Læsetid: 3 min.

Fremmer EU freden?

Underholdende alvor når fredsforskeren Jan Øberg hudfletter forfatningstraktatens ordvalg og EU-ambitionerne om at spille en rolle i hele verden
5. september 2005

Jan Øberg har ladet computerens søgemaskine finde ord i EU-forfatningen. Det er underholdende, hvad han finder i små og store mængder, og især hvad han ikke finder. Spørgsmålet er, om teksterne er et signal om sproglig fantasiløshed eller et symptom på stormagtsambitioner og troen på, at den europæiske sjæl altid er lidt bedre end andre sjæle.

Frygten for Europa-hæren og europæisk støvletramp har været en fundamental del af EU-modstanden helt fra begyndelsen af 1960'erne, da vesttysk deltagelse i NATO og frygten for "tysk revancisme" blev en mobiliserende faktor i det ungdomspolitiske arbejde. Dengang så man ikke det nye fransk-tyske samarbejde som den begavede udsoning og et fredsprojekt. Men det er det, og udvidelsen med de gamle Østblok-lande er i sig selv et fredsprojekt, og Øberg underspiller betydningen af netop det forpligtende samarbejde som et netværk for freden. Men hans analyser er ganske velegnede til aktuelle kursjusteringer midt i en tænkepausetid. For han har fat i de vitale dele af de europæiske kroppe, der i de mange politiske kompromiserne havnede i det sprogligt slappe eller med udeladelser. Dem læser Øberg også.

Et eller andet sted har det vel en betydning, at ordene fred/freden/fredelig forekommer otte gange i forfatningstraktaten og konfliktforebyggelse i flere varianter fem gange, mens forsvar/forsvarspolitik bruges 81 gage, militær/militære kampstyrker 21 gange. EU's nye udenrigsminister nævnes 71 gange. Ord som tillidsskabende, våbenkontrol, afspænding, nedrustning forekommer overhovedet ikke.

At genoplive lytteevnen

Men hvornår var det nu det var, at Jan Øberg blev så marginaliseret, at mainstream-medier og politikere bare holdt op med at høre efter hans kloge og irriterende analyser? Og gad vide, om den aktuelle tænkepause for det europæiske projekt vil blive brugt til det vigtigste af alt, nemlig at genoplive dialog og lytteevne i forhold til de mennesker, man er uenige med? Skeptikerne er et højre-venstre sammenrend, der aldrig kan forme en regeringsbærende koalition, men derfor kan man ikke køre dem over, og man kan ikke informere sig ud af problemerne, for problemet er næppe at almindelige mennesker ved for lidt om EU, snarere at almindelige politikere ved for lidt om den vedvarende EU-skepsis.

Selvfølgelig er det møg-irriterende, at Øberg betvivler selve den europæiske barnetro på EU som et fredens projekt. Og der er jo ingen af EU-parlamentets medlemmer, ingen af udenrigsministrene eller de 25 regeringschefer på topmødet, der betragter sig som krigsmagere og militarister. Og når de vil have en europæisk våbenproduktion, er det jo ikke fordi de vil have et frygtindgydende militærindustrielt kompleks som det amerikanske, men bare vil undgå at flytte europæiske arbejdspladser og europæisk våbenafhægighed til netop USA. Men det da møgirriterende, at Øberg påviser at forfatningen er den eneste forfatning i denne verden, der taler for oprustning. Han er på hjemmebane, når han påviser hvor lidt den civile fredsforebyggelse får af plads og midler i EU-arbejdet, han er grov og sjov i sin gennemgang af Javier Solanas sikkerhedsmanifest, og han er væsentlig med konklusionen om, at vi er ikke er på vej mod et europæisk alternativ til USA, snarere mod et EU som vil være verdensaktør på samme måde som USA.

En skrøbelig aktør

Væsentligt er det vel også at få påvist, at spredningen af atomvåben er et problem, tilstedeværelsen af atomvåben et andet problem, og at begge dele er en del af det internationale aftalekompleks. Storbritannien og Frankrig har deres atomvåben, de er ikke i gang med at fjerne noget af arsenalet. De europæiske atomvåben er ikke omtalt i forfatningstraktaten. Problematisk eller blot sigende?

Forfatningstekster og positionspapirer vedtaget af 25 udenrigsministre er uegnede til at øve selvkritik, men Øberg ser rigtigt, at den manglende selvkritik udgør et mega-problem. Hverken Balkan, Afghanistan eller Irak giver basis for alle forfatningens fine ord Europas fremtidige rolle. Og selv om forfatningen måske er død, er den indbyggede konflikt den samme, nemlig at de 25 medlemslande foregiver at være mere enige end de er, og dermed bliver en mere skrøbelig aktør end enhver fredelig sag fortjener.

Og, Øbergs mange links bag i bogen er en guldgrube af genveje til indspark på de vigtigste politikområder i samme tænkepause.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu