De mere end fire millioner CCTV-sikkerhedskameraer, der hvert sekund overvåger de britiske borgeres bevægelser og er opstillet i sikkerhedens tjeneste, kunne ikke hindre en lille gruppe terrorister i at dræbe et halvt hundrede mennesker den 7. juli i London. Det er ikke alene en af verdens mest kosmopolitiske byer med borgere fra hele verden. London er også en af de mest overvågede byer, men britisk politi nåede ikke at hindre det, som eksperter havde sagt var 'uundgåeligt': et terrorattentat i hovedstaden.
Flere CCTV-kameraer giver ikke sikkerhed imod terror, men nok mindre civil frihed. Selv om myndighederne ihærdigt har søgt at hindre tragedien, og Storbritannien siden den 11. september 2001 har optrevlet flere islamistiske grupper med farlige terrorplaner, er 7. juli en blodig og barsk opvågning til realiteterne. De moderne, kommunikerende og urbaniserede samfund - som metropolen London - er ikke alene vidunderlige rum for frihed, mobilitet, kreativitet og kulturelle blandinger. De er også hypersårbare, og forestillingen om total sikkerhed, et liv uden risiko, er en illusion. 7. juli viser, at ikke ret mange fanatiske terrorister kan sprede skræk og rædsel i storbyens net. Det vidste man godt. Fra New York og Madrid. Eller fra Bagdad for den sags skyld. Værre attentater med kemiske midler - og selv nukleare minibomber - er en risiko, der ikke må ignoreres. De demokratiske politikere og regeringerne må på seriøs vis imødegå risikoen for nye terrormassakrer.
EU-landenes justits- og indenrigsministre enedes i denne uge om at fremskynde flere forslag i kampen mod terrorismen. Biometriske pas og visa, mere smidig udveksling af informationer og optrevling af finansielle netværk over grænserne kan nok styrke politiet i jagten på de kriminelle. Men forslag om øget overvågning og dataregistrering af borgernes mail og telefon-samtaler kan ende som et grimt overgreb på civile frihedsrettigheder og privatlivets fred. Er der en konkret mistanke, og kan politiet få en dommerkendelse til at overvåge en mistænkt terrorcelles kommunikation pr. internet og telefon, bør der være grønt lys. Men generel overvågning og registrering er en farlig glidebane for de frihedselskende, liberale demokratier. Den britiske indenrigsminister Clarke har ret i, at det også er en civil ret for borgerne at kunne tage bussen eller toget uden at sprænges i luften af terrorister. Men den risiko er stadig relativt begrænset. Folk kører f.eks. stadig i bil, selv om 50.000 europæere hvert år mister livet på landevejene. For friheden og mobiliteten, som de fleste stadig sætter pris på, må man også turde løbe en risiko. Vi lever i globale risikosamfund på godt og ondt, men drømmen om total sikkerhed og kontrol er en opskrift på et Orwellsk helvede. I disse terrortider må man søge den rigtige balance mellem frihed og sikkerhed. Det er ikke et enten eller mellem politi og militær, og fred og dialog på den anden side. Det er oftest et både-og, hvor man konkret må skønne og søge den mindst ringe løsning.
Nogle tror, at bare de vestlige tropper trækkes hjem fra Irak, vil truslen fra de islamistiske terrorceller fordufte som dug for den varme sommersol. Det er såre fristende med enkle svar. Men hvorfor ville en islamistisk terrorcelle allerede i år 2000 sprænge Europa-Parlamentet og katedralen i Strasbourg i luften? Og hvorfor ville en islamist-celle slå til imod Real Madrids stadion og den spanske landsret i efteråret 2004, selv om den socialistiske regering da havde trukket tropperne hjem fra Irak? Et farvel til Irak vil ikke betyde et farvel til den islamistiske terrorisme. Vestlig indflydelse - økonomisk, kulturelt og militært - og selv globaliseringen kan blive gjort til syndebukke. Hvornår stopper det? Nogle venstredrejede mener, at verdens 'hav af uretfærdigheder' producerer en ny desperat klasse af udstødte, der rekrutterer nye terrorceller. Selv i nabolaget. Men millionæren bin Laden og de universitetsuddannede og ressourcestærke unge mænd, der stod bag massemordene på civile i New York, Madrid og London, er ikke børn af armoden. De misbruger Koranen og udnytter moderne teknologier til at likvidere civile i masseattentater, som nok så sultne proletarer aldrig ville drømme om at udføre. Al-Qaedas globalt spredende celler drives frem af en fanatisk og hadefuld ideologi, der stræber efter global magt og vil dræbe såkaldte 'vantro' i Vesten, der stiller sig i vejen. Den terrorideologi må muslimske imamer og intellektuelle fra London til Mekka klart fordømme. De bedste gør det allerede. Oplysningen bør udbredes i åben dialog mellem alle, der respekterer menneskerettigheder og ønsker stærke demokratier - i Vesten som i Mellemøsten. Det kræver også et opgør med den påstand, at terrorisme og mord på civile på nogen vilkår kan være legitime modsvar, selv på krige eller sociale problemer. Al-Qaedas muterende celler forskanser sig bag alverdens påskud, men det kan aldrig legitimere drab på mænd, kvinder og børn - fra Bagdad til London. Ethvert menneskeliv, uanset religiøst og kulturelt ophav, har en værdighed, som må respekteres. Og frigøres. Fra tyranner og totalitære undertrykkere, der opkaster sig til ny almagt over næsten og fjernesten.
