Læsetid: 4 min.

Franske intellektuelle går ivrigt ind i præsidentvalg

Visse franske intellektuelle falder over hinandens ben for at røbe, hvem de stemmer på i præsidentvalgkampen. Andre overvejer, om kampen ikke snarere handler om fravalg. Atter andre, om valget egentlig er demokratisk
2. april 2007

Siden 80'erne har man i Frankrig haft for vane at efterlyse de tøvende intellektuelle i de store landsdækkende debatter, der optager franskmændene. I løbet af den igangværende debat op til præsidentvalget i april/maj synes situationen imidlertid at være vendt på hovedet. De intellektuelle har været så hurtigt ude at markere deres standpunkter, at deres skarpe holdninger synes at udelukke det nuancerende overblik, de normalt også er garanter for.

Den tidligere maoist og filosof André Glucksmann har erklæret, at han hepper på stemmeslugeren på højrefløjen, UMP's leder Nicolas Sarkozy. Glucksmanns tidligere kampfælle Bernard-Henri Lévy har annonceret, at han holder med socialistpartiets kandidat, Ségolène Royal. Den yngre, men ligesom ovennævnte også flittigt sælgende filosof Michel Onfray har erklæret bondeoprøreren på den radikale venstrefløj, José Bové, og dennes 'anarkistiske temperament' sin kærlighed.

De intellektuelle falder over hinanden i deres iver over at give deres mening til kende. Hele 150 intellektuelle og universitetsansatte har ligefrem underskrevet en appel om at stemme på socialisten Royal, herunder den franske filosof Julia Kristeva, der generøst har vedhæftet en længere forklaring på sin hjemmeside.

Sympatitilkendegivelserne er mangfoldige og flygtige. Daglige meningsmålinger og den eksplosive franske blogosfære har sat et højt tempo. Hvem som helst kan når som helst reagere på præsidentkandidaternes seneste udmeldinger. De intellektuelle er ikke længere undtagelsen.

Som historikeren Michel Winock bemærker i et særtillæg i Le Monde, er de intellektuelles engagement ikke på vej tilbage. De ovennævnte navne har ikke til lejligheden givet deres stemme til kende i massemedierne. De er snarere produceret i massemedierne, på radio og tv.

Den nye situation skyldes imidlertid ikke blot disse nye medier: "Et sociologisk fænomen har ændret alt: For 50 år siden var der 10 procent studenter pr aldersklasse. I dag er der 60 procent. Folk har mindre lyst til at blive vejledt end til at udtrykke sig selv. Se blot på den eksplosive opblomstring af blogs på nettet," siger Winock.

'Amerikansk' valgkamp

Som amerikaneren Lawrence Kritzman, der i fjor udgav den i Frankrig meget omtalte The Columbia History of French Thought, anfører, er de nye medieintellektuelle imdlertid ikke ensbetydende med et forfald i fransk tænkning. Snarere et forfald i den politiske kultur. Den franske præsidentvalgkamp minder ham mest af alt om den amerikanske, der er personfikseret, imageorienteret og reklame-inficeret.

Blandt internationalt mere anerkendte franske intellektuelle, finder man en anden besindelse på at udpege en kandidat frem for en anden. Som den tyske filosof Axel Honneth medgiver i et interview i Le Monde har de franske intellektuelle såvel som de tyske det svært i dag , hvor ethvert simpelt svar ved ' ja' og ' nej' bliver stadigt sværere: "Konfronteret med problemer så som revideringen af den sociale sektor, usikkerheden, spørgsmålene om udenrigspolitik og militære interventioner, ældreservicen etc. kan de intellektuelle kun tilvejebringe ambivalente holdninger," siger Honneth, der imidlertid ikke kun føler med sine franske kolleger.

I de sidste par årtier opridser han fremkomsten af et nyt individ, der ikke længere er påvirket af indre dialog og konflikter. Med dette individ, der ikke længere reflekterer over sig selv, men 'producerer sig selv', afvikles ifølge Honneth et af det demokratiske livs grundvilkår.

Neoliberale reformer har tvunget den enkelte til at skabe sig selv gennem strategier, der finder anvendelse i jagten på den udkårne på nettet, i coaching, i jobsamtaler med mere. Selvproduktionen søger ikke dialogen, men hvad Honneth kalder 'selv-tingsliggørelsen'.

To typer politikere

Ifølge den franske historiker Pierre Rosanvallon, der via tænketanken La République des Idées allerede har haft indflydelse på valgkampens dagsorden, er det imdlertid en fejl at antage, at borgerne er blevet mere passive.

"Demokratiet af i dag er præget af ligestillingen af folks fornemmelser for egne kompetencer. Det er en radikal revolution. Fremover interesserer man sig for politik, fordi man tror, man har midlerne til at interessere sig for politik," siger Rosanvallon og nævner nej'et til EU-forfatningen for to år siden som eksempel.

Rosanvallon synes, borgernes aktivitet til trods, dog også på et andet plan, at dialogen er truet. Borgerne synes ikke så meget indstillet på at tilslutte sig som på at forkaste en kandidat.

Valgkampen er en 'fravalgskamp'. I Frankrig spekuleres der i, hvorledes en stemme til en kandidat fungerer som mistillidsvotum til en anden.

En af grundene til politiker-mistilliden ser Rosanvallon i, at de store partier ikke kan levere en politiker, der svarer på to svært forenelige ønsker i den igangværende valgkamp:

- Det ene ønske er en politiker, som man tiltror en stor opgave, fordi man mener, denne er en større kapacitet end én selv.

- Det andet ønske er en politiker, med hvem vælgeren kan identificere sig, fordi han eller hun udtrykker det samme som vælgeren.

Og som Rosanvallon konkluderer, er disse to politikertyper i desværre ikke blevet forenet i denne valgkamp. De har snarere fundet deres reneste inkarnationer i henholdvis Sarkozys og Royals kandidatskab.

Imens Sarkozy har valgt at spille den kapable leder, der styrer landet med hård hånd, har Royal valgt gennem arbejdet med såkaldt 'deltagerdemokrati' at gøre vælgernes ord til sine egne.

I tillægget til Le Monde minder filosoffen Jacques Rancière om, at selve det franske præsidentvalg som sådan som en historisk betragtning slet ikke er tænkt som en demokratisk, men en monarkisk institution: "Det direkte præsidentvalg er ikke blevet opfundet for at sikre folkets magt, men for at modarbejde det," skriver Rancière. Når præsidentvalget i Frankrig spiller så stor en rolle, skyldes det, at man her indsætter en leder, der er så højt hævet over parlamentet, at vedkommende kan opløse det med et pennestrøg.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her