Læsetid: 4 min.

En frelser er født

4. august 2006

Manden af stål er tilbage, men der er for meget frelser-myte og melodrama over Bryan Singers 'Superman Returns' til, at den klassiske superhelt for alvor kommer på vingerne

Tegneseriefilmatiseringer er en god forretning - som film er både X-Men, Batman og Spiderman blevet kassesucceser i alverdens biografer - og det har kun været et spørgsmål om tid, før også den første og største og stærkeste af superheltene, Superman, fik en moderne overhaling. At opgaven tilfaldt Bryan Singer - efter at have været på omgang i Hollywood i efterhånden mange år - var vi mange, der var glade for.

Ikke nok med at den 40-årige, amerikanske instruktør slog sit navn fast med sin anden film, den originale thriller The Usual Suspects (1995). Han har også instrueret de to første og bedste X-Men-film, og i dem demonstrerede han sin viden om superhelte og sin respekt for og kærlighed til tegneseriemediet - kvaliteter, der er altafgørende, når man har med populærkultur at gøre. Det går galt, hvis man ikke tager genren og mediet seriøst. Uheldigvis tager Singer Superman næsten for alvorligt. Han behandler materialet, som var det stort drama, og lægger alen til den del af myten om Manden af stål, der er - også i tegneserien og de tidligere film - en moderne gendigtning af historien om Jesus, der sendes ned på Jorden af sin far, Gud, for at frelse menneskeheden.

Hvad isslottet gemte

I Superman Returns vender Superman (Brandon Routh) ikke overraskende tilbage til Jorden og Metropolis efter fem års mystisk fravær. Åbenbart har astronomer fundet rester af Supermans hjemplanet, Krypton - der sprang i luften for mange år siden - ude i rummet, og Superman fløjet rummet tyndt i håbet om måske at finde spor efter planeten og sine forældre, der sendte den spæde Kal-El alias Superman væk fra Krypton lige inden eksplosionen.

Men nogle ting har forandret sig, mens Superman og hans noget mere undseelige alter ego, journalisten Clark Kent, har været væk. Kents kollega, Lois Lane (Kate Bosworth), der var forelsket i Superman, har giftet sig, fået en søn og vundet en Pulitzer-pris for en artikel om, hvorfor verden ikke længere har brug for Superman. Hun føler sig svigtet af ham - hvorfor sagde han ikke farvel? - og naturligvis har verden endnu brug for en superhelt, der kan alt.

Ikke mindst fordi Supermans ærkefjende, Lex Luthor (Kevin Spacey), lige er sluppet ud af fængslet og har nye, onde planer om at overtage verdensherredømmet, denne gang ved hjælp af en klump kryptonit - det eneste, som kan skade Superman - og avanceret teknologi fra Krypton, som Superman gemmer i sit is-slot på Nordpolen, det majestætiske Ensomhedens Fort.

En kedelig spejderdreng

Superman Returns ligger fint i forlængelse af Richard Donners beundrede Superman fra 1978, der stadig står som den bedste af alle Superman-filmene, og som gjorde en stjerne ud af nu afdøde Christopher Reeve i rollen som Superman. Singer har tydeligvis stor respekt for Donners film og Reeves præstation og knytter an til forbilledet gennem både digital genbrug af Marlon Brando i rollen som Supermans far og i stylingen af Routh, som synes at have modelleret sin Superman/Clark Kent efter Reeves.

Men hvor Reeve havde et glimt i øjet, er Rouths Superman ikke meget andet end en renskuret spejderdreng med superkræfter og lidt ondt i livet. Han er ikke noget videre spændende bekendtskab. Det hjælper ikke på sagen, at Routh har så få replikker, og kemien mellem ham og Bosworth er til at overse. Singer insisterer desuden på at fremhæve superheltens Jesus-lignende frelserstatus gennem alt fra replikker og musik til billedkomposition, og til slut i filmen bliver det simpelthen for meget og for prædikende.

Billeder og effekter fejler bestemt ikke noget - Superman flyver som aldrig før - og der er enkelte spektakulære actionsekvenser, som da Superman redder en flyvemaskine fra at styrte ned, mens et fyldt baseball-stadion ser beundrende og begejstret til. Men der er langt mellem de regulært spændende bidder. Singer er mere interesseret i det 'menneskelige' drama mellem Superman og Lois Lane - og den søn, der måske, gisp!, er Supermans. En prisværdig ambition, der understreger, at instruktøren viser genren respekt, men også lidt kedeligt, når man har gøre med en superhelt, der primært er spændende, fordi han kan flyve, løfte et hus og se gennem alt med sit røntgensyn.

Heldigvis er der solid comic relief at hente i Spaceys labile Luthor - skuespilleren morer sig tydeligvis - og hans blonderede bimbo af et sidekick, Kitty (en meget morsom Parker Posey), der ikke altid er helt med på, hvad Lex nu er ude på, men som dog har nærvær nok til af og til at fyre en bidsk bemærkning af.

Superman Returns. Instruktion: Bryan Singer. Manuskript: Michael Dougherty og Dan Harris. Amerikansk (Supermange biografer over hele landet)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her