Læsetid: 3 min.

Frevert trækker udtalelse efter politisk storm

Louise Frevert har trukket sine kontroversielle udtalelser om muslimer tilbage efter hård kritik fra partitoppen og en lang række politianmeldelser
1. oktober 2005

Louise Frevert fik ret: Ingen tør trykke hendes artikler - heller ikke hendes eget parti. I går fjernede hun alle indlæg om muslimer fra sin hjemmeside efter at være blevet banket på plads af ledelsen i Dansk Folkeparti. Samtidig har flere politikere og organisationer politianmeldt Frevert, der er folketingsmedlem og overborgmesterkandidat, for overtrædelse af racismeparagraffen.

Information beskrev i går, hvordan Louise Frevert bl.a. sammenlignede muslimer med kræftceller og foreslog at uskadeliggøre krigsmodstandere og sætte muslimske 'småslyngler' i russiske fængsler. Men nu trækker Frevert altså i land:

"Jeg kan godt forstå, at disse artikler har vakt forargelse. Det har bestemt ikke været meningen, og jeg beklager," siger Louise Frevert i en kort pressemeddelse.

Dansk Folkepartis næstformand Peter Skaarup har dømt udtalelserne "uacceptable", men ønsker ikke at ekskludere Louise Frevert, selv om partiformand Pia Kjærsgaard tidligere har udtalt, at netop dette bør ske med medlemmer, der kommer med uacceptable udtalelser. Skaarup kalder Freverts udtalelser for en 'svipser'.

"Det her bliver aldrig partiets politik, og jeg er overrasket over udtalelserne, da hun ikke før er kommet med noget lignende. Men der må være en vis margin for, at en politiker kan begå fejltagelser. Udtalelserne ærgrer os selvfølgelig, fordi det skaber forvirring om vores holdninger, men jeg tror egentlig bare, at det nu bliver skåret endnu mere ud i pap, hvad vi egentlig mener," siger Peter Skaarup.

Den radikale udlændingeordfører Elsebeth Gerner Nielsen mener imidlertid ikke, at der bare er tale om en 'svipser':

"En ting er at tale over sig i kampens hede, noget helt andet er at 'tale over sig' i en flere sider lang artikel og derefter lægge den ud på internettet. Louise Frevert har ment det her, og hun har troet at det var OK," siger Gerner Nielsen til Ritzau.

Meldt til politiet

Integrationsminister Rikke Hvilshøj (V) kalder udtalelserne "integrationsskadelige" og er glad for Peter Skaarups afstandtagen, mens de Konservatives politiske ordfører Pia Christmas Møller mener, at Dansk Folkeparti generelt har en tone i udlændingedebatten, som ikke klæder debatten. Hun vil dog ikke afvise at samarbejde med Frevert på områder, hvor hendes tone ligger nærmere De Konservatives - heller ikke på udlændingeområdet.

Både SF og Enhedslisten kræver, at statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) tager afstand fra udtalelserne og mener, at det må få konsekvenser for regeringens samarbejde med Dansk Folkeparti.

SF har erklæret Louise Frevert uværdig til at repræsentere Københavns Kommune i nogen form for officiel sammenhæng. Samtidig ønsker Minoritetspartiets kandidat til Borgerrepræsentationen Mona Andersen at få Louise Freverts valgbarhed til Borgerrepræsentationen prøvet ved Valgbarhedsnævnet.

Peter Skaarup kalder dog de mange protester et udtryk for, at politikerne gerne vil markere sig op til kommunalvalget i november.

Samtidig har flere politikere og organisationer i løbet af fredagen meldt Louise Frevert til politiet for overtrædelse af racismeparagraffen. De første på banen var den socialdemokratiske kandidat til Borgerrepræsentationen Lars Rasmussen samt foreningen Muslimer i Dialog, og siden er Frevert også blevet sigtet af SF's familie- og arbejdsmarkedsoverborgmester Bo Asmus Kjeldgaard, projektleder i Dansk Flygtningehjælp Mohammed Gelle samt Dokumentations- og Rådgivningscenteret mod Racediskrimination.

'Hun lægger gift ud'

Lektor i strafferet Jørn Vestergaard vurderer, at nogle af Louise Freverts udtalelser er langt på den anden side af grænsen for, hvad straffeloven tillader, mens Amnesty Internationals pressechef i Danmark, Stig Nielsen, mener, at Louise Frevert lægger gift ud for menneskerettighederne:

"Vi skal være glade for, at vi lever i et retssamfund, der efterlever de internationale menneskerettighedsstandarder, og ikke et samfund, der er baseret på Louise Freverts fordomme og ønsker på det her område."

"Når hun siger, at vore love forbyder os at dræbe vore modstandere officielt, betyder det så, at hun vil indføre dødsstraf? Louise Frevert må være historieløs, når hun kan sige, at hvide mennesker næsten altid vil behandle deres medmennesker humant."

Bliver Louise Frevert dømt for racisme, vil Valgbarhedsnævnets næstformand Anne Birte Pade ikke udelukke, at hun bliver erklæret uvalgbar til Folketinget og Borgerrepræsentationen:

"Hvis hun bliver dømt, kan man godt forestille sig, at hun bliver erklæret uvalgbar. Men det er endnu ikke sket, at nogen er blevet det, fordi de var dømt for racisme."

I 2003 blev Dansk Folkepartis daværende amtsformand i Storstrøms Amt, Michael Rex, dømt for racisme, hvilket ikke havde konsekvenser for hans valgbarhed.

Louise Freverts kontroversielle udtalelser kan dog stadig findes på www.eskapist.dk/freverts_utrykte / humanisme.dk?

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu