Læsetid: 6 min.

Den franske konnektion

23. juli 2005

Det er umiddelbart svært at forstå hvorfra den kommer, denne udbredte danske mistro til det franske.

Frankofobien gylpes op med mellemrum, den lille grønne galde, den nedladende bemærkning om fransk højrøvethed og uforskammede tjenere. Prins Henrik har måttet leve med mosten og tænker sikkert på, hvordan mon hans landsmænd havde behandlet ham, hvis han var ursvensker eller fra Australien.

Man kan godt tillade sig at tale om et generelt dansk fjendebillede af det franske. En betragtning som i gamle dage var ukendt i dannede kredse, men såmænd også en overgang i andre. Der var en tid, hvor Napoleon Bonaparte opfattedes som den store helt. Dels fordi han blev opfattet som revolutionær og de borgerlige frihedsbevægelsers bannerfører; jævnfør Beethoven, der blev så skidesur på den hidtil beundrede Napoleon, da denne ifølge komponisten svigtede idealerne, at han på titelbladet af Eroica kradsede tilegnelsen til kejseren ud, så der oven i købet gik hul.

Dels fordi Napoleon var ude på at mule englænderne, og disse jo omvendt stod Danmark på tværs i neutralitetspolitikken. Frit skib, fri ladning, hvis yngre læsere ellers kan genkende den historie fra deres prækanoniske skoletid. I retten til at færdes frit på verdenshavene lå en klar dansk økonomisk interesse - og dermed også i at franskmændene helst skulle vinde opgøret. Det florissante for danske skibe og rederier og dermed for den danske stat var afhængigt af, at danskerne handelsmæssigt kunne gøre, som det passede dem, mens pengene bare lå og ventede på, at de driftige købmænd og redere kom og samlede dem op.

Som bekendt gik projektet galt. Tronfølgeren, den senere Frederik VI var ikke just den danske kongerækkes svar på Schopenhauer og forskertsede mulighederne for at finde en mindelig ordning for Danmark i klemme mellem engelske og franske og for den sags skyld også russiske interesser. Guderne skal vide, at balancegangen var vanskelig, nogen siger ligefrem umulig, men tronfølgeren gjorde efter Bernstorffs død og sin egen overtagelse af udenrigspolitikken i hvert fald ikke tingene bedre ved at opfatte et lands udenrigspolitik som fortrinsvis et spørgsmål om monarkens personlige ære.

Det kan man jo godt i det store magtspil, men det fordrer unægteligt en meget betydelig militær magt. Så kan man tillade sig at opføre sig, som amerikanerne nu gør - og danskerne - og operere under den forudsætning, at alle ens handlinger udspringer af en særlig ophøjet moral, og ens egne æresbegreber er og bør være afgørende for andre.

Evindelige fordomme

En sådan magt stod trods de betydelige søstridskræfter ikke til 6. Frederiks disposition, flåden var nok stor, men ikke så stor.

Briterne fik på en køligt kalkuleret baggrund af styrkevurderinger og analyser af den samlede europæiske stilling nok af danskernes dumstejlhed og hverken kunne eller ville løbe unødige risici ved udsigten til en dansk flåde i alliance med den franske. Så ville den samlede styrke selv for Royal Navy være lidt af en mundfuld. Lord Nelson satte i det tidlige forår 1801 sejl med den britiske hovedflåde og lammetævede danskerne i slaget på Reden.

Det hjalp ikke. Seks år efter kom englænderne tilbage, skød det meste af København i grus og bemægtigede sig resten af den danske stadig store krigsflåde med kanoner og bogstaveligt talt hele pibetøjet.

Den vrede, som danskerne af gode grunde følte mod englænderne, fik dog kun i mådeligt omfang betydning for forholdet til Frankrig. Franskmændene havde jo heller ikke kunnet hjælpe, og nogen opfattede vel ligefrem bindingen til Napoleon som den egentlige årsag til ulykkerne. Først og fremmest var det altså det højere borgerskabs og overklassens medlemmer, der kastede deres kærlighed på det galliske. Mindelser om dette kunne man godt op i forrige århundrede se i gamle højborgerlige danske hjem, hvor det berømte stik af Davids billedeaf Napoleon til hest og tilsyneladende uden hæmorider undervejs over Alperne ofte smykkede væggen, ligesom man nu og da fandt kaffekopper eller desserttallerkener og nips dekoreret med blodhundens kontrafej eller med kejserinde Josephine eller kejserens marskaller.

Fransk var ellers fra især omkring midten af 1800-tallet forbundet med det frivole, damemoden i journalerne der viste frem til en grænse, som de franske borgermadammer sjældent selv overskred; borgermændene - i høj hat og med sølvknappet stok også indendørs som det evigt medbragte fallossymbol - der aflagde balletpigerne fransk visit i pauserne og aftalte mere håndfaste stævnemøder i de lejligheder ude i byen, de som regel finansierede. Dermed antydes også prostitution, som havde et enormt omfang i Paris, og som også var det miljø, hvori de uartige franske postkort blev tilvejebragt, og som fandt afsætning i hele Europa. Det ene med det andet.

Ser man på den mere åndelige side af sagen, lå det lidt tungere. Franskkundskaberne var ikke udbredte, og en af årsagerne, én af dem, der bragte Georg Brandes i miskredit på højrefløjen var også hans intime kendskab til fransk litteratur og sprog.

I vore dage anes den selvsamme afvisning af franske forestillinger og næsten foragt for fransk kultur, der i højrekredse inspireret af det tidehvervske smalspor selvfølgelig også går på franskmændenes katolicisme. Det siger sig selv, at Luthers yngel føler sig højt hævet over paveriet, der i øvrigt har stadig trangere kår i det engang så disciplinerede og rettroende land.

Danskerne var, hvor besynderligt det kan lyde - og rent bortset fra et forsvindende mindretal, der dyrkede Rivieraen, mere optaget af Tyskland.

Dannelsesrejsen gik ikke i første række til Paris, dér kunne man jvf. oven for i visse kredse knap nok tillade sig at sige, man havde været, i hvert fald ikke uden madammen på slæb, men til Berlin. Ganske vist var prostitutionen dér mindst lige så omfattende som i Paris, men det var noget andet. Der var større saglighed over det tyske, og danskerne kunne sproget og delte den sure protestantisme, så det var ligesom hjemligt og gjaldt ikke rigtigt.

Så hellere tyskere

Frankrig forblev det fjerne udland, hvad det jo for så vidt også var geografisk set. Først efter velstandssudviklingen i 1950'ernes midte kom der gang i rejseriet, ikke mindst bilturen til Frankrig.

Hermed styrkedes selvfølgelig interessen for viden om landet hinsides det sønderbombede Tyskland, som de fleste dengang passerede med mere eller mindre lukkede øjne. Som bilerne blev mere kraftfulde var det en yndet praksis at klare Tyskland på én dag, så den første overnatning lå i mållandet. Dette sidder til egen beklagelse fortsat denne skribent kronisk i marven. Tyskland skal overstås. Dybt uretfærdigt og temmelig dumt, men sådan er det altså, når ens dåbsattests tal ligger i et aflagt århundredes mellemleje.

Mærkeligt nok udvikledes den opfattelse, den generaliserende bastanthed, at franskmænd er særskilt arrogante og ikke rigtigt regner andre for noget. Pudsigt at opfattelsen så ofte kolporteres af danskere.

Og trist, fordi udsagn af den art næsten kun kan imødegås af lige så bastante generaliseringer. Nej, den almindelige oplevelse i Frankrig er ikke at gæsten behandles arrogant, snarere tværtimod. Bortset fra Paris, der besidder alle metropolens karakteristika inklusive den hurtige afvikling af tumberne ikke mindst de sproglige, er den gængse erfaring gennem mere end en menneskealder, at selv en sproglig fumlegænger modtages med åbne sanser og hjælpsomhed. Dertil kommer det høviske i butikker og restauranter, og her kan man roligt generalisere, der i hvert fald ikke overgås i venlighed af dansk kuldslået mops, som i egne øjne af guderne ved hvilken grund opfattes som gæstfrihed og højt humør. Endelig har danskerne i en udbredt overbærenhed med fransk politik heller ikke meget at have dén i. Korruption, jo, i klientsamfundet, som man kan spinde en lang ende over. Men hvilket land har en statsminister, der lavede kreativ bogføring og groft vildledte parlamentet, og en finansminister, der for ussel vindings skyld ikke kender sin egen sommerhusadresse? Pas la France.

Dér har skurkestregerne trods alt langt større format.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her