Læsetid: 4 min.

Fredens kunstart

14. oktober 1997

Verdens stærkeste militærmagt, USA, som har en lang tradition for moralsk og politisk at sortliste sine og det demokratiske vestens fjender, fjernede i sidste uge IRA, den irske republikanske hær, fra en liste over alverdens terroristorganisationer. Det fik de pro-britiske unionister til at rase mod USA's "ønsketænkning" og kaldte det en fejltagelse, da IRA gennem 28 år "har et veldokumenteret historisk engagement i terroristaktioner."
Men i går mandag trykkede den britiske premierminister, Tony Blair, hænder med lederen af IRA's politiske arm, Sinn Fein, Gerry Adams ved et historisk møde i Stormont slottet, som er den foreløbige kulmination på fredsforhandlingerne i Nordirland, der er blevet muliggjort af IRA's våbenhvile og stor politisk vilje på begge sider af det irske hav.
Ganske anderledes er situationen i Baskerlandet, hvor en bombe fra de militante i og omkring ETA lørdag sårede fire politimænd, der i byen San Sebastian ellers var udkommanderet i forbindelse med verdensmesterskaberne i cykelløb. "Verdensmesterskab eller ej, retsag eller ej, ETA ved kun, hvordan man myrder og de vil ikke holde op med at gøre det," udtalte den spanske justitsminister Jaime Mayor Oreja, der mener, at det er umuligt at føre en dialog med ETA

I ETA's politiske arm, partiet Herri Batasuna (HB), er der ingen Gerry Adams, og der er ingen direkte fredsforhandlinger mellem centralregeringen i Madrid og HB eller ETA. En forhandlingsløsning er rykket længere væk efter, at de militante baskere i sommer med koldt blod myrdede en lokal politiker, Miguel Angel Blanco - selvom over fire millioner demonstrerende spaniere på gaderne appellerede til ETA om at skåne politikerens liv. I Baskerlandet er fredsbevægelsen, der kræver et stop for volden, bombeaktionerne og de mange trusselsbreve mod folk, der tør tale imod ETA's aktioner, blevet styrket i de seneste år, men samtidig har en garde af militante unge forsøgt at radikalisere det voldelige "oprør" imod "den imperialistiske statsmagt" i Madrid. Fronterne er blevet mere uforsonlige. Og i går indledte den spanske højesteret en retssag mod 23 medlemmer af HB's ledelse for at have "forsvaret terrorismen" og under sidste spanske valgkamp at have offentliggjort en video med maskerede "ETA-folk". Det er dybt betænkeligt set ud fra en demokratisk synsvinkel, hvis selv ekstreme politiske organisationer ikke kan propagandere for nok så vanvittige og voldelige synspunkter. De demokratiske institutioner og den åbne samtale bør være stærk nok til at kunne overvinde og med tiden minimere ekstreme politiske organisationers forsøg på at fremprovokere en undergravning af retsstaten. Muligheden for dialog bør altid holdes åben, hvor umulig den end måtte synes at være.

Læren fra Nordirland, om hvordan man overvinder mange års terror og vold, kan endnu ikke drages, men der ingen tvivl om, at netop i Baskerlandet kan udfaldet af den nordirske fredsproces få stor betydning.
En af de anklagede HB-medlemmer i den aktuelle spanske højesteretssag, Jon Idígoras, sagde således under det baskiske regionalvalg i 1994, at "det baskiske valg kan gøre det muligt for ETA at følge IRA's vej. (..) En af os i Herri Batasuna kan måske påtage sig den samme rolle som Gerry Adams." Det var ingen tilfældighed, at der således blev draget paralleller mellem de to konflikter. IRA og ETA har i de sidste små 30 års militante kamp begge søgt, gennem terror og bombeaktioner, at få det de opfatter som besættelsesmagten til at forsvinde. Men hvor IRA - med Sinn Fein som forhandler - har været parat til en våbenhvile, så har nye generationer af ETA-folk tværtimod optrappet sine aktiviteter, ikke kun med mordforsøg på generaler og politifolk, Guardia Civiles og andre repræsentanter for statsmagten, men også på civile, lokale politikere, dommere - og selv på kongen.

Jagten på en ægte fredsdialog er i Nordirland hjulpet på vej af vise politiske ledere, som lederen af det socialdemokratiske arbejderparti, John Hume, der søger forsoning og forhandlinger, hvor der før kun var kugler og kaos. Tony Blair sagde mandag, at "man altid kan gå tilbage til de gamle kampmetoder, vold og fortvivlelse og ingen fremtid for befolkningen i Nordirland, eller vi kan beslutte at tage en risiko... i overenstemmelse med principper om samtykke, ikke-vold og demokrati." Men en sådan risiko er hverken centralregeringen i Madrid eller ETA i Baskerlandet villige til at tage. Baskerne føler, at volden legitimt kan optrappes, fordi det er blevet afsløret, hvordan den centrale stat i 1980'erne finansierede anti-operationer med døden til følge for formodede ETA-folk. Men de lytter ikke til fredsbevægelsen i Baskerlandet.

ETA vil ikke erkende, at det spanske demokrati - med sin føderale decentralisering af magten og skatteopkrævning til det baskiske parlament - er af en anden art end Francotidens diktatur. Den spanske imperialisme er som den britiske en fortidig metafor uden virkeligt indhold. Tiden i Spanien som i Storbritannien rummer mulighed for decentralisering af statsmagten og udstrakt regionalt selvstyre - og demokratiske kræfter i de økonomiske og historiske regioner/nationer har med EU's tilsynekomst fået nye muligheder for at gøre sig mere fri af nationalstatens gamle snærende bånd. Men ETA og HB har foreløbig ikke udvist åndskraft til at forfølge en så målbevidst og demokratisk strategi. Tværtimod hænger de fortsat fast i en temmelig racistisk definition af den baskiske nation som et folk, der kun taler baskisk og hvis blod er rhesus-negativt. Den form for tænkning er ikke alene anti-demokratisk, men afgrænser sig også fra det øjeblik, hvor forsoning og tilgivelse afløser voldens magtsprog. bjm

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her