Læsetid: 3 min.

Freakshow og rædselskabinet

Amerikanske Todd Solondz understreger sin misantropi i den aldrig mindre end underholdende 'Palindromer'. Den slår dog ikke lige så hårdt som hans tidligere film
10. februar 2006

Man ved aldrig rigtig, om man skal grine eller græde, når man ser en Todd Solondz-film. Den amerikanske instruktør præsenterer os i sine film for regulære freakshows af skæve, ofte creepy eksistenser, der om noget har det svært med livet og kærligheden. I Happiness (1998), hans anden og stadig bedste film, piller Solondz med sort humor den småborgerlige idyl godt og grundigt fra hinanden i et incestdrama af de mere groteske, ligesom han på pinagtig vis skildrer ensomme menneskers manglende evne til at kommunikere og relatere til andre mennesker.

Solondz er af kritikere blevet beskyldt for at være misantrop, og man er tilbøjelig til at give dem ret, selv om han, når han er bedst, har en sjælden ubehagelig evne til at spejle publikum i sine karakterer. I hans seneste film, Palindromer (2004), der har dansk premiere i dag og er en slags efterfølger til Wellcome to the Dollhouse (1995), spørger den 13-årige hovedperson, Aviva, sin pædofili-anklagede fætter, om der slet ikke er håb.

"For hvad?" svarer han.

"Vi håber eller fortvivler på grund af den måde, vi er blevet programmeret på. Gener og tilfældighed, det er det hele."

Man kunne ellers godt have undt Aviva en smule håb. I begyndelsen af filmen går den børneglade teenager i seng med den jævnaldrende søn af nogle af sine hysteriske forældres venner, bliver gravid og tvinges til at få en abort, der ender med, at hun uden at vide får fjernet sin livmoder. Hun stikker af hjemmefra, prøver at blive gravid med en lastbilchauffør, der lader hende i stikken, og bliver for en tid adopteret af Mama og Papa Sunshine, der energisk tager sig af en flok glade og handicappede plejebørn, og viser sig at være kristne fanatikere og arge abortmodstandere.

Altid den samme

Det er lige så absurd, som det lyder, og man griner hellere end gerne af dette rædselskabinet af fortrædeligheder, som den mutte Aviva slæbes igennem, mens hun kun drømmer om at blive mor, og sød musik - blandt andet med svenske Nina Persson - spiller på lydsiden. I Solondz' ekstreme optik synes det amerikanske samfund menneskeligt at have spillet fallit, og hverken forældre, sygehusvæsen eller kirke formår at hjælpe dér, hvor der er behov for det.

Palindromer er delt ind i en række kapitler, og for hvert kapitel spilles Aviva af en ny skuespillerinde, otte i alt, blandt andet Jennifer Jason Leigh. Hun er skiftevis ung og ældre, tyk og tynd, sort og hvid, og det skaber en vis distance filmen igennem - hvilket måske slet ikke er så dårligt, de barske hændelser taget i betragtning - og gør samtidig én usikker på, hvor man overhovedet har historien.

Det er også en understregning af Solondz' ikke videre optimistiske prognose for den menneskelige tilstand. Avivas navn er et palindrom - staves på samme måde forfra og bagfra - og pointen er, som hendes fætter siger, at man aldrig ændrer sig: "Hvis man er den deprimerede type nu, vil man altid være sådan. Hvis man er den hovedløse, glade type nu, vil man også være det, når man bliver stor. Man taber sig måske lidt, får lidt farve på kroppen, forstørret brysterne, en kønsskifteoperation. Det gør ingen forskel. Ligegyldig om man er 13 eller 50, vil man altid være den samme."

Det er aldrig mindre end underholdende - på den noget uhyggelige måde - men i modsætning til Solondz' tidligere film forpligter Palindromer ikke. Det gør ikke rigtig ondt, fordi man ikke bliver ramt på samme måde som i Happiness eller Storytelling (2001). Det er for nemt at grine af det umiddelbart virkelighedsfjerne persongalleri, og det er filmens største svaghed.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her