Fremad, kristne stridsbørn!

Hård kost for hedninge: Symboltung filmatisering af C.S. Lewis' 'Narnia - Løven, heksen og garderobeskabet' er mere kristen kampagne end filmisk underholdning

Det siges, at det vanskeligt lader sig gøre, at læse noget ind i J.R.R. Tolkiens eskapistiske værk Ringenes Herre. Tolkiens gamle studiekammerat, Clive Staples Lewis, som i tidsrummet 1950-56 skrev de syv Narnia-bøger, vidste derimod nok, hvor skabet skulle stå, og prædikede gerne for læseren.

Under Anden Verdenskrig valgte mange briter bosiddende i de hyppigt bombarderede byer forståeligt nok at sende deres børn ud på landet. Det samme gør forældrene til søskendeflokken Lucy, Edmund, Susan og Peter, som havner hos en gemytlig professor (Jim Broadbent) og hans hostile husholderske.

Girl Power en saga blot

For at bryde eksiltilværelsens trummerum leger børnene skjul, og opdager derved et garderobeskab, som reelt er en portal til eventyrlandet Narnia, hvor heksen Jadis (Tilda Swinton) og den evige vinter hersker. Da Edmund krydser Jadis' vej, bliver han ganske som en vis bibelsk figur fristet, og snart kommer søskendesolidariteten på en hård prøve, alt imens det endelige opgør mellem de gode og de onde trækker nærmere.

Jeg har svært ved at afgøre, hvor harmløs og tilforladelig denne dybt tendentiøse film tager sig ud for et barneblik, men for mit 30-årige af slagsen fandt den ikke nåde. Bag det bløde budskab om vigtigheden af, at familier holder sammen, findes et anderledes kontant konservativt og patriarkalsk verdenssyn. Hvis ikke de kvindelige figurer, som Jadis og hendes jordiske tvillingesøster, professorens husholderske, er direkte ondskabsfulde, er de bedst tjent med at tjene mændene. Både Susan og Lucy udviser en stærk - og stærkt problematisk - underkastelsestrang: Mens Peter og Edmund drager i kamp mod de mørke magter, sidder søstrene i dyb reverens for poterne af filmens Kristus-figur, den alfaderlige løve Aslan.

Ved børnenes ankomst til Narnia iblandes dog en ideologisk allegori, da vi hører om et hemmeligt politi og en skov, som vrimler med stikkere - en klar reference til regimerne i den daværende østblok og deres jerngreb om menigmands tilværelse.

Cool skurkinde

Dyrene i Narnia har talens gave, og vore unge helte stifter bekendtskab med en gæv bæver, hvis proletariske cockney-dialekt så afgjort skurrer i dette klassiske eventyrunivers, men samtidig minder os om børnenes hjemstavn, hvor krigen også raser. Dermed forener filmen nazister, kommunister og anti-kristne i et og samme fjendebillede.

Trods sin indlejrede forudsigelighed er historien smidigt nok fortalt, effekterne mestendels fine, og vi får også smukke locations og til slut et stort, men ret ublodigt, slag. Men med Ringenes Herre-trilogiens ødselhed, hvad den slags angår i frisk erindring, er wow-faktoren beskeden.

For så vidt er det fair nok, at filmen konsekvent holder en selvhøjtidelig, altmodisch og moraliserende tone. Men symbolsproget bliver stadigt mere svulstigt, i takt med at lydsiden hamrer pointerne fast med sytten-tommersøm. Voksne tilskuere med hang til fritænkning må uvægerligt føle sig talt ned til, og har man bare et gran af sympathy for the devil i sig, er fristelsen til at give fanden i ortodoks opbyggelighed og heppe på perfekt castede Swintons infame isdronning betragtelig. Med sin slæde og sit kobbel af håndgange ulve tegner hun sig for hovedparten af filmens visuelle højdepunkter, og er tæt på at stjæle billedet i den fakkeloplyste og inferno-agtige nøglescene, hvor Aslan ofrer sig og får sit martyrium.

Stemningen i løvens hule er altså for tam for voksne og alt for reaktionær for børn.