Læsetid: 5 min.

Den franske model

Europa er i opbrud. Vælgerne er skeptiske over for den europæiske integration og mange er angste for globaliseringens konsekvenser for deres hverdag. I Frankrig sætter mange borgere pris på landets arbejdsmarkeds- og velfærdsstatsmodel. Men hvordan er det egentlig, de gør i Frankrig?
21. juni 2005

PARIS - Den franske model har ikke noget med haute couture at gøre. Men sammenligningen med ypperligt skrædderi er ikke desto mindre ikke helt ved siden af . For den måde, man i Frankrig har valgt at designe sin arbejdsmarkeds- og velfærdsstat på, bærer også præg af omhyggeligt håndværk og indviklede, ofte dyre løsninger for de få og udvalgte.

Den franske samfundsmodel stod i centrum under landets diskussioner om den nye EU-forfatning. Hovedindtrykket var en befolkning, som kæmpede for tilkæmpede privilegier først og fremmest den 35-timers arbejdsuge, som i forvejen er under pres fra den centrum-højre regering, som Jacques Chirac præsiderer over. Men også sikkerhed i ansættelsen, høje standarder, når det gælder de ansattes sikkerhed og miljø, regler for repræsentation, generøse ferier og en lovfæstet strejkeret er elementer i en model, som jævnligt står til prygl blandt Europas markedsglade meningsdannere - medier som blandt andet The Economist og Financial Times samt stort set alle britiske aviser spår den franske models snarlige død, og det nyeste fænomen består i at bunke landet sammen med et andet kriseplaget af slagsen, Italien, som også kæmper med budgetunderskud, arbejdsløshed og faldende konkurrencevene. "Europas to syge mænd" hed det således for nylig netop i Economist.

Modpolen Storbritannien

Modpolen er, hedder det ofte, Storbritannien. Et land med stort set ingen arbejdsløshed, meget fleksible regler for både fyring og ansættelse. Et land med ret begrænset lovgivning for arbejdsmarkedet, med lav mindsteløn og EU's længste gennemsnitlige arbejdstider. Og med store forskelle mellem høj og lav.

På det seneste er den skandinaviske model så dukket op som et alternativ til begge disse - noget fortegnede - systemer. Hos os har vi både fleksibilitet og omfattende social tryghed, hedder det. Uden smålig skelen til f.eks. en skatteprocent, som ingen af de to førnævnte landes ledere ville røre med en ildtang. Og uden lovgivning om arbejdsmarkedsforhold på den måde, som det kontinentale Europa (og Storbritannien) har tradition for.

Mitterrands projekt

Men hvordan ser den franske model ud mere præcist?

Går man 20 år tilbage i tiden, finder man et nationalt særkende, som fortsat eksisterer: en lav tilbagetrækningsalder. Den daværende socialistiske præsident, Francois Mitterrand, sænkede pensionsalderen til 60 år. Det var dyrt, men hjalp ikke på de allerede dengang betydelige arbejdsløshedstal. 10 år senere gik den socialistiske regering under premierminister Lionel Jospin et skridt videre og gennemførte loven om 35 timers arbejdsugen. Samtidig blev såkaldte jobkontrakter uddelt til flere hundredtusinder af unge. Målet var det samme: at reducere ledigheden. Tiltaget var endnu dyrere, men gav imidlertid heller ingen resultater.

Under den nuværende borgerlige regering, der lige er blevet omdannet efter EU-nej'et, har de fleste politiske tiltag handlet om at bløde op i det stive arbejdsmarked og at tilskynde arbejdsgivere til at ansætte flere. Det har ikke kostet ret meget, men har til gengæld heller ikke virket. Arbejdsløsheden er blot vokset og er nu fast over 10 procent, samtidig med at tallene for udvalgte grupper, f.eks. unge etniske minoriteter og folk over 50 år, svinger mellem 25 og 50 procent. Samtidig vokser de sociale kløfter - forskellen på de velstillede - altid dem i arbejde - og dem uden eller på korttidskontrakter. Og skattelettelser kombineret med meget generøse gyldne håndtryk og pensionsordninger for topfolk i industrien bidrager til billedet af et samfund, hvor fordelingspolitikken er kørt af sporet.

Ingen social dialog

Et af de helt grundlæggende problemer er en stort set total mangel på tradition for organiseret dialog på arbejdsmarkedet. I over 25 år er alle forsøg på at gennemføre aftaler faldet til jorden. Og det er ikke fordi, der er mangel på fagforeninger - tværtimod er der masser af dem, og de konkurrerer benhårdt indbyrdes om at organisere de franskmænd, der imidlertid kun for 10 procents vedkommende ønsker at være medlem. Organisationsprocenten er dermed en af de laveste i EU.

Resultatet er, at fagforeningerne på én og samme tid er enormt svage og stærke - de kan lamme især offentlige kernesektorer stort set totalt og har ingen skrupler derved, ikke kun fordi de er militante, men også fordi dialogen med arbejdsgiverne ikke findes, og dermed eksisterer der et solidt modsætningsforhold til de arbejdsgivere, der ses som rene modstandere eller klassekamps-repræsentanter.

Denne mangel på social dialog giver staten en enorm rolle. I Frankrig lovgiver regeringen om alt fra mindsteløn til arbejdstider, og resultatet bliver som regel langt mere stift og ufleksibelt end i lande, hvor arbejdsmarkedets parter forhandler sig til rette.

Det er f.eks. både dyrt og særdeles omstændeligt at fyre fastansatte i Frankrig. Det betyder, at det er tilsvarende svært at blive fastansat. Resultatet er forudsigeligt nok en kolossal vækst i ansatte på kontrakter, der løber ud igen, og som er ofre for vilkårlig behandling og oppebærer en ringe løn, der ofte ikke er tilstrækkelig til at betale folks faste udgifter, især den høje udgift til ordentlige boliger.

Bliver man arbejdsløs, betaler staten understøttelse til ledige, men der findes ingen systematisk efter- eller videreuddannelse i statsligt regi ej heller en samlet indsats, når det gælder jobsøgning.

Den sande sociale kløft

I forhold til uddannelsessystemet er der også problemer. 100.000 unge forlader hvert år skolesystemet uden nogen uddannelse, selv om alle undersøgelser viser, at de fleste langtidsledige netop er ufaglærte.

Også andre steder i velfærdssystemet ser udviklingen faretruende ud. Det offentlige sundhedssystem, der fortsat betragtes som et af verdens bedste, er også et af de dyreste. Underskuddet lå sidste år på lidt over 100 milliarder kroner for sygesikring, og i takt med at der bliver flere og flere arbejdsløse stiger udgiften til understøttelse, hvilket flere gange har ført til forringelser for de ledige.

Alt dette diskuteres flittigt i den politiske elite, hvor enigheden om, at den franske model har behov for reformer, er støt stigende. Men modstanden mod forandringer er så at sige indbygget i systemet, hvor de, der har privilegierne, ikke er til sinds at opgive dem. Frankrig er med andre ord låst fast i sit nuværende system, hvor arbejdsmarkedet er delt på midten mellem fastansatte og folk på midlertidige kontrakter.

Og de, der står udenfor - uden fast arbejde, og uden stærke fagforeninger i ryggen har forståeligt nok ikke stor tiltro til, at forringelser for de fastansatte arbejdere i det lange løb faktisk vil føre til vækst og flere job - og dermed forbedringer for de udsatte. Også selv om det er tankegangen bag de liberale forslag om en opblødning og fleksibilisering af arbejdsmarkedsstrukturen.

Mange mener, at systemet bliver meget svært at ændre. Som historikeren Jacques Julliard pessimistisk udtrykte det i en kommentar i ugeskriftet Le Nouvel Observateur for nylig:

"I Frankrig hersker en tavs konsensus om at ofre de arbejdsløse for at redde lønmodtagerne. Dét er den sande sociale kløft i Frankrig."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu