Læsetid: 4 min.

Fremtiden har været her

23. april 2005

Susan Lisovicz, den kække ankerkvinde på CNN's finansprogram, så næsten bekymret ud da Richard Florida søndag for en uge siden udlagde teksten for hende.

"Det var dog et skræmmende perspektiv," sagde hun og rundede smilede af.

Florida var mødt frem for at promovere sin nye bog. Men studieværten havde svært ved at acceptere påstanden: At verdens stærkeste økonomi, lederen af den frie verden, var i problemer, og at kloge hoveder, sande patrioter, ville forlade Amerika til fordel for andre verdensdele. Hovedrysten.

"Pointen i bogen er ikke, at amerikanerne forlader landet," svarede Florida forsøgsvis beroligende.

"Pointen at vi er blevet fuldstændigt afhængig af udenlandske talenter, fordi vi ikke selv frembringer nok. Hvis man kigger på Silicon Valley, så blev 30 pct. af de højteknologiske virksomheder, der blev grundlagt i 90'erne, grundlagt af en entreprenør, der er født i et andet land. Vi ville ikke have Google, Hotmail, eller eBay i USA, vi ville ikke have Yahoo eller Sun Microsystems, vi ville ikke have open source-virksomheder her, hvis ikke udenlandsk-fødte talenter var kommet hertil for at grundlægge disse virksomheder. Det, der for alvor truer USA, er, at alle disse menneske nu for første gang har mulighed for at udfolde sig andre steder - og hvad der måske er endnu mere bekymrende: Vi begrænser deres mulighed for overhovedet at komme hertil."

Hvor Florida i Rise beskrev den kreative klasse som et amerikansk fænomen - og sendte borgmestre i byer som Detroit og Cleveland på overarbejde for at tiltrække den kreative klasse med merværdi - globaliserer han i Flight selvsamme koncept - og når derved til konklusionen: Canada, Sverige og Belgien med flere er ved at lammetæske USA.

Ikke mindst den med Belgien, har ophidset mere end en anmelder: Belgien, spørger de næsten fnysende, skulle det være truslen mod den amerikanske økonomi? I det neokonservative ugeblad The Weekly Standard skriver forfatteren til The Future Once Happened Here - The Fate of America's Big Cities, Fred Siegel:

"Naturligvis understøtter han ikke sine påstande med fakta, eftersom eksempelvis Canada sender næsten dobbelt så meget faglært arbejdskraft til USA som omvendt. Og hvad angår Belgien, er det værd at bide mærke i, at Bruxelles, landets og Europas hovedstad, har en arbejdsløshed på 22 pct."

Siegel skriver videre at Florida ved et tilfælde snubler over en enkelt pointe: At en kæmpe mangel på investeringer i det amerikanske uddannelsessystem, er ved at få systemet til at bryde sammen. Men, siger han, europæerne ('verdens mest pessimistiske folk, der lider af teknofobi') investerer på trods af et godt uddannelsessystem 40 pct. mindre i forskning end amerikanerne. Og han tilføjer: "Så har jeg end ikke nævnt Europas problem med at integrere de muslimske befolkningsgrupper."

Fred Siegel står ikke alene med sin kritik. Blandt byteoretikere bliver Florida betragtet som et blålys og knap et modelune. Da Information forklarer Joel Kotkin - forfatter til den netop udkomne The City - A Global History - at Florida er blevet oversat til dansk og har været en afgørende inspirationskilde for det fjerde største politiske parti, svarer han straks: "Det er dog uforståeligt, at folk stadig køber det sludder."

Joel Kotkin har spydigt bemærket, at New York ikke har brug for endnu et museum, men for en subway der fungerer.

"Egentligt tror jeg at indbyggerne i de to amerikanske kulturcentre - New York og Los Angeles - tager Florida mindre alvorligt end folk i randområder. De ved af erfaring hvad en 'hip' befolkningsgruppe kan - og ikke kan - gøre for en by."

Kotkin er enig i Siegels kritik: Det er det grundlæggende parametre, der tæller: Infrastruktur og uddannelse. Kotkin afviser, at den kreative klasse er af det omfang, som Florida hævder. Han mener ikke at 50-årige regnskabsfolk meningsfuldt kan placeres i samme kategori som 20-årige 'hipsters'. Han nikker ja til spørgsmålet om den kreative klasse kan betegnes som et elitært anliggende:

"I virkeligheden er den kreative klasse ganske lille - måske en 5-10 procent af befolkningen. De er som regel unge, enlige og veluddannede. Alligevel tyder statistikerne på, at end ikke de bliver boende i de hippe zoner. Også de bliver ældre - og det er faktisk endnu mere problematisk for Europa end for USA."

"Den kreative klasse har ingen svar til middelklasse familierne, til arbejderklassen - og slet ikke til den immigrantunderklasse, der vokser frem i Europa og i Amerika. De har brug for kloaksocialisme - bedre skoler, veje, arbejde - ikke for en tatovør og endnu en bøssebar."

Kotkin mener, at Florida er irrelevant i et globalt perspektiv:

"De virkelige konkurrenter - i det mindste for USA - er Kina og Indien. Ingen af to kan vel beskrives som indbegrebet af hip og cool. Det handler om noget helt andet: Om arbejdsmoral og de underprivilegeredes kamp for at komme frem i verden."

Der er ikke en stor folkevandring på vej til de steder som Florida fremhæver - Skandinavien, Canada, New Zealand. Folk er slet ikke så mobile, siger han og tilføjer:

"Og som demografen William Frey har formuleret det: Der er ikke yuppier nok til alle."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu