Læsetid: 6 min.

Fri os for bagklogskabens bedreviden

Erhvervshistorikeren Ole Lange fortæller om dansk landbrugs 'lieferfreudichkeit' over for nazisterne, om industriens kattepiner og A.P. Møllers tvetydighed. Og om et Danmark, der skulle overleve krigen
20. april 2005

Det er først inden for de senere år, der for alvor er kommet gang i den historiske udforskning af de sider af besættelsestiden, der kan opfattes som pinlige.

Det fastslår Ole Lange, der er professor i virksomhedshistorie ved CBS, Handelshøjskolen i København. Lange har stået i spidsen for det forskningsprojekt, som gennemføres for en ekstraordinær finanslovsbevilling på fem millioner kr. til undersøgelse af dansk erhvervslivs rolle under den tyske besættelse.

Ole Lange fremhæver, at den første generation af besættelsestidsforskere anført af Jørgen Hæstrup "tog sig af det dramatiske, af selve modstandskampen".

"Næste generation af historikere - som Hans Kirchhoff, Henrik Nissen og Henning Poulsen - tog sig af det politiske, det, der lagde kursen."

"Først derefter er der blevet taget fat på alt det pinlige. Retsopgøret, som Ditlev Tamm tog sig af. 'Tyskertøsene' har Anette Warring behandlet. Likvideringerne er taget op af Peter Øvrig. Han er - typisk nok - journalist, vant til at bore, snakke med folk, sætte sig ud over de snævre akademiske rammer."

"Og først nu kommer altså erhvervslivets forhold rigtigt i søgelyset" siger Ole Lange.

- Og hvorfor først nu - så sent?

"Der er mange forklaringer. Dels havde man ikke blik for det tidligere. Dels var virksomhederne ikke rigtigt glade for, at der blev gravet."

Landbruget fik chancen

- Men er resultatet da så flovt?

"Virksomhedernes holdning har været brancheafhængig. Landbruget er en historie for sig. Husk, dansk landbrug havde været i krise gennem 1930'erne. Pludselig - med den tyske besættelse - fik landbruget en mulighed for at producere alt det, de kunne - og til priser langt over det engelske marked, som jo nu var lukket."

"Man har et ord for det på tysk: Lieferfreudigkeit - glæden ved at levere. Og den var dansk landbrug grebet af. Men hvad skulle de ellers have gjort? Hvad skulle de have stillet op med deres flæsk, smør og ost? De leverede til tyskerne, og så blev pengene betalt af Danmarks Nationalbank."

- Et mærkeligt arrangement?

"Neej. Sådan var jo i det hele taget afregningen mellem Danmark og Tyskland. Tyskerne leverede under besættelsen brændsel, olie, råvarer og gødningsstoffer. Og Danmark leverede landbrugs- og industrivarer. Det blev regnet af på den såkaldte 'clearing-konto' i nationalbanken, hvor beløbene blev modregnet. Ved krigens ophør var kontoen 2,9 milliarder i dansk favør,"

- Som vi altså havde leveret mere til tyskerne, end vi selv fik?

"Ja, og det betød en pengeudpumpning i det danske samfund. Økonomer taler jo om en 'multiplikator-effekt' af offentlige midler, der bliver pumpet ud. Under krigen kom Danmark til at føre en ekspansiv økonomisk politik - sådan som Keynes netop anbefaler for lande, hvor økonomien er gået i stå."

- Efter besættelsen mente mange, at tyskerne skyldte os de 2,9 milliarder?

Omfordelingen

"Det kommer an på, om man anlægger et bogholderisynspunkt eller mere overordnede nationaløkonomiske synspunkter", siger Ole Lange, der samtidig understreger, at besættelsesøkonomien betød en voldsom omfordeling i det danske samfund:

"Landbruget - især godsejerne - tjente store penge. Vognmændene og entreprenørerne tjente styrtende. Tænk bare på alle de tyske anlægsarbejder. Derimod faldt levestandarden for arbejdere og funktionærer - og for de af de selvstændige, der ikke nød godt af tyskernes tilstedeværelse."

- Hvilket mønster tegner der sig samlet for industriens rolle under besættelsen?

"Man er nødt til at gå ned i detaljerne. Det er meget forskelligt. Dansk industri er præget af mange små og mellemstore virksomheder med meget forskellige interesser. Tyskerne var interesseret i bestemte store virksomheder. Landbruget, som sagt. Og så skibsværfterne."

"Skibsværfterne er en historie for sig. Allerede i januar 1940 - inden besættelsen - havde det tyske rustningsministerium bedt det økonomiske institut ved universitetet i Kiel om at pege på de interessante danske virksomheder. Instituttet pegede specifikt på skibsværfterne, især B&W, men også de andre: Nakskov, Helsingør, Odense, Århus, Ålborg, Frederikshavn, de store værfter, de var branddygtige, lavede dygtigt arbejde."

