Læsetid: 6 min.

Fri os fra standardiseringerne

Kvinderne gav electronicaen ny mening, electronicaen gav rocken nye stød og folkemusikken glimtede igen politisk potent. Musikåret 2005 bød i randområderne på endnu et syndigt rod af skamløse krydsbefrugtninger, samkvem og videreformuleringer. Og det er derude, du finder flugtveje væk fra konsumkulturens vakuumpakninger
22. december 2005

Tag ikke fejl. Der er masser af patetisk selvretfærdighed og indforstået snobberi ude i de alternative musikkulturer. Men det gør det altså ikke nemmere at afskrive musikkens randområder, disse ustabile territorier uden for mainstream, hvor der skabes anderledes hiphop, rock, folk, techno, electronica, you name it. For selv om hype og PR selvfølgelig også spiller en rolle dér, så er opfindsomhed, personlighed og kunstnerisk integritet stadig langt mere gangbar mønt end i mainstream.

Herude oplever man således jævnlige nybrud, vedholdende opfindsomhed og vænner sig hurtigt til at hjerteblodet flyder uregerligt og uforudsigeligt og uden musikvideo som støttepædagog. Sådan er dét bare. Så. Vink farvel til standardiseringerne og spænd sikkerhedsbæltet. Vi skal på en hastig gennemgang af disse enorme områders fineste høst anno 2005.

Lad os starte i overskuelige egne: Hiphoppen oplever nemlig stagnation for tiden og det interessante feltet kan med nogen vold snævres ind til: Edans ganske rock-påvirkede Beauty & The Beat (Lewis Recordings/specialimport), et mørkt syret værk med mindelser om både Public Enemy, De La Soul og Run-D.M.C. Og Dangermouse, der har indgået et humoristisk samarbejde med MF Doom under duonavnet Dangerdoom med det krøllet funky album The Mouse and The Mask (Lex/VME). Og herhjemme fremtryllede Malk de Koijns chefkonstruktør Track '72 fremragende lagkagekonstruktioner på Rockin' (Good Music/Playground), der var bedst, når hans turntablism ikke blev udsat for rap.

Elektronikken og især laptoppen er endelig blevet opdaget af rockmusikerne, og det har åbnet op for strengt nødvendige flugtveje væk fra den reduktionistiske og bagstræberiske garagebølges buldrende tomme rebelgestik. Fremtiden kan i stedet høres hos London-kvartetten The Chap, der leverede årets bedste rock med deres både umiddelbare og originale, mikroprogrammerede og makroguitarlarmende album Ham (Lo Recordings/Dotshop). Den amerikanske søskendeduo The Fiery Furnaces zigzagger elegant og excentrisk gennem ærværdig tradition fra både saloons og pakhusfester med Rehearsing My Choir (Rough Trade/VME) - endda farvet af deres bedstemors mørke stemme og selvbiografiske fortælling albummet igennem.

Og New York City-soloprojektet LCD Soundsystem affyrer en maskinsexet discorock på LCD Soundsystem (DFA/EMI Capitol), der er så flabet minimalistisk, at det er umuligt at forholde sig i ro til. Jo, maskinerne klæder guitaren...

Kvinderne

Og kvinderne klæder den elektroniske musik. I et år hvor der var træthed og måske endda desillusion at spore i laptopkongerigerne, især electronicaens, var det kvinder, der med en anderledes sensibilitet leverede nogle af årets mest interessante plader - typisk med sang som en del af skønheden.

Japanske Tujiko Noriko stod for hele to af de bedste: På Blurred In My Mirror (Room40/specialimport) vandrer hendes stemme gennem et sfærisk og alligevel substantielt værk præget af mildt avantgardistisk håndspillet improvisation og en smukt programmeret ekspressionisme. Norikos samarbejde med Hr. Aoki Takamasa om 28 (Fat Cat/VME) nærmer sig til gengæld en slags glitch-pop med dens indsætning af støj, knitren og klik i en emotionel ramme, hvor Norikos stemme svinger et sted mellem japansk servilitet og stolt elegance a la Laurie Anderson. Ikke uden spørgsmålstegn til den traditionelle japanske kvinde...

Og de anderledes kvindestemmer fortsætter: AGF/Delay alias tyske Antye Greie og hendes kæreste, finske Vladislav Delay har præsteret et fremragende mørkt fragmenteret stykke kulturkritik og højteknologisk følelsesdekonstruktion med albummet Explode (AGF Producktion/VME) - præget af Greies køligt lyriske sangforedrag på kanten til intim betroelse. Og så lykkedes det srilankansk-britiske M.I.A. at levere et af årets bedste album - tæt på mainstream og alligevel nytænkende - med hendes flabet sungne multikulturelle ghettopopdebut Arular (XL/Playground).

Med den feministiske bredside overstået, så er det faktisk også værd at notere sig. at den franske herre, der kalder sig Jackson & His Computer Band har begået en af årets mest underholdende og avancerede klippe-klistre-krasse-rive-sukker-salte-electropopplader med 'Smash' (WARP/VME).

Og alt imens electronicaens kompliceringer var ved at sande til, så voksede den minimale technos forførelseskraft, måske bedst demonstreret af Rajko Müller alias Isolée og hans hårdt dunkende, men funklende melodiske We Are Monster (Playhouse/specialimport).

Magert dansk år

Det har været et magert år i dansk elektronisk musik, der dermed reflekterer det udenlandske miljøs tilsyneladende rådvildhed. Men. Bjørn Svin leverede under sit Prins Ezo-pseudonym en fin, mørkt kompleks technoplade med Inside Buddy (Tech-Nology/VME), Rumpistol voksede og raffinerede sit udtryk med Mere rum (Rump/VME). Voks konsoliderede sin sært middelalderlige lo-tech-electronica med Darkvaks (Dekorder/specialimport) og duoen Wäldchengarten byggede et manende dybdeperspektiv af af støj og postindustrialisme på Electrical Bonding (Noisejihad/Desolation House).

New Weird America

Den stadig mere fremherskende ide - eller drøm - om at vi er på vej tilbage til en folkloristisk musikkultur, hvor ingen længere ejer musikken synes at få sit musikalske modsvar af den nye folkemusikalsk farvede scene, døbt New Weird America. En vildt interagerende, broget skare musikere, der gerne både tekstligt og musikalsk afviser det neokonservative USA's snæversyn, rationalitet, linearitet og galoperende materialisme - men heldigvis heller ikke synger med én stemme.

I stedet får man kroget smukke plader som f.eks. søskendeduoen Coco Rosies brillante Noah's Ark (Touch and Go/VME). Eller Animal Collectives overvældende udflydende, naivistisk vibrerende og alligevel sirligt formede stykke kollektivfreakfolk på det fremragende album Feels (Fat Cat/VME). Og så er der lige så brillante Akron/Family, der brænder med en klarere kompositorisk flamme, men også kaster sig ud i både elektronik og sære kor på Akron/Family (Young God Records/Dotshop). Og der er Six Organs of Admittances hypnotiske School of The Flower (Drag City/VME). Alt i alt en række plader fulde af livsalig variation, pivåben musikalitet og en umiskendelig duft af flower power og alternativ livsstil og måske håb?

Selv om The Books hakker løs i et folkemusikalsk felt, så er Lost and Safe (Tomlab/Dotshop) alligevel noget helt andet. Anderledes stramt og renfærdigt i formen, baseret på fundne lyde fra kassettebånd samt den amerikanske duos melodiske folkede strengespil, som de siden har hakket op og samlet i smukke, stemningsfortættede postfolknumre, hvis mage jeg aldrig før har hørt. En af årets absolutte højdepunkter.

Uden for mainstream

Imens rocken har suget på mikrochips, så er elektroniske musikere begyndt at trække på akustiske instrumenter og dermed finde nye veje. Folktronica er således en betegnelse, der er blevet hæftet på Prefuse 73 og hans fremragende album Surrounded By Silence (WARP/VME), hvor den amerikanske samplerbetvinger klipper løs i andres materiale med en sitrende mikrodetaljeret skønhed til følge - ja, Books leverer faktisk også råmateriale til Prefuse 73.

Den britiske duo Boards of Canada spiller selv instrumenterne parret med en længselsfuld electronica, som de har udsat for en grundig kunstig ældningsproces, der giver deres nye - og hidtil bedste - album The Campfire Headphase (WARP/VME) en fornemmelse af falmede fremtidsminder.

Ikke kun folke- og rockmusikalske instrumenter, men også det mere finkulturelle klaver har indfanget mange elektroniske musikere i de senere år; en slags postklavermusik er vokset frem og årets perle inden for min hørevidde er japanske Ryuichi Sakamotos ærværdige spil i clinch med tyske Alva Notos subtile støj- og glitchkunst på Insen (Raster Noton/specialimport). Et forunderligt sammenstød mellem koncertsal og soveværelse.

Og hvis man vil ud i det gode gamle øvelokale uden videre elektronisk isenkram, så vil jeg personligt allerhelst stå i canadiske The Arcade Fires eller australske Archicture in Helsinkis. Førstnævntes 'Funeral' (Merge/Rough Trade/VME) er en glødende romantisk, smertefuld og flamboyant perle. Og sidstnævntes kaospoppede In Case We Die (Moshi Moshi/V2/Bonnier Amigo) er et legesygt kollektiv af stemmer og instrumenter, der nægter at lade sig standardisere. Og det er jo dét, vi skal undgå til enhver tid. Både som individer, men ikke mindst i det vi konsumerer og - forhåbentlig - fordøjer.

Så søg uden for mainstream for dælen, det er dérude, der er undvigemanøvrer, der holder en i live og på tæerne, inden man drukner i sofaen. Dérude der skabes stadig ny mening og uregerlighed og åndehuller, inden de lukkes af markedet og kvæles i vakuumpakninger.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her