Det franske demokrati har glemt folket og fået et publikum, skriver Jacques Berg i en fin og skarp analyse af det franske samfund og den historiske og sociale baggrund, på hvilken franskmændene går til præsident- og nationalforsamlingsvalg i den kommende tid.
Fransk politik foregår som på en teaterscene, et spectacle politique, som det er sagt og med store armbevægelser; kandidaterne må først og fremmest være leveringsdygtige i begivenheder præsenteret i bengalsk belysning, hiv og sving, der skaber den aura om politikerens person, den stråleglans, som er selve forudsætningen for politisk positionering midt på scenen.
Jacques Berg, der er nogenlunde lige dele dansk og fransk, har boet i flere årtier i landet og parrer sine personlige iagttagelser med den betragtelige ballast af viden, han bærer rundt med som mere end almindelig skarp journalist og kyndig historiker.
Pyramidesamfund
Opgøret i disse dage i Frankrig forstås ikke uden kendskab til republikkens fundament lige fra oprøret mod det enevældige monarki, revolutionen i 1789 med hvad deraf fulgte, Napoleonstiden, og de efterfølgende borgerlige opstande eller revolutioner og revolutionsforsøg; lige fra 1800-tallets brede folkelige rejsninger til 1968, da studenterne trængte selveste fædrelandets frelser, Charles de Gaulle fra magten og til oprøret i forstæderne, som den aktuelle borgerlige spidskandidat, Nicolas Sarkozy kynisk anvendte og anvender som skræmmebillede i en meget lidt humsk valgkamp. Republikkens stiftelse og efterbyrden, uanset hvor mange oprør der var, cementerede paradoksalt nok det centralistiske element i fransk statsstyrelse.
Et blik på et trafikkort over Frankrig fremviser fortsat Paris som det dominerende centrum i et spin af veje og jernbaner. Herfra den franske verden går; den nationale øvrighedsmagt baseret i hovedstaden har oven i hatten, og uanset at ordene 'frihed, lighed og broderskab' pryder alle lokale franske myndighedshuse og antyder demokrati i videste forstand, præsidenten sat øverst på pyramiden og med en magt, som i konstitutionel forstand kun kan sammenlignes med den amerikanske.
Kriminel Chirac
Så er der er i sandhed langt fra hr. og fru Dupond til Elysée-palæet. Som Berg siger, har udmøntningen af forfatningen for Den Femte Republik (1958, red.) i stigende grad umyndiggjort franskmændene. Det var sådan set også meningen set fra forfatningsfædrenes udsigtstårn.
Franskmændene er derfor så at sige vant til at gå uden om det politiske system og ophøje gadens parlament til et mere brugbart system. De går kort sagt til makronerne, lader store og for den sags skyld også mindre politiske uoverensstemmelser udspille sig i aktionsform for siden at måtte overvære politikerne samle brikkerne i ofte mudrede eller forplumrede efterspil, hvor politikerne disponerer i sammenhænge og strukturer. Det er blandt andet dette, Berg beskriver overbevisende som det rene skindemokrati.
Frankrig - et moderne skindemokrati bliver derfor titlen på denne vitaminrige bog om Europas velsagtens kulturelt mest betydningsfulde land, et land med hvilket man som gæst aldrig bliver færdig, ja endog kan fristes til at vælge som eneste rejsemål. Under la gloire, under det enestående, der er det franske, glem ikke det, trives på højeste niveau en politisk subkultur, hvis oprindelse man kan diskutere, men som er virkelig nok.
Som bekendt er den siddende præsident det amerikanerne ville kalde a crook.
Chirac og Sakorzy har nu indgået den aftale, at såfremt præsidenten støtter sin partifælle og inderlige rival, vil Sakorzy på sin side sørge for, at Chirac ikke retsforfølges efter afgangen fra præsidentpalæet.
Denne historie tjener til at bekræfte mange franskmænds opfattelse af politik som en nusset affære, men også til at understrege normaliteten i at handle på den måde i politik. En rest af det romerske klientsamfund kan vel anes her; særlig demokratisk er det i hvert faldt ikke.
Jacques Bergs bog er nyttig i disse dage. Der foreligger ikke megen dansk litteratur om franske forhold, de gængse forlag synes uinteresserede i at beskæftige sig med andet end de pæne huse og kirker, vinen og maden, kort sagt drømmen om Frankrig, som jo er højeste mode i danske kredse med pæne værdistigninger.
Med Bergs indspark har man chancen for at vide noget mere af det, der sætter drømmen i relief.
Jacques Berg: Frankrig - et moderne skindemokrati. 252 s. Den lille Jas. ISBN 978-87-7955-559-4.
