Læsetid 4 min.

Fraskilte fædre stilles bedre

Bredt politisk forlig giver fraskilte fædre meget bedre mulighed for at se deres børn og få forældremyndigheden. Børns Vilkår er 'rasende bekymret'
5. december 2006

Fremover vil fædre være bedre stillet, når forældrepar går fra hinanden. Gode fædre kan regne med at få krav på mere tid sammen med selv helt små børn, og mødrene vil i langt højere grad være nødt til at inddrage fædrene i større beslutninger om f.eks. børns skolegang.

Det fremgår af et forlig om forældremyndighed og samvær, som ordførere fra alle Folketingets partier vil prøve at få godkendt i deres grupper i dag. Information har fået grundigt kendskab til aftalens indhold. Familieminister Lars Barfoed (K) vil ikke sige så meget, "her hvor vi nærmer os målstregen". Overordnet har han dog en melding:

"Den kommende lovpakke skal først og fremmest sikre skilsmissebørn bedre vilkår og deres ret til at se begge forældre."

Årligt er der tusindvis af sager, hvor forældre ikke kan enes om myndigheden over fælles børn og derfor går videre til domstolene. Her har det i flere år været sådan, at i cirka tre ud af fire tilfælde får moderen forældremyndigheden. Det vil politikerne nu gøre op med, hvilket vil stille fædrene bedre.

Ifølge det nye lovforslag skal dommerne som udgangspunkt idømme fælles forældremyndighed. Med andre ord tvinges parrene til at samarbejde i stedet for, at typisk moderen får magten over børnene og mere eller mindre kan tilsidesætte faderen.

Socialdemokraternes ordfører på lovpakken, Lissa Mathiasen, siger:

"I forhold til forældremyndighed er der tale om et paradigmeskift. Vi siger til alle forældre: Lige meget, hvordan I kludrer rundt i jeres voksenliv, så har i et ansvar for jeres børn, og børn har ret til to forældre."

I Sverige har det i en årrække været sådan, at domstolene har idømt skilsmisseramte fælles forældremyndighed. Og ifølge en svensk betænkning er fælles forældremyndighed "i de fleste tilfælde bedst for barnet." På trods af det og bred politisk opbakning i Folketinget så er formanden for Børns Vilkår, Peter Albæk, skeptisk:

"Vi går meget ind for fælles forældremyndighed, når forældrene er enige om det. Men når konflikten mellem forældrene er tærskende høj, så er vi rasende bekymret for, at børnene bliver fanget i et langvarigt konfliktfelt, hvis parret skal deles om forældremyndigheden."

Albæk oplyser, at Børns Vilkår ikke fra politisk hold har fået nogle gode svar på, hvornår og hvem der skal træffe afgørelser, når forældrene er uenige om f.eks. skolevalg.

"Vi frygter for et lovgivningsmæssigt misk-mask," siger Albæk.

Mere samvær

Ud over at få forældremyndighed kan de fleste velfungerende fraskilte fædre se frem til at få mere tid samme med deres børn, selv om moderen ikke ønsker det. I dag er det typisk sådan, at når forældrene toppes, så kan fædre kun få lov at se børn under tre år nogle få timer en til to gange om ugen. Børns Vilkår mener, at sådan skal det fortsat være, fordi små børn ifølge foreningen kan lide psykologisk overlast, hvis der er for mange skift mellem mor og far.

Men i Folketinget er holdningen en anden. Dansk Folkepartis ordfører på lovpakken, Martin Henriksen, siger:

"Det er noget psykologvrøvl, når Børns Vilkår hævder, at skilsmissebørn under tre år ikke har godt af at blive passet af deres far mere end en eller to gange om ugen. Når små børn kan tåle at komme i vuggestue og blive passet af bedsteforældrene, så kan velfungerende fædre også sagtens gå en tur med dem i barnevogn og være sammen med dem i længere tid af gangen."

Lovforslaget lægger også op til, at forældre skal dele udgifterne til transport af barnet til og fra samvær; at forældre skal varsle flytninger i ind- og udland; og at man i afgørelser om myndighed og samvær ser på, hvem af forældrene, der er mest samarbejdsvillige. Formålet er at bekæmpe såkaldt samværschikane, hvor typisk moderen på alle mulige måder prøver at forhindre faderen i at se sit barn, og i dag i mange tilfælde slipper af sted med det.

"Vi skal skride hårdere ind over for samværschikane," slår Barfoed fast.

Ifølge forliget bliver det muligt for forældre at få genåbnet sager om forældremyndighed og samvær. I de fleste tilfælde vil der være tale om fædre, der igen vil prøve rettens vej. De kommer dog selv til at betale omkostningerne.

Ikke ligestilling

Samtlige ordførere, Information har talt med, understreger, at den nye Lov om forældreansvar ikke drejer sig om ligestilling. SF's ordfører, Anne Baastrup, siger:

"For mig at se drejer det her sig om, at barnet har ret til begge forældre, og at barnet i videst mulige omfang skal høres. Spørgsmål om kønsligestilling hører ikke hjemme her."

Næstforkvinde i Dansk Kvindesamfund Agnes Bræmer ser heller ingen problemer i forhold til, at fædrene nu kommer mere på banen ved samlivsbrud.

"Når kvinder forlanger ligestilling i erhvervslivet og alle andre steder, så må vi også være parat til at afgive særstatus i forhold til familielivet. Det er fornuftigt, at forældre i videst mulig omfang skal samarbejde og tage ansvar."

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Træt af forstyrrende annoncer?

Få Information.dk uden annoncer for 20. kr. pr. måned

Køb

Er du abonnent? Så slipper du allerede for annoncer. Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Anonym

BARNEVOGNSEVENT PÅ RÅDHUSPLADSEN!

Foreningen Fri Barnet har som hovedarrangør sammen med Netværksgruppen Dadman, arrangeret scene, lys, lyd, og kendte talere på Rådhuspladsen i København. Mandag d. 17. december kl. 17.

Formålet med arrangementet er at sætte fokus på børn og fædres ret til og behov for hinanden.

På programmet står blandt andet Martin Østergaard, psykoterapeut med speciale i parterapi, familieterapi og coaching, hvor han vil fortælle lidt om "Mødrene med magten over børnene..." og om hvordan "Myndighederne fortsat holder ukritisk med moderen...".

Også Thorkil Vestergaard-Hansen fra Mandecenteret i København som vil give sit indlæg med om Mandecentrets muligheder og syn på den aktuelle situation i samfundet. Udvalgte enkeltpersoner vil få taletid fra hjertet om deres oplevelser med samfundets syn på manden som omsorgsgiver og forældre.

Børnene i Danmark mister af mange grunde alt, alt for ofte deres far. Détte både kan og skal vi gøre bedre i et land der hylder børnefamilien og velfærdssamfundet så højt.

På trods af en ny lovgivning med fokus på "barnets tarv" er der stadigvæk lang vej til rimelige forhold for fædre og børn og vi kommer ikke uden om at det er fædrenes egen kamp for ligestilling og hele samfundets opmærksomhed på problemmerne der skal til.
"Fordomme ændres ikke alene ved lovgivning - der skal handling til...!"
Foreningen Et Barn - to forældre og Foreningen Far Derud'a, Fars Legestue, Mandecentret m.fl. deltager og støtter også op om arrangementet.

Ønsker du mere konkret information om arrangementet kan du kontakte Mick fra Foreningen Fri Barnet på telefon 2071 3743 eller pr. email: info@fribarnet.dk eller Dennis fra Netværksgrupen Dadman på telefon 2851 8301 - eller pr. email dennis@dadman.dk

Vi ses på Rådhuspladsen - Mandag d. 17 kl. 17:00 - 18:30

Brugerbillede for Anonym

og hvad med de børn hvor mor virkelig ikke er egnet som mor! jeg kender flere hvor børnene ikke engang tør sige at de gerne vil flytte og ha en ny mor!

Brugerbillede for Anonym

hvad med når moderen falsk anklager faderen for både incest og pædofili, og det viser sig der ingen hold i anklagen, skal han så også nægtes samvær pga en emsig mor der forsøger at manipulere sine børn.

i nogle tilfælde har fædre mere ret til børnene end moderen, især når moderen har mistet alt fornemmelse for hvad der er normalt.