Læsetid: 4 min.

Fremad med fortiden som våben

20 begivenheder, der skabte Danmark, er en debat-, snarere end en historiebog, der alligevel glemmer nutiden. Fornøjelig og ganske irriterende
28. september 2006

I sommer gik jeg en lang tur med en gammel ven i Mols Bjerge - med Århus Bugten på den ene side og Ebeltoft og Fregatten Jylland på den anden. Det var en smuk solskinsdag. Vinden blæste over markerne. Sommerhusejerne havde hejst deres flag. Ude på havet kunne man se bådene og færgerne krydse det danske ørige.

Vi havde læst Statskundskab sammen i begyndelsen af 1990'erne, og jeg spurgte ham, hvad der egentlig var sket med det lille land - så idyllisk på overfladen, og alligevel så krakeleret, nervøst boblende, kulturkæmperisk nedenunde? Havde det altid været sådan? Eller var mit - tyskerens - syn på Danmark bare blevet mere nuanceret, mindre naivt måske? Han smilede.

Da undertegnede så bogen 20 begivenheder, der skabte Danmark på Gyldendals liste over udgivelser i september, rakte han hånden op. Efter nu igen at have været tre år i landet er ethvert projekt kærkomment, som bidrager til belysning af den danske virkelighed anno 2006. Naturligvis var undertegnede advaret, for CEPOS er CEPOS og folkene bag har en mission. Som det hedder i indledningen: "CEPOS ønsker at gøre Danmark til et mere frit og velstående land. At kende historien er vigtig, hvis man vil forme fremtiden. Det vil CEPOS". Men alligevel. Bogen skulle anmeldes.

Allerede efter indledningen begyndte den første skepsis imidlertid at rejse sig.

"Danmark er et lille land, og i Danmark har der almindeligvis kun været plads til én opfattelse af historien ad gangen". Jamen, er det nu også sandt? Hvis vi nu bare tager besættelsestiden og tiden omkring som eksempel, så er der vist efterhånden ikke noget aspekt tilbage, som - fremdrevet af den historiske forskning - ikke har været genstand for en bred offentlig debat. De fleste begivenheder fremstår vel i dag i de gråtoner, som de fortjener, hvilket også gør sig gældende for jødeaktionen i oktober 1943 og Danmarks behandling af de jødiske flygtninge i 1930'erne. Kapitlet i bogen, som beskæftiger sig med dette emne, Vilhjálmur Örn Vilhjálmssons og Bent Blüdnikows Da jøderne reddede Danmark, er interessant og gedigent læsning, men nedbryder konklusionen, "Danmark havde i 1930'erne vist følgagtighed over for tyskerne og havde i 1940'erne samarbejdet entusiastisk med nazisterne", tabuer, som ifølge indledningen er den erklærede hensigt? Sætter den lys på vinkler i historien, som er blevet glemt, samt gør op med myter, der igennem historieskrivningen har fået lov til at blive stående uimodsagt? Sjovt nok nævnes de to værker, som i løbet af de seneste år netop har beskæftiget sig kritisk med dette emne, ikke engang i litteraturlisten - nemlig Lone Rünitz Danmark og de jødiske flygtninge 1933 - 1940 fra 2000 og Sofie Lene Bak Jødeaktionen oktober 1943 fra 2001.

Et irritationsmoment i hele bogen

Desværre er denne hule og støjende tone et vedvarende irritationsmoment igennem hele bogen. Ingen tvivl om, at mange af kapitlerne er fornøjelig læsning. Men ved hele tiden at reducere konklusionerne til det groveste, udhuler forfatterne deres egen projekt og gør sig skyldig i det, som de bebrejder den hidtidige historieskrivning for - nemlig kun at kunne rumme én sandhed. Nok har Georg Brandes sine modifikationer, men er han ærketypen på "kulturradikalismens ynkelige reaktionsmønster til alle tider"?

Er velfærdsstaten i grunden et liberalt projekt, som ville have fungeret meget bedre, hvis ikke gamle Stavning var kommet med sine planøkonomiske indgreb, som Christopher Arzrouni antyder? Og kan hele 68-bevægelsen virkelig reduceres til Jørgen Schleimanns perspektiv og betegnes som både reaktionær og totalitær?

Kulturkamp i bakgear

Hvis det er muligt at bære over med denne metode ved at betragte 20 begivenheder, der skabte Danmark snarere som debat- end som historiebog, så er der et andet punkt, som er utilgiveligt. For bidrager bogen til forståelsen af dagens Danmark? Hvor er kapitlet, der beskæftiger sig med danskernes forhold til Europa, verden, det fremmede? Ja, hvor er den skarpe analyse af Dansk Folkepartis sejrsgang, som - om man kan lide det eller ej - er en kendsgerning. Er Kjærsgaard & Co. ikke en central del af den politiske og samfundsmæssige virkelighed i dette land? Ja, er det ikke også dette parti, som man skulle skele lidt til, når man som David B. Karsbøl i det sidste kapitel bebrejder den nuværende regering for at føre en kulturkamp i bakgear i stedet for at føre en fremadrettet, liberal politik?

Eller er det en erkendelse, som gør alt for ondt hos kammeraterne i CEPOS, til at turde konfrontere den?

Da vi til sidst sad oppe på Trehøje og kiggede ud over Århus Bugten, sagde min gamle ven, at Danmark altid har været et land bestående af bønder og søfolk.

Den ene søgte ud i verden, de andre værnede om deres gårde og marker og var skeptiske over for alt udefrakommende. Tesen har beskæftiget mig lige siden.

Det kommer 20 begivenheder, der skabte Danmark nok ikke til at gøre.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her