Fremfor alt: Antityske

"Omkring skibsværfterne kan man se hele den overordnede konflikt mellem nødvendigt samarbejde, opportunisme og 'de rene hænder'. B&W var ejet af A.P. Møller, ØK og Lauritzen, og de holdt hinanden i skak. Bestyrelsen var de tunge drenge i dansk erhvervsliv. Men det politiske var, at bestyrelsesmedlemmerne var engelsk orienteret - som søfarten var det - mens mange af værftsarbejderne var kommunister og russisk orienteret. De forholdt sig nok lidt afventende under Hitler-Stalin-pagten, men efter nazisternes overfald på Sovjet i juni 1941 er ledelse og arbejdere fælles om frem for alt at være antityske."

"Udadtil vælger B&W at samarbejde, men dele af funktionærerne og arbejderne modarbejder det. De leverer oplysninger til modstandsbevægelsen, de smugler sprængstof ind - og udpeger kraftcentralen, som er det vigtigste at få ram på. Oplysningerne kommer også videre til englænderne, som i 1943 bomber motorfabrikken på Christianshavn - midt i et tæt beboet område. De ramte præcist. Ja, lidt røg ved siden af til Sojakage-fabrikken, men ingen alvorlig civil skade skete. Jeg så selv brandene - de største, jeg har set - som femårig i januar 1943, hvor min far tog mig i hånden op fra beskyttelsesrummet. Englænderne kunne kun ramme så præcist i kraft af instruktioner indefra."

Kun fire ud af 28 skibe

- Hvor megen nytte fik tyskerne af de danske skibsværfter?

"Ser vi bort fra reparationsabejder var det sådan, at der i det store såkaldte Hansa-program indgik, at Danmark skulle levere 28 skibe. Der blev leveret otte, hvoraf fire blev sænket af modstandsbevægelsen. Resten - altså 20 - blev ramt af slowdown arbejde, sabotage og hvad man nu ellers kunne hitte på. I nogle af skibene var stemplerne i maskineriet fjernet, så de ikke kunne sejle."

- Det lyder da opmuntrende for den danske krigsindsats?

"Man må huske, at det hele handler om et tidsforløb. Sabotagearbejdet stiger næsten eksponentielt, men sent. Vi sad som tilskuere og gik ind sent - men på det rigtige tidspunkt. Da krigen næsten var afgjort."

- En omtale af A.P. Møllers rolle i Riffelsyndikatet i Berlingske Tidende gjorde Mærsk så rasende, at han solgte Berlingske-koncernen til udlandet?

"Om Riffelsyndikatet gælder, at det før besættelsen havde været under statslig kontrol, hvem de kunne sælge til. Men allerede i dagene efter den 9. april 1940 henvendte ledelsen sig til tyskerne - på eget initiativ og uden om de danske myndigheder. A.P. Møller havde 32 procent af aktierne og en betroet mand i bestyrelsen, så det er svært at forestille sig, at han ikke vidste, hvad der skete."

- Det var ikke videre nationalt?

"Modstandsbevægelsen udpegede over for englænderne Riffelsyndikatet som noget, der skulle bombes - lige som B&W."

"Det hører med i billedet, at A.P. Møller før den 29. august 1943 henvendte sig til chefen for den danske pressetjeneste i Stockholm, Erik Seidenfaden, og bad ham om at henstille til englænderne, at man stoppede sabotagen i Danmark, fordi den var skadelig. Seidenfaden lod ikke beskeden gå videre."

Tvetydig A.P. Møller

- A.P. Møllers rolle under besættelsen var tvetydig?

"Ja, helt klart. Den er præget af opportunisme. Han sørgede for, at virksomheden kom til at stå bedst muligt. Den 8. april 1940 om aftenen gav han sine skibe ordre om at søge neutral eller allieret havn. Det kan tolkes enten som anti-tysk eller i rederiets egen overlevelsesinteresse. Han sendte sin søn til New York, hvorfra han kunne opretholde kontrollen over skibene. Igennem Riffelsyndikatet tjente han penge på tyskerne. Og igennem Odense Stålskibsværft, hvor han var 100 procents aktionær, tjente han under besættelsen 17 millioner af datidens kroner på tyskerne."

"På den andens side, så - i 1944, da krigen reelt var afgjort - stillede han økonomisk garanti for bevæbning af den danske hjemmehær, modstandsbevægelsen, med svenske maskinpistoler. Der er blevet spillet på alle heste."

- Og facit?

"At A.P. Møller gør det, der er til gavn for sin virksomhed. Men hvad skulle han ellers have gjort? Lukket den og sendt de ansatte hjem?"

Dumper på Foghs prøve

- A.P. Møller dumper altså på Anders Foghs moralske prøve for opførsel under besættelsen?

"Præcis. Lidt groft kan man sige, at Fogh enten er dum eller uvidende om datidens forhold - eller bevidst bruger en fejlfremstilling til at retfærdiggøre sin egen krigsførelse."

- Hele dansk erhvervsliv dumper på Foghs prøve?

"Nogle gør. Andre gør ikke. Det var situationsbestemt. Det duer ikke, at vi nu bedømmer handlingerne og holdningerne dengang ud fra bagklogskabens bedreviden."

"Ud fra den moral - og den hensigt - at det gjaldt for det danske samfund om at overleve, er det et spørgsmål, om man kunne have handlet anderledes."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu