Læsetid: 3 min.

Fremtiden er blank

7. oktober 1999

FOR ti år siden beskrev det amerikanske magasin Musician en fremtidsvision: En dag ville vi hjemme i stuen kunne købe vore egne individuelle udgaver af nye cd'er med individuelt designede omslag, bogstavelig talt hentet lige ud af væggen. Den nye Neil Young-plade ville med andre ord blive en højst relativ størrelse. I skrivende stund har visionen længe været virkelighed, takket være Internettet, komprimeringsteknikken MP3 og cd-brændere. Musik er også filer, lydfiler. De kan downloades, og de bliver det.
For tiden fyldes medierne af entydige reklamebudskaber, som vil sætte denne fagre nye verden i system. Piratkopiering er forbudt, reducerer det hjemlige pladesalg med 100-200 mio. kr. årligt, og skal retsforfølges, lyder refrænet fra pladeselskabernes interesseorganisation, IFPI, musikerne og ophavsretsorganisationen KODA. Det er en mærkelig kampagne, for samtidig stiger det legale salg. To procent i forhold til sidste år, og det er ikke så få kroner, når man herhjemme i 1998 solgte 16,9 mio. cd'er.
Sangskrivernes formand, den grånende socialist,
Arne Würgler, spurgte i gårsdagens avis: "Hvad ville bagermestrene sige, hvis folk kopierede deres spandauere?" Spørgsmålet har tankevækkende retlige perspektiver. Er hjemmebag i virkeligheden forbudt? Forsømmer politiet at retsforfølge de forhandlere, der medvirker til hæleri og andre ulovligheder ved at sælge mel, gær og krymmel, for slet ikke at tale om ugebladene og deres forbryderiske kageopskrifter, eller er det musikbranchen, der tror, den både kan puste og have mel i munden.

AT DØMME efter annonceteksterne er vi alle potentielle kriminelle. Ok, mellem læserne og os kan vi gå med til, at der på børneværelset nok er et uautoriseret cd-rom-spil eller to, men en produktion af hjemmebrændte rock-cd'er i det omfang, IFPI gjalder op om, er det svært at finde statistisk belæg for. Pladebranchen kalder hjemmebrændere for "hvermands-eje". Der er ingen danske tal, men i USA havde 10,2 procent af de solgte pc'er i 1998 en cd-brænder. Da halvdelen af danskerne skønnes at have pc-adgang, og hver tiende pc har en brænder, ja, så lander man på fem procent af befolkningen. Hvermands eje?
Det ville ligge os fjernt at plædere for ulovligheder, men skal branchen tages alvorligt i sin frygt for tab af markedsandele og krænkelse af ophavsret via ulovligheder, må den synge en anden sang. På den ene side appellerer man til den offentlige retsbevidsthed, men klapper i, når nogen efterlyser tal eller påviser (selv)modsigelserne i argumentationerne. Den danske gren af IFPI vogter over salgstal og -mønstre som var det guldet i Fort Knox i modsætning til den langt større og mere risikobetonede amerikanske pladebranche, hvor åbenhed og seriøs erhvervsjournalistik om branchen går hånd i hånd.
Samtidig burde branchen tænke over, hvorfor det legale pladesalg stiger, trods påstået øget piratkopiering. Man kan få svaret ved at gå en tur ad Værnedamsvej i København. Her har der i mange år været overbefolket med slagtere, viktuale- og grønthandlere. Billige og dyre i skøn forening. De stimulerer hinandens salg. Miljøet og forhandlerkulturen får folk til at købe mere. Det, man ikke kan finde i den ene butik, køber man i den næste. Og omvendt.

PÅ SAMME måde med musikken. Sidst i 70'erne og først i 80'erne var pladebranchen voldsomt pikeret over den såkaldte hometaping, kopiering af plader til kassettebånd. Den var ulovlig, kostede millioner i omsætning o.sv. Faktisk viste det sig, at kassettebåndskopiering især blev foretaget af folk, der i forvejen købte mange plader. Og pointen: De blev ved at købe plader. De boomende salgstalskurver fra de år burde branchen genlæse. Eller bare nøjes med Koda-Nyt fra marts i år, hvor en AIM-undersøgelse konkluderer, at "omfanget af ulovlige kopieringer ikke synes at være foruroligende stort ... det er bemærkelsesværdigt, at ... indehavere af ulovlige kopier tilhører den gruppe, som også køber flest autoriserede cd'er."
Sammenlagt drejer den aktuelle kampagne sig derfor nok ikke så meget om selve piratkopieringen, for den massive, industrielt gearede ulovlighed kan man altid komme til livs. Annoncerne skal snarere læses som en territorial afmærkning, både udadtil - ikke mindst til politikerne - og indadtil. Branchen ønsker at bevare kontrol med en uforudsigelig fremtid. Stadig flere musikere ønsker det modsatte, og lægger deres lydfiler ud på nettet, til fri afbenyttelse. Det kan blive livstruende for en branche, der hidtil har siddet monopolistisk på den distribution, uden hvilken kultur ikke bliver til massekultur - og undskyld, vi tillader os at sige det højt - profit.
Tilbage bliver den drilske historiske pointe, at pladebranchen nu har problemer med det samme metalblanke cirkelrunde medie, som man i sin tid fik os til at købe, fordi det, som det hed i reklamerne, var holdbart, håndterligt og garanterede perfekt, pletfri lydgengivelse - altid.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu