Læsetid: 5 min.

Fremtiden går aldrig i opfyldelse

Morgendagen kan være et foruroligende sted, men det har ikke afholdt dristige profeter fra at besøge den. Fremtidsforskningen er fyldt med forudsigelser, der aldrig holdt stik
20. juli 2006

Hvis det er en usund beskæftigelse at dvæle for længe ved fortiden, kan det til gengæld være decideret farligt at spekulere alt for meget over fremtiden.

At fremtiden snarere repræsenterer en trussel end en forjættelse mere end antydes af den garanti - 'fremtidssikker' - som arktitekter, byplanlæggere og designere har fået for vane at udstede. Anvendt om strategier eller produkter, der skulle være i stand til at modstå uforudsigelige omstændigheder eller uventede innovationer, er termen 'fremtidssikker' beslægtet med 'bombesikker' eller 'idiotsikker' i den forstand, at den stiller beskyttelse imod uønskede risici i udsigt.

I slutningen af Orwells 1984 siger torturbødlen O'Brien, at den sande vision for fremtiden er "en støvle, der tramper på en eller andens ansigt... i al evighed". Hvilken ejendommelig måde at anskue resten af vores liv på.

Fantom-transport

Morgendagen kan være et foruroligende sted, men det har ikke afholdt dristige profeter fra besøge den, bevæbnet med helt nye sonderingsredskaber. Udtrykket futurologi - fremtidsforskning - blev udmøntet af Ossip K. Flechtheim i 1948 som betegnelse for datidens nye pseudovidenskabelige spådomsmageri.

Overordnet set findes der tre niveauer i vores fremtidsskuen. En prognose er en intellektuelt velunderbygget forudsigelse, der baserer sig på respektable videnskilder. En fremskrivning er en beskeden, tentativ videreførelse af aktuelt fremherskende tendenser, mens profetier er mere eller mindre kvalificeret gætteværk på grænsen til fri fantasi. Sande fremtidsforskere ynder at glide ubesværet frem og tilbage mellem alle tre niveauer.

Det er betegnende, at futurologerne er dybt optagede af transportsystemer. Med deres tidstabeller, vektorer, hastighedsmålere, afgangs- og ankomsttider og destinationer er transportsystemer da også spækket med metaforiske muligheder.

Man finder f.eks. meget få referencer til fremtidens tømmer- eller bryggeindustri. Transportsystemer derimod er medier for rejser i rum og tid, og hvor ofte kan sådanne rejser ikke gå galt. Det er ikke længere siden end 1996, at Brad Weiener og David Pescovitz i deres bog 'Reality Check' forbløffede deres læsere med en vision om førerløse biler i 2019. Allerede i dag har Mercedes Benz en intelligent prototype, der undgår kollisioner, og snart lancerer BMW deres ultimative elektroniske parkeringsguide, der selv styrer din bil hen til nærmeste ledige p-plads.

En fremtidsbog fra 1980 forudså, at papirbilletter ville være afskaffet i 1990 og kom således tættere på at få ret, bortset fra at samme bog også spåede, at supersoniske tog ville køre tværs over det amerikanske kontinent med en fart af 22.000 km/t igennem et sindrigt system af tunnelrør.

Fejlslagne succeser

En fast lagervare i futurologien har været den personlige påspændings-jetmotor. En sådan dims eksisterer faktisk, men trods dens tillokkende perspektiver har The American Flying Belt aldrig realiseret sit fulde potentiale pga., hvad der blev angivet som "ukendt markedsefterspørgsel".

Flyvende biler har også alle dage fascineret designerne. Den mest berømte af alle fra den store Henry Dreyfuss ConvAirCair fra 1947, og selv om den styrtede til jorden på sin kun anden prøvetur, og produktionen aldrig kom i gang, blev billedet af den - halvt morsomt, halvt skræmmende - til et velkendt ikon i 1950'ernes Amerika. Der skulle ikke stor indsigt i nationalpsykologi til for at forstå, hvorfor en maskine, der tilbød så storslåede eskapistiske visioner, men faldt så katastrofalt til jorden, kunne blive et taknemmeligt symbol på Den Amerikanske Drøm.

Humor er sjældent forekommende blandt fremtidsforskerne, men Dave Eggers The Future Dictionary of America fra 2004 er en velkommen undtagelse. Den indholder et opslag om Offentlig transport, der beskriver et nyt massetransitsystem i Stor-Los Angeles indført i 2013 af Californiens guvernør, Angelina Jolie. For at opmuntre folk til at lade privatbilen stå, tilbydes borgere, der benytter de nye offentlige sporvogne, en såkaldt free nude service - et system, der senere påtænkes udvidet til interkontinentale flyruter og transnationale buslinjer. Men trods fascinerende snak om "galvaniske reaktorer", "uigennembrydeligt kompositmateriale" og nøgne buskonduktører ser fremtidens teknologi ud til at gøre os dummere eller i det mindste mindre kritiske.

Skrinlagte drømme

En ny bog om transportmidlernes fremtid - Paul Schilperoords 'Future Tech: Innovations in Transport' illustrerer dette med et blændende visuelt katalog over håbløse projekter, umulige drømme og halvt glemte mareridt - alt sammen vidnesbyrd om menneskets tragiske passion for at bevæge sig rundt i landskabet. Noget mere gudsforladt og deprimerende kan næppe tænkes end Freedom Ship Internationals forslag om en fladbundet struktur, 1,37 km lang, med et flydæk på toppen, en havn i stævnen og 25 etager, der skal huse 100.000 indbyggere og tilrejsende med alle deres beskidte vaner. Hvis investeringerne kan tilvejebringes, vil en sådan monstrøsitet kunne stå til rådighed for rovdrift på naturressourcerne inden for bare fire år.

Som kontrast til sådanne syge spekulationer kunne man fremdrage Derek Woods projekt 'Cancelled - The Disaster of Britain's Abandoned Aircraft Projects' fra 1986, en beretning om en verden der ikke skulle være. Her kan man f. eks. læse om Fairey Rotodyne, en ambitiøs helikopter med vendbare jetmotorer på rotorbladene, eller samme firmas Ultra-Light - en 4,5 meter lang enmandshelikopter, der var lige så ulevedygtig. Og 40 år før den gumpetungt plumpe Airbus A380 fandtes på papiret den elegante, slanke passagerdobbeltdækker Super VC10. Alle disse projekter blev skrinlagt af kortsynede politikere, og samme skæbne overgik i 40'ernes USA Jack Northrops flyvende vinge YB49, der først i dag er blevet genoplivet i Blended Wing Body-projektet. Anden fremtidsmusik inden for luftfart omfatter morphing af fly, således at de kan ændre deres profil alt efter skiftende vejrbetingelser.

Som tilfældet er for de sidste to nævnte projekter, er andre transportmiddelprojekter inspirereret af de svindende oliereserver. Et tyngdekrafts-drevet transportfly, der skal bane vej for den brændstoffri flyvning eller Tohuku Universitets svævetog, der genererer overskudsenergi, jo hurtigere det kører.

Grisen flyver

Men de er også inspireret af formindskelsen af noget endnu mere betydningsfuldt. I sin selvbiografi skrev Gibbon om "tidens afkortning og håbets nederlag". Dette er grunden til, at spekulationer om fremtiden kan være så triste.

For de går aldrig helt i opfyldelse. Som Ambrose Bierce skrev i sin 'Devil's Dictionary':

"Fremtiden er den tidsepoke, hvor vores velstand blomstrer, alle vores venner er sande, og vor lykke er sikret." Og, kunne man tilføje, når man kigger på den fedladne og ugraciøse Airbus, "når grise flyver".

Stephen Bayley er kunst- og kulturkritiker

© The Independent og InformationOversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her