Læsetid: 4 min.

Fri til at drukne i overflodssamfundet

Kunstnere er også blevet produkter i en supermarkedskultur, hvor selskaberne er løbet med magten, siger digteren Ursula Andkjær Olsen
10. december 2005

Kunsten er fortabt i en verden styret af markedskræfter, og vi er fanget i et spindelvæv af retorik og masseeksponering. Ursula Andkjær Olsen, der for nylig har høstet stor ros for sin digtsamling Ægteskabet mellem vejen og udvejen, er ikke bleg for at sætte ord på informationssamfundets problemer:

"Vi går og bilder os selv ind, at vi er frie, men det er jo én stor masseindbildning: 'Du er fri til at drukne i overflodssamfundet, værsgo'. Vi når aldrig til kunsten, fordi der er så mange andre ting, man først skal trænge igennem."

Digteren mener, at man aldrig får tid til at tænke sig om og være kritisk, når reklamerne konstant fortæller én, hvad man skal tænke.

"Det kan man så kalde en slags kapitalistisk komplot for at dulme folk, for i dag er det jo ikke Gud, som er opium for folket, men deres nye køkkener og forsikringer. Der er hele tiden noget, man drukner i, før man får lejlighed til at tænke sig om."

- Kan kunsten være frigørende?

"Jeg tror til enhver tid, at folk kan opleve, at en bog eller andet frigør dem og åbner deres hoved eller blik for verden - men disse enkeltmøder samler sig sjældent, og derfor bliver kunsten næppe frigørende i en revolutionær forstand. Vi er simpelthen så infiltrerede af den retorik, markedet lægger ud for os, og man griber hele tiden sig selv i at sige ting, man egentlig ikke vil sige. Selv når der er en spændende bølge af politisk orienteret litteratur eller poesi, bliver vi jo også bare til et produkt, en slags Giro 413 for de poesi-interesserede, som én sagde til mig forleden. Vi er opdelt i subkulturer af folk, der ikke får talt nok sammen."

Alt opsluges af markedet

- Har folk brug for poesi i dag?

"Skønhed har en kraft, som de fleste mennesker har brug for. Men de finder den jo ikke nødvendigvis alle i en bog. Fodbold kan såmænd også være skønt at se på, og i vores moderne verden har det nok altid været en lille gruppe, der beskæftigede sig med poesi. Poesien kan heller ikke redde verden, og selv hvis den kom på mode, ville den blive indrulleret i den samme supermarkedskultur, der dominerer billedet. Der er jo reklamer overalt, uanset om man tænder tv'et eller åbner en avis eller går en tur."

Ursula Andkjær Olsen kan ikke sige sig fri for at være en smule pessimistisk anlagt, men føler det svært at være andet på samfundets vegne. Hun mener, at uanset hvor smukt et værk, en kunstner skaber, vil det blive opslugt af markedskulturen:

"Jeg synes, man har pligt til at tvinge sig selv til at drømme om, at det var anderledes. Men folk arbejder så meget, at de ikke har tid til at gøre noget ved det, selv om de kan se, at der er noget galt. De fleste af dem, jeg taler med til daglig, kan godt se problemet, men hvis man har børn og fuldtidsjob og samtidig skal lave sine nye køkkener, så hænger man uhjælpeligt fast i det her oversvømmelsessamfund."

- Hvordan er denne situation opstået? Skyldes det nogle underliggende problemer i samfundet?

"Det hænger jo sammen med, at vi har en markedsbaseret kultur. Siden muren faldt, har man ikke måttet sige, at kapitalen er et problem - fordi man jo ikke har andre svar, og jeg har da heller ikke andre svar, men derfor er kapitalismen jo stadig et problem. Det er store selskaber, der sidder med den reelle magt, og så kan vi stemme på vores søde små danske politikere lige så meget vi vil, men det nytter jo ikke noget. Der er sket en uhyggelig udhuling af demokratiet."

- Påvirker det direkte kunstens verden?

"Ja, for alle er kommet til at ligge under for det samme marked, hvor det er alt eller intet for kunsten: Intet er noget værd, hvis det ikke er kendt i forvejen og ikke bliver læst eller set eller hørt af hele verden. Og hvis noget først får succes, får det så enorm en gennemslagskraft, at man kvæles i det overalt. Hvorfor læser hele verden Da Vinci Mysteriet i stedet for at læse forskellige ting? Ikke fordi det ikke kan være en god bog, men den og alt andet er jo bare blevet til produkter, som det handler om at sige, at man har haft fat i."

$SUBT_ON$Man må råbe og skrige

"Jeg er selv blevet et eksempel på, at hvis noget slår lidt igennem, vil alle høre om dét produkt og ikke om kunstnerens andre værker - og ikke engang nødvendigvis læse det produkt, men blot have fat i det. På den måde bliver jeg selv til et kulturprodukt. Det er ikke nogen rar fornemmelse!"

- Kan man som kunstner selv gøre noget ved det?

"Jeg tror da, at man skal blive ved med at råbe og skrige, men jeg tror desværre ikke, at det nytter. Man kan jo også prøve nogle andre veje, måske decideret politiske, og foretage sig noget, der er direkte kommunikerende og ikke indirekte, som kunst nu ofte er."

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her