Læsetid: 3 min.

Fremmedhad eksploderer i Rusland

Racistiske drab, overfald og masseoptøjer i weekenden er et led i det voldsomt voksende problem med fremmedhad i Rusland
4. september 2006

Fjendskabet mellem lokale indfødte russere og tilflyttere fra Tjetjenien og andre Kaukasus-republikker førte i den forløbne weekend til masseslagsmål med fire dødsfald, ophidsede demonstrationer og afbrændinger af huse og boder i den normalt så fredelige industriby Kondopoga i republikken Karelien ved grænsen til Finland.

Natten mellem fredag og lørdag eksploderede situationen ifølge radiostationen Moskvas Ekko i et kæmpemæssigt slagsmål med hundredvis af deltagere ved et værtshus, som ejes af kaukasere. Under slagsmålet omkom fire russere, og snesevis kom til skade.

Dette førte både lørdag og søndag til store russiske protestdemonstrationer og pogromer imod kaukasiske butikker, boder og restauranter med kravet om, at de 'illegale' immigranter fra Kaukasus skulle smides ud af republikken og formenes adgang til at have boder på markedspladsen.

Det lokale politi greb ikke ind i konflikten, og det var først, da specialstyrkerne OMON ankom, at det lykkedes myndighederne at få kontrol med situationen. 109 deltagere i urolighederne, de fleste unge i 20'erne, er blevet anholdt, og hundreder af kaukasere er flygtet fra byen.

Flere og flere drab

Eksposionen i Kondopoga er blot et i en lang række af eksempler på det voksende racehad og nationalisme i Rusland, selvom Kareliens guvernør afviser, at balladen har noget med racisme at gøre. Så sent som den 21. august omkom 10 mennesker fra Kaukasus ved et bombeattentat på Tjerkisov-markedet i Mos-kva. Bomben, viste det sig, var anbragt af en racistisk-nationalistisk gruppe helt unge studerende i Moskva, som nu sidder i fængsel og afventer dommen. Og dommen bliver naturligvis hård, hvilket domstolene har demonstreret ved flere lejligheder.

Men de hårde domme hjælper tilsyneladende ikke, for antallet af racistisk-nationalistisk motiverede drab er voldsomt stigende. Det er især gået ud over mørklødede studerende fra udlandet og fra Kaukasus. I de første seks måneder af 2004 skete der ifølge Moskvas Bureau for Menneskerettigheder syv nationalistisk-racistisk orienterede drab. I de første seks måneder af 2006 var det 10. I år har der hidtil været 18 og over 200 tilfælde af voldelige overfald.

Myndighederne har, skriver nyhedsbureauet RIA-novosti, ikke været i stand til at bekæmpe det voksende fremmedhad, ja i visse tilfælde har de endda været med til at fremme det.

'Rusland for russere'

Og Rusland står endda i en meget seriøs demografisk krise, med et voldsomt faldende befolkningstal samtidig med, at en stærkt voksende økonomi kræver mere og mere arbejdskraft.

Løsningen har hidtil været indvandring af arbejdskraft fra dels Kina, dels en lang række af de tidligere sovjetrepublikker i Kaukasus og Centralasien samt Ukraine og Moldova. Officielle tal siger, at der i dag er omkring 15 millioner lovlige immigranter i Rusland og et ukendt antal ulovlige.

Den kendte sociolog og meningsmåler Jurij Levada har netop afsluttet en analyse af situationen og fundet frem til, at nok er antallet af racistisk-nationalistiske forbrydelser steget, men holdningen i befolkningen i almindelighed til udlændinge er samtidig blevet bedre.

Den del af befolkningen, som mener, at løsenet 'Rusland for russere' bør gennemføres, er siden 2001 faldet fra 21 procent til 17 procent. 37 procent mener, at der bør anvendes sund fornuft i forhold til udsagnet 'Rusland for russere'. 28 procent mener, at udsagnet er ren fascisme. 58 procent af befolkningen mener ikke, at udlændinge er skyld i Ruslands problemer. Alligevel mener 52 procent, at indvandringen bør begrænses.

I går blev der samtidig holdt mindehøjtidligheder flere steder i Moskva og rundt omkring i landet for ofrene for en terrorkrig, som mere end noget andet er skyld i racehadet - Tjetjenienkrigen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her