Læsetid: 4 min.

Fred over land

Det er muligt, vi har fået navigation i bilen, men kompasset er blevet væk. Om man fører samtaler med Gud eller ej, burde julen netop være sådan et kompas. Med et budskab og en almen fortælling, som selv et barn kan forstå, tales der til mennesket i form af det svageste af alt - et nyfødt barn, der illustrerer, at al magt i virkeligheden er afmagt. Den menneskelige magt er ganske vist manifest og viser sig hver dag i alle afskygninger overalt i verden. Den rammer i flæng og følger ingen regler for retfærdighed. Men julens budskab til alle er, at der er håb. Der fortælles en fælles kulturel og samfundsmæssig beretning, som går imod al markedsgørelse, alle rationelle beregninger, al hovmod, selvovervurdering og udnyttelse. Budskabet er, at den eneste sande gave er livet, og at det liv intet er i kraft af sig selv, men kun i kraft af det fællesskab, som er forpligtet på hinanden. Løfter man blikket et øjeblik, fornemmes fællesskabets nærvær måske. Det kræver ikke nødvendigvis bønssamtaler med Gud. Men det kræver, at man for en stund i taknemmelighed husker, at livet er til låns, at andre skal komme efter, og at det indses, at der er grænser for, hvor meget man selv kan skabe sig. Glædelig jul.weis
23. december 2006

Det skulle være ganske vist, for det stod på forsiden af Information for et par dage siden: "Gud findes." En religionshistoriker har ved hjælp af en hjernescanner på et hospital i Århus målt, hvad der sker i hjernen på et udvalg af unge fra Indre Mission, når de beder til Gud. Og i modsætning til, hvad der sker, hvis de samme unge kristne giver sig af med at remse julegaveønsker op eller lire børneremser af, så sker der faktisk noget, der minder om det, der foregår i hjernen hos andre, mere ugudelige medborgere, når de taler sammen og indlader sig på social kontakt. Så om ikke andet beviser det århusianske eksperiment, at hvis man tror på Gud, findes han som en samtalepartner.

Hvis resultatet er overraskende for nogen, hvilket det sikkert er, kommer det ikke bag på eksperter ud i bøn. Som sognepræst Elisabeth Lidell, der underviser kommende præster i bøn på Pastoralseminariet i Århus, sagde til Information, kommunikerer "mennesket med Gud gennem bønnen, vi får mod og styrke til at leve i hverdagen og kan lægge alt det svære i Guds hånd og bede om hjælp. Bøn er samtale, ikke envejskommunikation".

Så langt, så godt. Men hvad med alle andre? Hvad med alle dem uden et aktivt bønsliv, og det må formodes at være flertallet, hvor finder de trøst, mod og styrke til at leve i hverdagen?

For langt hovedparten går det sikkert ganske udmærket ved hjælp af familie, venner, sociale relationer og ikke mindst tidens store identitetsfaktor, arbejdet. Det er her, mange i dag finder mening og eksistentiel fylde, måske ligefrem en åndelig dimension. Arbejde er ikke længere blot pligt og, hvis man var heldig, en slags status. Det skal ikke bare være sjovt at gå på arbejde; det skal være udfordrende og rumme udviklingspotentialer professionelt og personligt, som kan bringe det enkelte individ videre mod nye højder.

Den glædelige nyhed er, at det faktisk går ufatteligt godt. Arbejdsløshedstallene er historisk lave, forbrugsmulighederne tilsvarende høje, og netop op mod jul er det en faktor, der for alvor slår igennem.

Findes Gud som konkret virkelighed mellem ørerne på de indremissionske unge, er det en anderledes håndfast Gud, Mammon, der dominerer den merkantile side af højtiden. En tur ud i tusmørket afslører, at hans tempel hedder Illum, Magasin eller Bilka, og at hans kirkebøsse aldrig får nok. De første to uger af december forbrugte danskerne for 11 milliarder kroner alene på Dankortene. Helt i overensstemmelse med konjunkturer og vækstfremskrivninger er der tryk på de umættelige kedler, som gør julen til en hæsblæsende midlertidig kulmination på forbrugssamfundets formåen frem for en pause fra det. Frihed og friværdi hånd i hånd.

Men bagsiderne er der. Ikke bare kan det overordnede mål være vanskeligt at se, bortset naturligvis fra mere rigdom, flere muligheder, mere arbejde. Det er også langt fra alle, der er inviteret med. Virkeligheden i Danmark i 2006 er, at også antallet af fattige er stigende, og det samme er behovet for frivilligt socialt arbejde, der kan tage hånd om de udstødte, ensomme og ulykkelige, for hvem julen er noget, man hurtigt skal forbi, fordi den skærende udstiller ens egen situation. Og for mange af de privilegerede i Overskudsdanmark er julen blot endnu et krav om perfektion og forventningsafstemning, som er med til at gøre det, der skulle være fællesskabets fest, til endnu en pligt i rækken.

En undersøgelse viste for nylig, at for langt de fleste på arbejdsmarkedet er 37 timers arbejdsugen for længst afskaffet. Der arbejdes langt mere. Symptomerne viser sig ganske vist i form af voldsomme stigninger i antallet af stressramte, udbrændte og depressive danskere på lykkepiller, men medicinen er ifølge globaliseringsråd, skattetænkere og vismænd endnu mere arbejde, for arbejdet og økonomien er det, der binder kulturen sammen i et individualiseret samfund.

Det er muligt, vi har fået navigation i bilen, men kompasset er blevet væk. Om man fører samtaler med Gud eller ej, burde julen netop være sådan et kompas. Med et budskab og en almen fortælling, som selv et barn kan forstå, tales der til mennesket i form af det svageste af alt - et nyfødt barn, der illustrerer, at al magt i virkeligheden er afmagt.

Den menneskelige magt er ganske vist manifest og viser sig hver dag i alle afskygninger overalt i verden. Den rammer i flæng og følger ingen regler for retfærdighed. Men julens budskab til alle er, at der er håb. Der fortælles en fælles kulturel og samfundsmæssig beretning, som går imod al markedsgørelse, alle rationelle beregninger, al hovmod, selvovervurdering og udnyttelse. Budskabet er, at den eneste sande gave er livet, og at det liv intet er i kraft af sig selv, men kun i kraft af det fællesskab, som er forpligtet på hinanden.

Løfter man blikket et øjeblik, fornemmes fællesskabets nærvær måske. Det kræver ikke nødvendigvis bønssamtaler med Gud. Men det kræver, at man for en stund i taknemmelighed husker, at livet er til låns, at andre skal komme efter, og at det indses, at der er grænser for, hvor meget man selv kan skabe sig. Glædelig jul.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her