Læsetid: 3 min.

Frels præsten

1. juni 2005

Debatten om fornuft og religion tegnes af to opfattelser: Den at fornuftens oplyste myndighed er i strid med religiøse argumenter. Og så den der sender aben retur med det 'dekonstruktive' argument, at ej heller vor politiske argumentation er udtryk for ren fornuft.

Da al handlen udspringer af følelser og behov, giver det næppe mening at kræve, at vore handlinger skal være helt fornuftsstyrede. Fornuftens rolle for handlingen er vel at afveje den optimale prioritering i en verden, hvor man ikke kan få alt, samt midler og strategier til målopfyldelse - herunder etiske hensyn hvis man skulle nære slige perversioner.

Så modsætningen er falsk. I stedet kunne man gøre opmærksom på, at de religiøse i egne øjne er akkurat lige så fornuftige som vi andre.

For hvis Gud eller Allah findes, eller hvis der findes kosmiske åndelige energier, så er det fornuftigt at sætte vort forhold til disse ting over vor mening om så kedelige ting som operahuset eller regeringen.

Ej heller bør skolastiske hard core- lutheranere fnyse ad Grossbølls og 'new age-folkets' bløde ufornuft: For sæt nu de ikke kan tro på Gud som en personlig fader i Biblens forstand, men snarere som en art organiserende kosmisk kraft under stadig udvikling (!), der langtfra er almægtig i naiv forstand. Så er det netop rationelt ved åndelig praksis at bringe sig i en tilstand hvor 'kraften' kan virke bedst muligt: Ja, at hjælpe 'Gud'. Udefra set komisk - men næppe mere komisk end at bede til en far i himlen.

Selv de kloge tager fejl

Men er det ikke at give afkald på det oplyste menneskes berømmede myndighed at gøre Gud eller en art 'guddommelig' kraft til autoritet?

Da ikke hvis Gud eksisterer. Også oplysningens folk er autoritetstro, når de refererer til Kant, Brandes og andre, hvis tankegang de ikke selv har efterprøvet. For vi mennesker sætter oftest vor lid til dem som det er gået godt i verden.

Men er det nu klogt? Ja, i livets nære og praktiske sammenhænge - men langtfra altid i spørgsmål hinsides social erfaring og gennemslagskraft.

Derimod bør vi respektere folk med relevante erfaringer og kvalifikationer, men fastholde vor ret ret til tvivl: For selv om folk er klogere end vi selv, kan de tage fejl. De fleste bliver ateister, kristne, venstrefolk osv, fordi de får ditto venner med styr på tingene - så selv når vi har 'ret', har vi det sjældent af de rette grunde. Således kender jeg mennesker med allehånde sære overbevisninger, der i det virkelige liv er mindst lige så rationelle som jeg selv og ovenikøbet formår at leve af det.

Den fornuftige fornuft

Vist kan vi hylde idealet om 'det myndige menneske': Men forholdet mellem myndighed og oplysning er som mellem hønen og ægget.

For det kræver livserfaring at indse, at veltalende folks styr på livet ikke beviser sandheden af deres verdensbillede. Efterhånden som man opdager denne mangel på sammenhæng, vover man at tage lettere på de kloges ord.

Men er det ikke det fornuftigste at stole på de ældre, på statsministeren og eksperterne? Jo langt hen - men en dag indser vi, at selv genier er uenige; så vi kan ikke endegyldigt støtte os til nogen autoritet. Og selv hvis vi insisterer på at definere et geni som en, der altid har ret, så må vi, for at konstatere om vor guru er ufejlbarlig, selv være i stand til at afgøre sandheden af alle guruens ideer. Men i så fald må vi jo selv være ufejlbarlige genier - hvorfor nævnte umyndige discipelposition ret beset er formastelig i sin overdrevne grad af (uerkendt) egenrådighed.

Legitimiteten af egen tvivl er således en avanceret erkendelse. Fornuften selv betvivler ingen konsekvent: Selv anti-rationalister bekender sig jo blot til 'den sande fornuft' i foragt for vor bornerte ditto: For ingen går ind for noget som deres egen fornuft må forkaste. Selv Kierkegaard sagde da også:

"Kristus er så vanvittig en idé, at intet menneske kunne have fundet på den."

Gu' mente han det, og det var da en slags fornuftsargument. Vor egen anderledes oplyste myndighed er heller ingen sandhedsgaranti:

For oplysningen er dels skrøbelig, dels stedt i stadig proces - efter nogles mening ligesom Gud selv.

Også en Grossbøll bør derfor indrømmes en vid margin - hvortil kommer at hellige kvinder fremover kan kappes om den pikante præstation at omvende en præst. Og alle tricks gælder.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu