Læsetid: 3 min.

Fremtidens bil kører på el

Mens EU tøver med at stramme miljøkravene for bilers CO2-udledning, kan svaret på en mindre miljøbelastning være el-biler. 500 vindmøller kan forsyne hele Danmarks bilpark, vurderer ekspert
13. februar 2007

Den europæiske bilpark er den største synder, når det gælder CO2-udslip. Derfor var det for mange politikere, miljøeksperter og andre borgere en kæmpe skuffelse, da EU-Kommissionen i sidste uge kom med sit udspil til fremtidens krav til bilernes udslip af CO2. Et udspil, som den danske miljøminister beskrev som "ikke ambitiøst nok".

Men i stedet for at græde over de benzin- og dieseldrevne køretøjers fortsat stigende CO2-udledninger, bør politikerne kigge i en helt anden retning. Det mener Dansk Energi, der i deres blad El & Energi annoncerer, at "Danmark bør gøre sig klar til et samfund, hvor biler kan køre på strøm i stedet for benzin og diesel."

Dermed løses ikke bare et stadigt tiltagende problem med forurening. Det vil også være økonomisk langt mere rentabelt for bilejeren. Det siger ekspert i el-biler, civilingeniør Jørgen Horstmann, til El & Energi.

"Skift hele Danmarks personbilpark ud med elbiler, og byg 500 nye havvindmøller til at forsyne dem," lyder forslaget fra Jørgen Horstmand, der samtidig forklarer, at opførelsen af de 500 vindmøller svarer til en udgift på 6.000 kroner pr. bilist. Et beløb, der enten kan finansieres som en registreringsafgift eller ved at tilbyde el-bilisterne en anpart i en havvindmølle, mod at de får fri afgang til el.

"Dermed vil man som el-bilist kunne køre gratis rundt i sin bil i hele vindmøllens levetid på ca. 20 år - hvilket svarer til bilens levetid. Og uden at bruge en krone på benzin."

Hurtig udvikling

Problemet for el-biler har tidligere været, at de ikke kunne køre langt nok pr. optankning. Derfor er mellemfasen en hybrid-bil, der både indeholder en benzin- og en eldrevet motor. Den type bil har aldrig fået fat i det europæiske marked, hvorfor el-biler ikke har opnået meget udbredelse i Europa. Det forklarer Christian Ege fra Det Økologiske Råd.

"Hybridbiler er langt mere udbredte i USA. Det hænger sammen med, at de kører i større biler, hvor der er bedre plads til to motorer. For små biler er det forholdsmæssigt dyrt at udvikle løsninger med hybridteknologi," siger Christian Ege, der videre peger på el-bilens akilleshæl:

"Problemet er aktionsradius - altså, hvor langt kan en bil kører pr. optankning."

Men ifølge Jørgen Horstmann er den teknologiske udvikling af el-biler nået så langt, at de eksisterende modeller i dag ville kunne opfylde 80 procent af danskernes kørselsbehov. I El & Energi giver han som eksempel en Mitsubishi MiEV - en model som Mitsubishi-fabrikkerne har udviklet i samarbejde med Tokyo Electric Power. Den har en tophastighed på 130 km. i timen og en rækkevidde på op til 160 km.

Aktiv regeringspolitik

Men skal drømmen blive til virkelighed, er det nødvendigt, at den danske regering deltager aktivt i at opdyrke markedet.

Det kræver en omlægning af de eksisterende skatter og afgifter for biler i Danmark. Og her har Dansk Energi ikke overraskende en appel om handling fra den danske regerings side.

"Vi går ind for, at regeringen hurtigst muligt igangsætter en gennemgribende ændring af registreringsafgiften, så den konsekvent fremmer de mest miljørigtige biler. Der skal være et løbende incitament for at få den bedste teknologi til det danske marked," siger Camilla Rosenhagen fra Dansk Energi.

Det samme siger Christian Ege fra Det Økologiske Råd, der mener, at afgifter på biler er et politik-område, som regeringen har "syltet i hele deres regeringsperiode".

Christian Ege mener, at regeringen ikke har lavet andet end at forhale et indgreb i hele deres regeringsperiode - også selvom de konservative to gange er gået til valg på netop at omlægge afgifterne for at fremme en mindre miljøbelastende bilisme.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu