Læsetid: 3 min.

Fredens forkæmper

1. februar 2003

DEN amerikanske forsvarsminister Donald Rumsfeld gjorde i virkeligheden Frankrig og især Tyskland en stor tjeneste, da han i nedladende vendinger kaldte de to lande »et problem« og afstemplede dem som »det gamle Europa«. I Frankrig og Tyskland blev ordene nemlig opfattet helt omvendt; som et udtryk for at, ja, der er en forskel på det historie- og tankeløse USA og det centrale Europa, der kendetegnes ved sine digtere og tænkere, sin lange historie og sine deraf afledte opgaver.
Hvad der før havde været en diffus europæisk ulyst ved Irak-krigen, kunne nu klæde sig i kulturhistoriske gevandter. Har man en historie, har man også pligt til at lære af den – det var baggrunden for den tysk-franske udsoning for 40 år siden, og det er baggrunden for EU’s østudvidelse i disse år.
En af Europas hovedopgaver er at forhindre krig, fordi man på netop dette kontinent ved, hvad den indebærer af lidelse og ødelæggelse – og hvis andre nationer skulle have glemt Verdun, Dresden og Stalingrad, er det det gamle Europas pligt at holde bevidstheden om gruen i live.

VELLYKKET var Rumsfelds stempling af Tyskland og Frankrig alligevel. Han skabte det indtryk, at det amerikanske pansertog var ved at køre, og at det snart var sidste mulighed for ordentlige europæere at springe på. I Spanien, Portugal, Storbritannien, Italien, Danmark, Polen, Tjekkiet og Ungarn var man åbenbart ikke interesserede i at stå tilbage som støvede, initiativløse gammeleuropæere.
Uden at fortælle nogen andre om det, blev en støtteerklæring til USA udfærdiget. Med erklæringen lægger i det mindste de fire deltagende EU-landes ledere alle bestræbelser på at formulere en fælles europæisk udenrigspolitik i ruiner og latterliggør samtidig det græske EU-formandskab. Et beklageligt faktum de fire valgte at tage med i købet - og formentlig kommer til at stå til regnskab for på et udenrigsministermøde, Grækenland indkalder til.

MEN også Tysklands kansler Gerhard Schröder har gjort sig skyldig i enegang. Man kan sige, at han begyndte: Af rædsel for at tabe forbundsdagsvalget i september sidste år præsenterede han det tyske nej til en Irak-krig uden FN-mandat – og han gjorde det uden at konsultere nogen først.
USA blev rasende, men valgsejren var hjemme. Herefter bestræbte Schröder sig på at blødgøre Bush-regeringen med bistand til en eventuel krig, og omkring nytår så det faktisk ud som udenrigsminister Joschka Fischer (De Grønne) overvejede, at lade Tyskland skifte holdning i Irak-spørgsmålet.
Skiftet kunne bare ikke fuldføres, fordi delstatsvalgene i Niedersachsen og Hessen truede med at blive et ydmygende prøvevalg for Schröder-regeringen, der de seneste måneder ikke just har glimret ved samarbejde og anvendelige løsningsforslag til at hive landet ud af krisen. Altså drog Schröder igen på valgturne – denne gang med et kategorisk nej til Irak-krigen. Og igen uden at konsultere nogen – ikke engang sin egen udenrigsminister.

ALLE – både ny- og gammeleuropæiske regeringsledere – har altså handlet magtpolitisk og egoistisk. Resultatet er ikke blot dyb europæisk splittelse, også i de enkelte lande er grøfterne mellem regering og folk blevet dybere. Måske værst i Tyskland, der oven i splittelsen også martres af selvbebrejdelser, højlydt fremført af den konservative opposition.
Blot er det værd at bemærke, at Gerhard Schröder ved hjælp af sine gensvalgs kampagner har gjort sig til talsmand for et flertal af kontinentets indbyggere. Hans krigsmodstand bunder i indenrigspolitisk forvivlelse, men meningsmålinger viser, at krigsmodstanden er stærk i Europa – også i de lande, hvis ledere støtter USA.
Det åbne spørgsmål er nu, om Schröder vil fortsætte som fredens talsmand, når valgstederne i Hessen og Niedersachsen lukker på søndag kl. 18. Når man betænker, hvor kategorisk Schröder har udtalt sig imod Irak-krigen, er det svært at få øje på den nødudgang, der kan forene ham med det øvrige, nye Europa.
Frankrig har det lidt lettere - landet har ikke lagt sig fast på en entydig position. Hvis Frankrig bryder alliancen med Tyskland, bliver det gamle Europa pludselig meget småt – og Gerhard Schröder så ensom, som kun en ex-kansler kan være.
Står han derimod fast på sin holdning, bliver han den tyske statsmand, der gjorde op med landets hidtidige rolle som udenrigspolitisk forsigtigper.

wpr

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu