Læsetid: 4 min.

Fremtidens køn

1. marts 1997

"Hvad er køn egentlig for noget? Er det noget, der er i os eller udenfor os eller imellem os? Er det noget stabilt, som ændrer udtryk, eller er det måske snarere udtryk, som stabiliserer os?"
Psykologen. dr. phil. Dorte Marie Søndergaard i sin afhandling "Tegnet på kroppen"

KØNNET ER I OPLØSNING. Enhver kan med egne øjne konstatere, at en mand ikke længere er en mand. Eller en kvinde en kvinde. De forskellige ydre kropstegn til trods. De traditionelle størrelser findes, ja vist. Der eksisterer stadig hengivne kvinder, der kæler for børn, dyr og potteplanter, mens deres beslutsomme mænd gør sig kloge og tjener penge. Men der findes også kvinder, man ikke nødvendigvis vil karakterisere som omsorgsfulde. Ligesom der findes mænd, der udskyder karrieren for at passe børn. Der findes seksuelt initiativrige kvinder og seksuelt initiativrige mænd. Der findes mænd i bløde skjorter og kvinder i sort læder. Der findes mænd med hestehale og kvinder med kort strithår. Der findes kvinder, der er suveræne matematikere og mænd, der er suveræne matematikere. Der findes kvinder, der er karrierestræbende, og der findes mænd, der er karrierestræbende.
Kønnet er i opløsning. Vi stjæler fra hinanden med arme og ben, hoved og hjerte. Alligevel kan man ikke ryste den fornemmelse af sig, at kønnet stadigvæk betyder noget. Andet end det rent biologiske. Men hvad?
Indimellem kan man føle sig fristet til at spørge, hvorfor de kvinder, der altid taler om, at kvinder i lederstillinger er så afgørende, ikke bare sørger for selv at få de lederstillinger? Ligesom man kan spørge, hvorfor de mænd, der altid klager over at blive klassificeret som andenrangs forældre ikke bare sørger for at tilkæmpe sig førstepositionen, hvis de altså ikke vil dele?
Svaret er selvfølgelig, at man ikke på en studs med sin bevidsthed kan beslutte at ændre på et arvegods, der ligger tilbage til Adam og Eva. De kønsroller, der fortsat eksisterer, omend de - og det er det nye - er til forhandling hele tiden, udvikler sig på baggrund af nogle betingelser, som er historiske. Mere præcist de traditionelle kønsroller. Så selvom man i princippet skulle mene, at nutidens mænd og kvinder har samme muligheder, har vi det ikke i virkeligheden. For hvad en mand henholdsvis en kvinde gør, bliver forstået forskelligt, alt efter om det er en mand eller en kvinde, der gør det.
Hvorfor skulle kvinder, der søger lederstillinger ellers - som sprogforskeren Jan Scheuer har dokumenteret - under ansættelsessamtaler konsekvent blive udspurgt om, hvordan de vil forholde sig, når deres børn bliver syge? Underforstået, at en rigtig kvinde altid prioriterer sit syge barn?

KØNNET ER IKKE forsvundet. Mænd tjener stadig mest og yder - i ret mange tilfælde - mindst. Men kønnet er under udvikling i den forstand, at unge mænd og kvinder aldrig nogensinde - med Dorte Marie Søndergaards ord - har haft bedre mulighed for selv at komponere deres kønsrolle.
At det er en udfordring, der varetages med samme lidenskab, som den forældregenerationen lagde for dagen i 60'erne og 70'erne, kan man læse ud af Dorte Marie Søndergaards afhandling, der bygger på interviews. Ligesom man kunne høre det ved det debatarrangement, Danske Kvinders Nationalråd (DKN) havde inviteret til forleden med to unge, Henriette Sonne og Peter Frøby, som oplægsholdere.
De unge er i fuld gang med i fuld offentlighed at destruere kønnet som færdig pakkeløsning. I fuld gang med at erobre hinandens privilegier. Peter Frøby sagde eksempelvis på mødet, at kvinder og mænd efter hans opfattelse rummer lige mange følelser, og at mændene i hans generation ønsker at tilbageerobre det emotionelle. Mens Henriette Sonne slog på, at hun sagtens kunne forestille sig i perioder at overlade rollen som primær omsorgsperson i forhold til børn til sin mand, idet hun under ingen omstændigheder agtede at slippe sit arbejdsengagement.

DE TO UNGE er enige med kønsforskeren i, at kønsroller er kulturelt og ikke biologisk betingede og altså kan ændres. Det synspunkt kan der sættes spørgsmålstegn ved, for har ikke netop mange kvinder, der bortset fra i sengen i vid udstrækning praktiserede som mænd, før de fik børn, oplevet at lægge krop og senere psyke til en personlighedsomvæltning, de nok ønskede, men ikke overhovedet kunne afværge? At tænke sig, at en - det være sig en potentiel eller gennemført - graviditet ikke skulle være styrende for mere end ni måneders fysisk adfærd, er ikke umiddelbart overbevisende. Selvom poststrukturalisterne blandt kvindeforskerne sætter utallige begavede spørgsmålstegn ved de lige så talrige - og konstruerede, mener forskerne - selvfølgeligheder, der ligger i vores sociale omgangsformer.
Nogen mener, køn ingen betydning har. Nogen at køn betyder alt. De unge kæmper for at finde deres egne ben, men spørgsmålet er, om den kamp er lige? Af Dorte Marie Søndergaards afhandling ses, at seksualiteten forstyrrer billedet, fuldstændig som seksualitet har for vane at gøre. For de unge mænd vil nok gerne udfordres både intellektuelt og seksuelt, men det skal være i form af en kamp, som hver gang den gentages, resulterer i, at han vinder. Præcis der, i optakten, ligger intensiteten tilsyneladende for de unge mænd.
At vide at man hver gang taber er ikke et særligt godt udgangspunkt for at udvikle selvværd. De unge kvinder bremses med andre ord, da alle er ømme på seksualiteten, som jo i vores samfund er ophøjet til at være selve kernestedet for bekræftelse.
De unge i DKN's debat fremhævede selv, at de er i fuld gang med at udvikle kønsroller, der som følge af den nyerhvervede balance vil resultere i en langt mere gedigen familiestruktur end den hidtidige. Lad os håbe de når frem.

dam (Hanne Dam )

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her