgang. Det gav større frihed for kvinderne til at tale om den undertrykkelse, de var udsat for.

De omtalte Maison des Pôtes sendte også spørgeskemaer ud om vold, seksualitet, traditioner, religion og man fik mere end fem tusind svar. Sociologen Hélène Orain lavede en Hvidbog over ghettokvarterernes kvinder, som belyste de unge kvinders liv på baggrund af disse svar. Undersøgelsen bekræftede det billede, Fadela og hendes kolleger allerede havde af blandt andet den stigende vold, en tilbagevenden til gamle traditioner, den vægt der blev lagt på kyskhed for piger etc.

Betragte som illoyale

Fadela og hendes kolleger lavede også et manifest i 2002, som de kaldte Ni putes ni soumises for at tilkendegive, at de hverken var de ludere, de blev beskyldt for hjemme i deres eget kvarter, eller de undertrykte piger, de blev beskyldt for at være ude i det franske samfund. Manifestet var ment som en national appel og var et opgør med det nedladende kvindesyn, der møder disse unge kvinder overalt.

Det interessante ved manifestet er, at det var første gang, kvinder fra indvandrermiljøet offentligt kritiserede deres egne mænd. Hidtil havde de dækket over dem. For udstødningen af indvandrerne i Europa gør det vanskeligt for kvinderne at gøre oprør uden at blive betragtet som illoyale over for deres egne.

De samme unge kvinder gik et skridt videre og lavede en march i 2003, som gik gennem landet fra by til by med demonstrationer, store debatmøder og interview i medierne for til sidst at ende den 8. marts på Kvindernes Internationale Kampdag i Paris, hvor de blev modtaget af premierministeren og flere andre ministre.

Hånd i hånd

En bevægelse var i gang og tavsheden om voldtægter, tvangsægteskaber og omskæring af piger var brudt. Der er siden oprettet lokalkomiteer over hele Frankrig, hvorfra der organiseres debatmøder, demonstrationer og tages politiske initiativer. Ni putes ni soumises har cirka 5.000 medlemmer og har fået afdelinger i Sverige, Tyskland og Schweiz, og den er vel den vigtigste kvindebevægelse, man kan pege på i dag. Centralt for arbejdet står bekæmpelsen af fundamentalisme og alle former for diskrimination.

Et lignende tilbageslag kendes også herhjemme fra blandt andet med Hitz-but-Tahrir. Også vi ser unge veluddannede kvinder gå den ekstreme islamistiske vej i påklædning og adfærd. Studieværten fra DR2, tørklædeklædte Asmaa Abdol Hamid, som ikke giver mænd hånden, er et kendt eksempel. At udstødelse og fundamentalisme går hånd i hånd er velkendt. At det også koster pigerne friheden er endnu en omkostning.

Suzanne Giese er forfatter

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her