Læsetid 5 min.

Fremtid uden juletræer

Vi kan nok leve uden juletræer ved at plante andre træsorter, men det er det mindste. I kølvandet på topmødet i Montreal i Canada gør to direktører fra de danske FN-centre på miljøområdet status: Derfor skal vi bekymre os om klimaet
13. december 2005

Mens verdens lande netop nu har holdt møde i Montreal for at diskutere, hvorledes der skal følges op på Kyoto-protokollen, er det et godt tidspunkt at gøre status. Hvad ved vi om klimaændringerne? - hvad skyldes de? - hvordan viser ændringerne sig, og hvad kan der gøres for at mindske virkningerne, samt ikke mindst hvilken indsats, skal der til for at begrænse de fremtidige ændringer?

Kun ganske få forskere og politikere mener, at klimaforandringer ikke er et problem, selv USA's regering, der har været en af de store politiske tvivlere, accepterer nu, at klimaet ændrer sig som følge af menneskelige aktiviteter, om end der stadig er meget blandede meninger om, hvorledes problemet løses, og hvor alvorligt det er. Den generelle accept blev senest annonceret på G8-mødet i sommer.

FN's klimapanel, der er det internationale samfunds rådgiver omkring de videnskabelige vurderinger af klimaændringer, effekter og tilpasningsmuligheder, har gennem det sidste 10-år skærpet deres konklusioner, således, at der reelt ikke længere udtrykkes tvivl om, at der sker ændringer, men kun om med hvilken styrke, hastighed og fordeling.

Problemet med den videnskabelige og politiske diskussion af klimaændringer er, at der både tidsmæssigt og geografisk er så stor afstand mellem årsag og virkning. Vores nuværende udledning af de såkaldte drivhusgasser vil først have reel virkning om flere årtier, mens de ændringer, der kan observeres i det seneste årti, skyldes øgede udledninger i den periode, hvor Europa og Nordamerika for alvor industrialiserede deres økonomier. Samtidig er sårbarheden mod klimaændringer helt generelt størst i de tropiske og arktiske områder, hvor befolkningerne stort set ikke har bidraget til problemet. Så vi står for første gang over for et reelt globalt miljøproblem. Ændringerne i klimaet vil komme til udtryk på en række forskellige måder.

For det første vil vi se gradvise ændringer i temperatur og nedbør over flere årtier, hvor konsekvenserne vil afhænge af, hvor store ændringerne bliver, og hvor hurtigt de kommer. Et simpelt eksempel fra danske forhold er, at et almindeligt juletræ som rødgran med en ændring på en til to grader næppe kan kan blive ved med at klare sig i danske plantager. Sådanne gradvise ændringer kan man et stykke ad vejen enten politisk eller individuelt tilpasse sig til ved at ændre adfærd, ved at plante nye træsorter og ændre afgrøder i landbruget.

Når nedbørsforholdene ændres vil det ligeledes kræve tilpasninger, især hvis nedbøren reduceres i områder, der i forvejen havde begrænsede mængder vand til rådighed. Nogle lande vil blive berørt af ikke længere at have samme adgang til vand og må således indarbejde de mulige fremtidige begrænsninger i deres strategier for forvaltning og fordeling af vandressourcerne. Et eksempel på, at klimaforandringer kan have betydelige konsekvenser i denne forbindelse er Sahel-regionen i den centrale del af Vestafrika, hvor befolkningerne har oplevet, at den årlige vandføring i mange floder langsomt er faldet til cirka halvdelen over de sidste 30 år, og at grundvandet skal søges stadig dybere.

Det skal naturligvis siges, at langsigtede klimaforandringer i nogle områder sagtens kan blive positive med mulighed for nye afgrøder og bedre vækstbetingelser, og vi vil sikkert alle gerne have varmere badevand om sommeren, men samlet set vil klimaændringerne medføre en lang række alvorlige tilpasningsproblemer.

Øgede udsving

Hvad vi allerede kender i form af ekstremer på temperatur og nedbør, forventes at øges i takt med de generelle ændringer tager til. Dette vil på kort sigt have væsentligt større konsekvenser end de langsigtede gennemsnitlige ændringer. Europa har de seneste år været vidne til en lang række begivenheder af denne type som hedebølge i Frankrig, tørke på den iberiske halvø, oversvømmelser i Centraleuropa, England osv. I Danmark har vi f.eks været vidne til en række nedbørsperioder af nærmest tropisk karakter, der har medført lokale oversvømmelser, overbelastning af kloakker osv.

Ændrede mønstre i sæsonvariationen for nedbør vil kunne påvirke mulighederne for at dyrke landbrug og opretholde økosystemerne i troperne, hvor samspillet mellem regntid og tørtid er afgørende for den biologiske produktion.

Ekstreme begivenheder

Endelig forventes hyppigheden af de såkaldte ekstreme begivenheder at øges med f.eks. flere storme som de nylige orkaner i Den Mexicanske Golf og Stillehavet og oversvømmelser som i Indien og Guatemala tidligere i år. I Danmark kan det f.eks. være frekvensen og styrken af ekstreme storme, der vil være en af de mulige konsekvenser med massive virkninger på skove og bygninger.

Som nævnt er klimaændringerne et problem med meget lange tidshorisonter, og selv om det ikke er muligt at føre bevis for det rent videnskabeligt, så tyder de senere års globale varmerekorder på, at ændringerne allerede er i gang. Det betyder også, at de drivhusgasser, der er sluppet ud i atmosfæren i de seneste årtier, vil medføre fortsatte ændringer i de kommende årtier helt uafhængigt af, hvad vi foretager os omkring reduktion af emissionerne nu. Det er derfor nødvendigt at forholde sig politisk til de krav, dette stiller til præventive aktiviteter.

Samtidig må dette ikke blive en sovepude omkring reduktionen af CO2 udledningen, da det er helt afgørende, at de klimaændringer, der kommer til at ske, bliver små og langsomme, ellers vil det gøre tilpasningen meget svær og for mange økosystemer helt umulig.

Stort behov for reduktion

For at holde ændringerne på et håndterbart niveau er det imidlertid nødvendigt at sikre en kraftig opbremsning i den hastighed, hvormed koncentrationen af drivhusgasser i atmosfæren øges i øjeblikket. Koncentrationen af den vigtigste drivhusgas, kuldioxid, er gået fra cirka 280 for ca. 100 år siden til 380 såkaldte parts per million (ppm) i atmosfæren i dag.

Dette lyder måske ikke så dramatisk, men fordi opholdstiden for kuldioxid i atmosfæren er omkring 100 år, og fordi væksten i udledningerne er steget dramatisk i de seneste årtier og forventes at stige yderligere, hvis der ikke gribes ind, betyder det, at koncentrationen øges med accelerende fart.

Dette er naturligvis en gigantisk opgave, men understøttes af, at mange autoriserede globale energiprognoser forventer en gradvis øget anvendelse af vedvarende energikilder som vind, biomasse og sol. Problemet er bare, at det i øjeblikket forventes at ske for langsomt og for sent. Så der er behov for en markant politisk indsats for at fremskynde denne udvikling, samtidig med at der satses på andre udledningsbegrænsende aktiviteter især omkring effektivisering og energibesparelser, men også på renere anvendelse af fossile brændsler.

Kyoto-protokollen er ofte både tilhængere og modstandere blevet kritiseret for at gøre for lidt og koste for meget. Det er endnu for tidligt at svare på begge postulater, men det er vigtigt at understrege, at protokollen var det politisk mulige, og den langsommelige ratificering understregede de politiske omkostninger forbundet med hele processen. Desuden kan protokollen ikke vurderes i isolation, den er designet som et første skridt i en langvarig proces - lidt som at begynde at dreje en supertanker - og giver kun mening i dette perspektiv. Det er derfor også helt afgørende, at der bliver enighed om en fortsættelse og styrkelse af aftalen, samtidig med at antallet af deltagende lande øges - her tænkes især på USA og de store u-lande.

John M. Christensen er direktør ved UNEP RISØ Center og Niels H. Ipsen direktør ved UNEP Samarbejdscenter for Vand og Miljø på DHI

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu