Læsetid: 8 min.

Den franske psykose

7. juli 2006

For den unge filosof Mehdi Beljah Kacem, var reaktionen på optøjerne i Paris’ forstæder sidste efterår et uhyggeligt eksempel på en racistisk psykose, der har bragt hele det franske samfund på fascismens rand

I efteråret 2006 stod de franske forstæder i brand i ugevis. På tv-skærmene og i aviserne blev politikere, psykologer og antropologer udspurgt om optøjerne, der var opstået efter at den franske indenrigsminister Sarkozy havde kaldt unge indvandrere for 'rakkerpak'. Det er en personligt såret ung filosof Mehdi Beljah Kacem, der i forordet til sin netop udkomne pamflet, Den franske psykose, konstaterer, at "ikke et eneste af de store franske medier fandt det for godt at udspørge en ung, anerkendt fransk intellektuel af tunesisk oprindelse".

Med den lille pamflet har det fornemme forlag Gallimard givet ordet til den unge produktive filosof, og han er vred. Han ser sin egen udelukkelse fra medierne i tiden omkring optøjerne som del af selvsamme psykose som politiets, politikernes og befolkningens reaktioner. En psykose der er bygget op gennem 30 år, og hvis hovedingrediens er fremmedangst.

I det popfilosofiske sprog, der ikke gør ham helt parisisk stueren, analyserer han, hvordan man har gjort indvandrerne i forstæderne til 'banditter'. Forstadsboerne er de lovløse, "spærret inde udenfor", som de selv siger. Og dem har magthaverne brug for i dybere forstand for at kunne definere, hvem der er inden for loven. Sarkozy er overbanditten, der som Robert de Niro i Taxidriver står over for spejlet og siger "vil du kärcherrenses, så skal du blive kärcherrenset". Det paradoksale eller fuldkommen logiske resultat er, at de unge i forstæderne både hader og beundrer Sarkozy.

Men værst af alt forhindrer det en politisk tænkning. Da Information får fat i Kacem i telefonen fra provinsen Correze, hvor han har trukket sig tilbage for at fordybe sig i filosofi, hævder han, at han har dæmpet sig. Men pamfletten er et oprigtigt forsøg på både at lære af og at få de unge i forstæderne i tale.

"Jeg prøver at tage oprørerne på ordet, når de siger, at Sarkozy er fascist. Hvis man deltager i en debat i Paris og siger, at Sarko er fascist, får man straks at vide, at det har man ikke lov til at sige. Men det var altså var det, de unge sagde," siger han.

"Det hele styres af en elite, selv om det er svært at få defineret, hvad der er elite ved dem. Det er det, som er helt galt i det såkaldt demokratiske system, og man har nærmest ikke lov til at gøre opmærksom på det. Hvis en intellektuel i 70'erne eller andre sagde noget, de ikke måtte, så blev de i det mindste arresteret som The Stones blev det. Nu får man bare sine motiver mistænkeliggjort gennem massiv intimidering," forklarer Kacem og tilføjer at han har mærket det på egen krop.

"Det gælder også de unge i forstæderne. Det nævnes lige i forbifarten, at de bliver mistænkeliggjort og kriminaliseret, men for disse unge er det ikke 'i forbifarten'. Når man hver eneste dag bliver kontrolleret, arresteret og lagt i håndjern, er det jo ikke tilfældigt. Det kom i avisen omkring optøjerne, hvordan filosoffen Badious adoptivsøn, der er sort, blev arresteret helt uden grund. Men selv dér, opdager folk ikke rækkeviden af det. Der er sket en 'sarkozysering' af læserne. De tænker 'at han nok selv har været ude om det'. Man kan lige forestille sig, hvordan livet så er for helt almindelig mennesker, der er arabere eller sorte."

