Læsetid: 4 min.

Fri abort 25 år

13. juni 1998

"Jeg er nu over 80 år, og for cirka ti år siden havde jeg en drøm om fire bittesmå børn i svøb - jeg lagde dem alle fire op til min kind - knugede dem og følte jeg elskede dem alle meget højt."
Kvinde med fire illegale aborter bag sig i
brev til lægen Ellen Ryg Olsen (trykt i bogen
"Kvinders valg," forlaget Systime)

VI ER I 30'erne - manden arbejdsløs, familien fattig, graviditeterne utallige og eddikevand underværksskabende. "Jeg mener at have skånet disse
fostre for et dårligt liv," lyder den 80-åriges pointe.
Ingen kvinder stikker strikkepinde op i underlivet
eller sprøjter eddike- eller sæbevand samme vej for tidsfordriv, men af - netop - rædsel for at få en i forvejen skrøbelig tilværelse smadret. "Kvinder har til alle tider søgt at undgå at få børn, de enten ikke kunne forsørge eller ikke troede, de kunne tage sig af," som juristen sekretariatschef i foreningen Sex og Samfund, Nell Rasmussen, siger.
Aborter forsvinder ikke, bare fordi de forbydes. Den fri abort, vi fejrer 25 året for i disse dage, stilles der da heller ikke alvorlige spørgsmålstegn ved.
Selv om nymoralister under dække af religiøs omsorg spøger så hult larmende, de kan, i stedet for politisk at arbejde for at skabe ordentlige levevilkår for alle.
Den type moralister blev allerede i 1932 beskrevet af professor i filosofi Jørgen Jørgensen, i forordet til lægen J. H. Leunbachs bog Kvinder i Nød: "Moralister har næsten altid været mennesker, der satte hensynet til deres egne dyrebare meninger, deres religiøse tro eller moralske overbevisning, over hensynet til deres medmenneskers lykke eller ulykke - for slet ikke at tale om deres fri selvbestemmelsesret."

AT KRISTELIGT Folkeparti, der netop blev etableret i forbindelse med vedtagelsen den 13. juni 1973 af loven om fri abort, bruger jubilæet til - som det skete den 5. maj - at forsøge at forføre Folketinget kan ikke undre nær så megen, som at det ynkelige forsøg lykkedes.
Det lykkedes faktisk de politisk organiserede troende, der som det eneste politiske parti er imod fri abort, at få resten af Folketinget med på at vedtage en handlingsplan, der inden november skal give konkrete bud på, hvordan antallet af provokerede aborter kan nedbringes. Tør man spørge: Hvor er logikken? Først giver man ved lov kvinder frihed til selv at bestemme, om de vil abortere eller føde - for dernæst at gribe aktivt ind overfor en bestemmelseret, man selv har givet. Politisk pålagt skyldfølelse har vi ikke brug for oven i den, de fleste abortsøgende kvinder forærer sig selv.
At søge argumenter i det konkrete aborttal, er ikke muligt. Her i landet har vi siden 1975 set et støt faldende aborttal. Det sidste fra 1996, lyder på 17.720.

PROBLEMERNE ligger et helt andet sted, hvad to sønderjyske jordemødre, Bente Torp og Kirsten Lyck, har gjort ikke bare offentligheden, men justitsministeren, Folketinget og dettes retsudvalg opmærksom på. Folketinget burde hellere end på de kristelige, der påstår at respektere liv, men i realiteten accepterer blodig lemlæstelse, bruge politikernes kostbare tid på at diskutere og forsøge at håndtere det etiske dilemma, jordemødrene taler om.
Det dilemma, der ligger i det ene øjeblik at skulle kæmpe for at redde en spontan abort - og det næste have til opgave at ombringe et særligt livskraftigt foster af samme størrelse, der har formået at overleve en sen, medicinsk fremkaldt abort. Der altid påfører fostret en hjerneskade. Enhver forstår jordemoder Bente Torp, når hun på side ni i dagens avis fortæller, hvor belastende det var for hende i en konkret situa-tion - som praksis nu er her i landet - at pakke det sent aborterede, levende foster ind i et klæde og placere det i hospitalets kølerum.
I stedet for at lukke øjnene for virkeligheden, bør vi offentligt tage diskussionen og tage stilling til, om der bør sættes en øvre grænse for, hvor gammelt et foster må være for at blive aborteret. Ligesom vi passende kunne diskutere, hvor små fostre, vi skal kæmpe for at få til at overleve.
Et bud på en uendelig vanskelig diskussion kunne for de sene aborters vedkommende være også frem-over at have tillid til den fungerende dispensationsordning.
At dømme efter tallene er det uendelig sjældent, de amtslige abortsamråd giver tilladelse til sene aborter, og fagfolk vurderer rådene som overordentlig restriktive. Er kvindens graviditet præget af f.eks. stærke narkotiske stoffer, får dette - uønskede - barn både psykisk og fysisk en utilgivelig svær start på livet. Er det etisk forsvarligt?
Ifølge reglerne kan en jordemoder som det øvrige hospitalspersonale sige nej til at medvirke ved aborter, tidlige som sene.
Som reglerne er i dag er de således formentlig de bedste, man kan have på dette ualmindelig ømfindt-lige område. dam

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her