Læsetid: 4 min.

Det var en fredag aften

10. marts 2006

Forestil dig et helt liv bag et skrivebord i et firma, der er mere anonymt end en papirclips. Dit kontorlandskab har udsigt til en ringvej og noget tæt, lav bebyggelse. Chefen er psykopat, der terroriserer alle med sine dårlige vittigheder, og han ødelægger din dag med sin uduelighed. Din kollegaer er spytslikkende kryb. Eller ofre i deres eget liv, som drikker og junker newage terapi når de har 'fri'. Og hvis du ikke vil ende med at stå uden for arbejdsmarkedet og blive udstødt, så har du kun et valg: At ydmyge dig selv ved at arbejde på at realisere dit mellemlederpotentiale og være flink til at tale med kunder om ordrer af papirvarer otte timer om dagen i 45 år. Eller begå selvmord, for ingen kommer ud i live.

Dette er ikke en tragedie, men en komedie i form af BBCs 'fup-reality' show The Office, som var en kæmpe succes, da det kørte fra 2001-2003. Nu har NBC lavet en amerikansk udgave, som DR2 sendte første afsnit af i fredags. Originalen var et sort studie i den tilfældige middelmådigheds magt over lønmodtagerens tilfældige liv og mindede mere om en eksistentiel skrækfilm som Martin Scorseses pinefulde The King of Comedy (1983) end et lystspil som Friends. Ricky Gervais skrev og spillede pedantisk hovedrollen som monsteret af en chef og afleverede seriens 'non-punch lines' - når joken er, at alle i scenen overhovedet ikke synes, det er spor sjovt - med et patetisk nærvær, der gav kvælningsfornemmelser. Den nye amerikanske udgave er selvfølgelig lettere, det går hurtigere, og den spidse britiske socialrealisme er slebet væk. De knastørre detaljer, hvor Ricky Gervais retter på sit slips på den mest irriterende måde, er afløst af den typecastede Steve Carells mere højtråbende fysiske humor. Det gør den amerikanske udgave mindre uhyggelig, fordi den er mere klovnet. Til gengæld er den - helt ærligt! - mere underholdende end originalen.

Fredagen fortsætter med mere spas, for det er som bekendt aftenen, hvor alle små funktionærer under 40 er for trætte til at gå ud, men for unge til at gå i seng. På DR2 med Normalerweize af og med Lærke Winther Andersen og Anna Neye Poulsen. De gæve piger vælter rundt i København og gør nar af den danske selvtilstrækkelighed og deres egen rolle som over-selvbevidste kvinder mellem 30 og 40.

De er klart sjovest, når de er mest direkte og fyrer den af med politisk gak-revy med madpakkeordninger og hvide kaniner, end når de laver camp ud af glamourserier - hvor det sidste sikkert har været sjovt at lave, men...

På SV2 omkring midnat er der tidens hotteste forbudt-for-børn nigger komiker Dave Chappelle. Det uartige ved Dave Chappelle Show er, at han er rigtig god til at tale hip hop og sige fuck. Men hans tight sketches, hvor han tager pis på amerikansk politisk korrekthed, race og underholdningsindustri er i bund og grund mere godmodige end egentlig provokerende. I hvert fald set fra Danmark hvor vi endnu ikke kender vores etniske mindretal så godt, at vi kan more os sammen med dem.

Det kan vi så til gengæld sammen med Casper Christensen og Frank Hvam, der sluttede natten med genudsendelsen af Klovn på Tv2. Ligesom The Office bruger Klovn reality-grebet til at formindske forskellen på pinagtig virkelighed og komedie. Casper og Frank spiller 'sig selv'. Det er et greb, de har arvet fra Larry Davids (Seinfelds medskaber) show Curb Your Enthusiasm, som handler om den råbende midaldrende halvskaldede komiker Larry David, der hele tiden skændes med alle og har akavede sammenstød med psykisk forstyrrede og handicappede.

Klovn har samme forhold til Curb... som den amerikanske The Office har til sin engelske forgænger. "Curb.." og den gamle "The Office" er fortalt langsomt og intimt, hvilket gør, at de også er lidt irriterende at se på. Men både den nye The Office og Klovn er lavet med højere tempo og en mere direkte stil. Curb... transcenderer komedien og bruger reality- grebet til at lave en forstyrrende skildring af idiosynkrasier. Men Casper og Frank er tro mod komedien og bruger reality-grebet til at skabe nogle gode figurer, der vikles ind i velsmurte plots, der drejer sig om deres forvirrede forhold til deres skrappe kærester og deres angst for at fejle som mænd. Som i fredags hvor Frank bliver nødt til at låse en ude-af-kontrol thailuder - der i virkeligheden var en mand - nede i sin kælder af bar frygt, fordi han er en blød dansk mand, der ikke kan håndtere kvinder. Det bliver dog aldrig rigtig ondt, og Casper og Frank er mere sjove end sorte. Men de er til gengæld også så sjove, at de snildt kan bære deres slogan som 'Danmarks bedste komedieserie nogensinde'.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu