Læsetid: 4 min.

Fredelig festival

19. juli 2000

NÅR MAN SER tilbage på den 22. københavnske jazzfestival, kan man bl.a. konstatere, at den forløb helt uden de dramatiske begivenheder, som ved en anden festival et par uger tidligere satte festival-fænomenet under debat. For enkelte vil det sikkert være et tegn på, at jazzen er blevet sat og ufarlig, for mange vil det være noget positivt, at deres musik aldrig har nået den publikumsyndest, som på godt, men sandelig også på ondt, er blevet rockmusikkens.
Ganske vist er der også tendenser i jazzfestivalen til at gøre den større og større, men den største af de indendørs lokaliteter, Cirkusbygningen, blev langt fra udsolgt ved de to koncerter, som især appellerede til større tilhørerskarer. Og den største af de udendørs, Plænen i Tivoli, samlede slet ikke menneskemængder, som kunne måle sig med dem i Roskilde.
Jazzfestivalen er først og fremmest en decentral festival, spredt ud over ti dage og på ikke mindre end 70
lokaliteter. Desuden har den fra starten været en mindrebemidlet festival, men det som oprindelig var dens begrænsning, har længe været dens styrke. Den har sine sponsorer, men slet ikke i det omfang, man kender fra de store europæiske jazzfestivaler.
I stedet for disse kongrespalæ- og casino-festivaler er den københavnske en by-festival med mange gratis koncerter og noget for næsten en hver smag, helt ud i de folkeligste kategorier og den fjerneste periferi, men også med noget for den smalle smag, den, der går efter det eksperimenterende og krævende.
Sådan har det ikke altid været, men i de sidste år har avantgarden og den rene improvisationsmusik fået
deres plads i programmerne. Måske kommer der ikke så mange til disse arrangementer, men det er vigtigt,
at også den musik har sine brohoveder under festi-
valen.

FESTIVALENS arrangementsmæssige problemer er især knyttede til de udendørs koncerter. Disse koncerter har mange gevinster. De er den mest synlige del af festivalen, fordi de er placeret midt i bybilledet, på steder, hvor folk i forvejen kommer forbi, og hvor de kan falde over noget musik, som de ikke tidligere har haft lejlighed til at møde.
De udendørs koncerter giver også festival-kontoret mulighed for at placere en række orkestre, som der ikke ville være indendørs tribuner til. Resultatet er, at alle vigtigere københavnske orkestre og en del udenlandske på den måde kan blive præsenteret.
Hvis vejret ellers holder tæt. Og i år blev der krydset en del fingre for at besværge vejrguderne. Men selv om vejrudsigterne og skydækket var truende en stor del af festivalen, var det ifølge Bodil Jakobsen fra festival-administrationen kun nødvendigt at opgive en enkelt af de udendørs koncerter på grund af regn. Det gik ud over Christina Nielsen og Carsten Dahl på Nytorv mandag den 10., fordi der også blæste regn ind på den overdækkede tribune, så der blev risiko for overgang i ledninger og anlæg.
En anden koncert undgik med nød og næppe samme skæbne, fordi den fandt sted tre timer senere samme eftermiddag. Fem minutter før koncerten skulle starte, holdt skybrudet nemlig op, og det reddede en af ugens mest løfterige koncerter, den med Avishai Cohen og hans amerikanske gruppe i Kongens Have.

DE ØVRIGE amerikanske besøg fandt fortrinsvis sted indendørs, dels de to tvedelte koncerter i Cirkusbygningen, som er festivalkontorets egne arrangementer, dels koncerterne i Copenhagen JazzHouse, som er jazzhusets egne. I begge forbindelser har den, der skriver disse linjer, haft lejlighed til at ytre sig i anmeldelser, og det var ikke alt, der var af festival-standard.
Det kunne man måske have forudset, da det drejede sig om den såkaldte Kind of Blue-tribut i Cirkusbygningen, mens jazzhuset formentligt uforvarende købte katten i sækken, da den violinspillende Regina Carter stillede op med et ringere akkompagnement end det, der først var på tale.
Men selv med de bedste kort på hånden kan man jo få et dårligt resultat. God musik gives der aldrig garanti for, og det nytter næppe at skyde festivalen i skoene, at der forekommer forbiere.
Selv med kritiske reaktioner på de enkelte koncerter kan man derfor godt synes, at Copenhagen Jazz Festival er en berigelse for dansk jazzliv. Og selv om man kan følge Ib Skovgaard i flere principielle betragtninger i hans kommentar ("Hvor er visionerne") i Weekendavisen for 14.-20. juli, kan man nok finde, at han undervurderer festivalens betydning og dens musikalske oplevelser, når han skriver:
"Hvis man var så naiv at forvente, at en jazzfestival af denne størrelse også havde en kunsnerisk bevidst styret ambition om at tilbyde en form for direkte konfrontation og mulighed for at opleve de nyskabende musikere og tendenser, der rører sig på den globale jazzscene, som ikke direkte er styret af store pladeselskaber og andre mere kommercielt betonede interesser - så er der ikke så meget at hente på festivalen i år 2000."
Men der var altså alligevel en del!ew

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her