Den 33-årige Mehdi Beljah Kacems mor er fransk, hans far er fra Tunesien, hvor Kacem boede, indtil han var 13. Teenageårene henslæbtes i pariserforstaden Fosses nord for Sarcelles, "en uendelig kedelig og deprimerende by", han flygtede fra med en eksalteret litterær debut som 17-årig. Senere fulgte kritikersucces, interesse for Guy Debord og situationismen, studier i filosofi med Kierkegaard og Deleuze som ledestjerner og den Lacaninspirerede Alain Badiou som sparringspartner for en usædvanligt ambitiøs ung mand. Kritikere, der irriteres over hans bevidst obskure stil, ikke mindst i det filosofiske debutværk Anteforme, og har svært ved at kapere hans optræden som skuespiller, kalder ham nedladende for BMK , som pendant til popfilosoffen BHL - Bernhard-Henry Lévy. Endnu en fornærmelse for Kacem, for hvem de såkaldt 'nye filosoffer', med deres kommunistforskrækkelse har lammet enhver socialistisk tænkning i Frankrig i over 30 år.

"Optøjerne i forstæderne får os endnu engang her ved starten af et nyt årtusind til at spørge, hvorfor vi i Frankrig gennem de sidste 30 år har haft den uhyrlighed, som mediefilosoffer som Glucksman og Finkelkraut er. De har aldrig tænkt noget til bunds, men har bygget deres karrierer op på at afsløre statsforbrydelser og sige 'aldrig mere dette'."

"I humanismens, menneskerettighedernes og grædekonernes navn har de støttet det land, der inden for de samme 30 år har stået for de største forbrydelser mod menneskeheden, nemlig USA. I stedet for at interessere sig for de statsforbrydelser, der udspiller sig lige for øjnene af os, fortsætter disse middelmådige tænkere i samme spor. Sydamerika har endnu ikke haft deres Solsjenitsyn eller deres Primo Levi, selv om de uden tvivl får det."

"Det kunne aldrig falde mig ind at forsvare islamisk terrorisme, men man behøver blot at læse Amnesty Internationals rapporter for at være oplyst om, hvad der foregår andre steder. USA's involvering i tortur verden over er ikke noget, der pludselig er opstået efter den 11. september eller med Guantánamo. De franske demagoger kan stadig finde på at sige, at de støtter krigen i Irak, for den er ikke så slem. Selvfølgelig er den lige så slem, der er langt flere massakrer. Det handler naturligvis om olie, og det er værre end Saddam Hussein. Men man taler om islamisme for at skjule, at der foregår langt værre ting. I forstæderne var der ikke et gram islamisme til stede, selv om pressen startede med at hævde det."

Ifølge Kacem virkede kommunistforskrækkelsen så stærkt, at selv de franske socialister holdt op med at være socialister, da de kom til magten i 80'erne. Også det har også medvirket til problemerne i forstæderne.

"De franske socialister var en slags avantgarde for socialdemokratisk styre i Europa, men så snart de kom til magten opstod der en defaitisme, man kunne ikke gøre andet end at følge 'markedet'. Ganske som Blair senere gjorde det i England. Selvfølgelig kunne de dengang have ført en anden politik. Det er da paradoksalt, at der ikke har været nogen, der har privatiseret så meget som Jospin. De førte ikke en socialistisk politik, og derfor var de nødt til at skabe en organisation som SOS-racisme, der blot har været med til at skabe endnu mere racisme. For hvis man sætter racisme som vigtigste politiske spørgsmål, går det galt."

Kacem har arbejdet med begrebet desæuvrement, der kan oversættes til dansk med 'ledighed', og har at gøre med, at den marxistiske ideologi kun har kunnet tænke arbejderen - den der skaber noget - men ikke den, der er sat helt uden for samfundets produktion.

"De unge i forstæderne er ikke engang så langt i systemet, at man kan kalde dem arbejdsløse, de får ingen understøttelse. Og det man er allermest bange for i samfundet lige nu, er at miste sit arbejde."

"Disse unge vil ganske enkelt have en plads i samfundet. Dengang man teoretiserede over proletariatet i det 19. århundrede befandt de fattige sig midt i byen. Det nye ved forstæderne er, at de rent faktisk er en slags øer. Det, jeg prøver at sige i min bog, er noget om, hvorledes det alt sammen hænger sammen med en ny æstetik. De er som alle andre unge flasket op på porno, rap og rollespil: En af de unge, der tog ind til Paris for at lave ballade, gentog til pressen. 'Det er ikke min rolle, det er ikke min rolle'. Men denne opvækst giver dem også en utrolig strategisk sans. De kunne holde hele Frankrig og Europa i ånde med ingenting. Hvis vi, som måske er fremtidens venstreorientrede ellers kunne finde ud af at lære noget af dem, så ville det måske være slut med den politiske nihilisme. De var på ingen måde organiseret, som det gamle proletariat."

Problemet er ifølge Kacem, at ingen var i stand til at give de unge den symbolske helteplads, der kunne have givet begivenheden politisk rækkevidde. Når de unge ikke selv formulerede sig traditionelt politisk, var man både fra højre, men også fra venstrefløjen ude af stand til at give dem en plads.

"En revolte, er en heroisk plads, som de venstreorienterede burde have forsvaret."

"I den parisiske, mediepolitiske verden er der med undskyldning i kommunismens død og de stalinistiske statsforbrydelser ikke længere plads til at være heroisk. Det at være demokratisk er blevet ensbetydende med at være moderat og beskeden. Opfattelsen af disse begivenheder som 'nihilistiske' er blot spejlingen af den omgivende franske nihilisme. I stedet sender man de unge i fængsel som kriminelle. Den antihelt, Houellebecq har gjort så berømt, er blevet det absolutte forbud mod heltegerningen."

Samtidig med denne politiske lammelse står man med angsten for den fremmede, nu inkarneret i den ledige fremmede .

"Vi er så bange nu, at alle bliver højreorienterede. Og de højreorienterede er ved at overskride samtlige tabuer. Det kunne man se, da den lov, i hvilken der stod, at kolonialismen også havde haft sine gode sider, fornyelig blev vedtaget i det franske parlament. (Den er senere blevet trukket tilbage af Chirac, red.) Jeg foretrækker at bo på landet i Frankrig, for her ses resultatet råt for usødet. Den slags intellektuelle overvejelser ender i benhård racisme. Det eneste tabu, der endnu ikke er blevet overskredet Frankrig, er Vichy (kollaborationsregeringen under Anden Verdenskrig, red.). Men inden længe vil man høre, at 'Vichy det var nu ikke så slemt'."

"I 2002 chokerede jeg alle ved at nægte at stemme på Chirac i anden omgang. Det afgørende for alle var at redde demokratiet og republikken og resultatet var 90 procent stemmer til højre, som om det ikke ville få konsekvenser. Men selvfølgelig har det fået konsekvenser. Man troede at pyh, nu havde man fået reddet demokratiet, og man kunne sove roligt. Men man kan ikke sove roligt, for Sarkozy er resultatet af alt dette."

Kacem har ikke meget håb for de traditionelle partier, og han kan overhovedet ikke forestile sig, at det franske præsidentvalg kommer til at finde sted. Men det gør det jo nok, "og det kommer nok til at tage sig helt anderledes ud end, meningsmålingerne tegner til". Han ser Sarkozy som en sikker vinder, og Segolene Royal vil under alle omstændigheder ikke gøre nogen forskel med den blairisme, hun på det seneste har givet udtryk for.

"Men når man taler ude i en forsamling, går der jo ikke en time før folk vågner op," fortæller Kacem og bebuder, at han snart med en ny bog i hånden vender tilbage på den lokalpolitiske scene.

Mehdi Beljah Kacem mener, at demokratiet bør genopfindes. Han er stadig en meget ambitiøs ung mand.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu