Få miles fra Washington må man atter erkende Amerika som et eksotisk rige af uhørte dimensioner
WASHINGTON - Der er langt i USA. Der er altid langt - og altid længere end man tror. Ved hver afstandsangivelse skal man gange med 1,6. Det betyder noget i det lange løb, som altså også er langt i det korte; allerede her mærkes forskellen fra den gamle verden, selv om det jo ikke altid er størrelsen, det kommer an på.
Få miles syd for Washington ved Blue Ridge og Shenandoah Valley, hvor borgerkrigen gik sin skæve gang, begynder sydstaterne, og alting er endnu meget mere anderledes end i europæiske kontaktflader som Boston, New York og unionshovedstadens District of Columbia. I Virginia spekulerer man over, hvad det i øvrigt er, der er så specielt; indtil det går op for én, at floraen er anderledes, træerne, buskene, blomsterne; sommerfuglene, billerne (ikke fluerne) og køerne er anderledes. Gårdene - the farms - ligner dem i Anders And, Bedstemor Ands, med høj silo og den røde lade med dobbelt-mansard og udfladning foroven. Dét er anderledes.
I øvrigt ville klummisten bryde et løfte til den amerikanske øvrighed, såfremt han i et øjebliks følsomhed for sagen standsede bilen og aflagde visit på en af farmene. I Baltimores lufthavn har han højtideligt aflagt løfte om ikke at besøge farme, ligesom han har måttet forsikre om ikke at have sat sin fod i en dansk bondegård i månedsvis. Amerikanerne er forståeligt nok bange for husdyrsygdomme.
Men hvordan skal man dog kunne kontrollere den slags? Først spørger den bevæbnede toldembedsmand: "Har De for nylig aflagt besøg på en dansk farm?" Her er man jo nok klar over, at man ikke i detaljer skal udmale sine sodomistiske tilbøjeligheder i hjemlandets kostalde og svinestier. Da den utilnærmelige derefter stram i masken spørger, om man under sit ophold agter at tage på bondegårdsferie i Minnesota eller Wyoming, ligger det ligesom i luften, at det rigtige svar er nej. Man kan, skønt samvittigheden såmænd er antiseptisk, undre sig over den slags spørgsmåls nytteværdi, og om de bremser ondskaben i døren.
Over Blue Ridge er der også mange rovfugle. Så vidt det uøvede øje kan se, er flere de rigtige ørne, vel at mærke den amerikanske af arten som i nationalvåbnet, den, der ser ud som om den har mamelukker på, men som ikke er til at spøge med, hvis man er forrige led i fødekæden.
Desuden kan man i Blue Ridge, såfremt man absenterer sig fra vejen på egen hånd og fod, faktisk støde på bjørne. Hvis man er meget uheldig og bjørnen sulten, kan man blive ædt, selv om de siger, at bjørnene hellere vil have fat i pizzarester eller de overdådige stedlige hamburgere, der er monteret til at vokse ved.
Ikke desto mindre: En god times kørsel fra Det Hvide Hus kan man ved at fare lidt vild i de bølgende skovklædte bjerge, der strækker sig i en 170 kilometers kæde fra Front Royal til Waynesboro med vejen lagt langs bjergtoppene, bukke under i vildmarken. Det er da noget så tæt på storbyen.
Kødbjerg efter kødbjerg
Skulle den nye amerikanermennesketype, som er så fjern fra Uncle Sam som Tony Blair fra John Bull, møde bjørnen, vil denne ved nærkontakten kunne skaffe sig rigeligt med næring for denne og næste sæson. Fedmen i det menneskelige materiale er en mere synlig epidemi end før; europæerne, selv danskerne, men ikke lavstatusenglændere, er de rene splejse i sammenligning. Nogle gange, og det vil sige flere, nej mange, mange gange om dagen, tror man, det er løgn. Kødbjerg efter kødbjerg på vraltegang fra junkfood-leverandør til næste, som regel med et overdimensioneret papkrus med låg og sugerør, hvorfra suk-keropløsningerne befordres som drop i en dehydreret. Fedtet og sukkeret udfører rene grotesker af kropsskulpturer, både mænd og kvinder. Måske flest af de sidste med maven i udhængsetager under kartoffelsække af bryster og nederste sal bogstaveligt talt slæbende over jorden. Værst med børnene, hvoraf alarmerende mange i rural America, og dem, der med størrelse XXXXL-forældre er på turisme i hovedstaden, frembærer fedtpukkel på ryggen, vom på vom, præ-pubertetsbryster i C-skål og overarme som normale voksne har lår.
De utallige tv-kanaler er som bekendt fulde af reklamer for usunde fødevarer, samtidig med at sundheds-hysteriet på andre baner ikke kender grænser. Et så at sige håndgribeligt paradoks, som i øvrigt understreger det amerikanske som også et kastesamfund. Det er under- og lavere middelklasse, der fortrinsvis slæber rundt på disse millioner af tons livstruende fedt. Den underordnede funktionærgruppe er godt med. Et forbløffende stort antal politibetjente vil få svært ved at vralte en rapfodet forbryder op. Men så kan de selvfølgelig altid skyde vedkommende, hvis de ellers kan nå gøbben for deller.
I Thomas Jeffersons Monticello, et hus beskedent i omfang, uendeligt i skønhed og funktionelt raffinement og osende af oplysningstidens dannelse, humanisme, fremtidstro og håb, fylder efterkommerne til Amerikas 3. præsident så meget, at huset næsten går ud af dimensioner. Den lovkyndige, statsmanden, oratoren, arkitekten, opfinderen, filosoffen, landmanden (og slaveholderen) ville have spærret sine kloge øjne op i forbløffelse. Var det, hvad drømmen om overflod førte til!
John F. Kennedy sagde i øvrigt om Monticellos bygherre og ejer (i dyb gæld) ved en lejlighed, hvor præsidenten modtog årets Nobel-pristagere, at aldrig havde så megen begavelse været forsamlet i Det Hvide Hus måske med undtagelse af, når Thomas Jefferson var alene hjemme.
Gratis arbejdskraft
Udsigten fra det eksklusive Monticello understreger den dag i dag den korte afstand i det amerikanske mellem civilisation og the wilderness. Også i de skove kan man fare vild eller skvatte ned i en slugt. Man skal dog ikke lade sig forlede til at tro, at de dannede dengang søgte det vilde alene for det vildes skyld. Omkring Jeffersons ejendom breder produktionsapparatet sig, sydstatsoverklasseøkonomiens grundlag, med delvis gratis arbejdskraft. Som også leverede plantageejeren kvindeligt råstof til en spiselig elskerinde, med hvem præsidenten fik sorte børn, hvis efterkommeres efterkommere højt op i tiden kunne gøre opmærksom på deres ædle byrd i blegere hudfarve og halvbitre ord.
Dette sted er som byen nærved, Charlottesville, og som Mont Vernon, hvor Washington holdt hus og sine slaver, Amerikas forudsætning. Eller et par af dem. Med den forbeholdne bevægelse, som er al værdifuld historisk sentimentalitets betingelse, står man både i Jeffersons og Washingtons stuer med malerier (elendige) og kobberstik på væggene, bøger i reolerne og udsigt og tænker på alle de fæhoveder af egne landsmænd, der i tidens løb har forvekslet det eftertænksomme syn på disse så altfortærende forenede stater med antiamerikanisme.
Senest sad man over for et gedigent vredladent fjols og skulle høre på, at udtrykt vrede over præsident Bushs ynkelige og primitive forvaltning af denne kostelige arv var udtryk for had til USA. Had! Jefferson ville i så fald have hadet sit land, som sikkert også Washington selv og Adams, Madison, Monroe, Lincoln, Roosevelt, Wilson, Roosevelt, Truman, Eisenhower, Kennedy, Johnson, hvis tragedie var Vietnam og en god grund til antiamerikanisme i de år, Carter, ja selv Reagan og såmænd sikkert også George W's ikke så tossede far samt Clinton. Alle gode folk, som ville være kritikere af Bush. Og altså antiamerikanere til hobe. Det er det samme som at sige, at man er antidansk, fordi man ikke bryder sig om at have en statsminister, der har bedrevet kreativ bogføring.
Himmlers kollega
I sommerens løb, hvor i udlændighed leveringen af avisen kan svigte, har Dansk Folkepartis Søren Espersen her i bladet hævdet, at klummisten ligestiller Espersens partifælle, præstepolitikeren Jesper Langballe, med Heinrich Himmler. Det er ikke tilfældet, hvad folk, der kan læse også ved; Jesper Langballe ligner ikke Heinrich Himm-ler, hvem kommer på den tanke! Derimod kunne Espersen og hans fremgangsmåde ved denne og andre lejligheder, også nu hvor han himler op om Günter Grass på et fejlagtigt grundlag, fremkalde associationer til en bestemt af Himmlers kollegaer, der som Espersen havde løgn og propaganda som speciale.
